|

Det var med stor interesse, at jeg kastede mig over Birgitte Nymanns bog "Flad mave for altid", for hvem vil ikke gerne have trimmet mavsen inden bikinisæsonen? Jeg vil ihverttilfælde gerne. Og bogen byder på et væld af informationer og forslag til, hvorfor maven måske buler udad. Spiser du noget du ikke tåler, spiser du forkert, for meget eller for hurtigt, sover du dårligt, er du stresset eller mangler dine mavemuskler simpelthen træning? Alle disse spørgsmål og mange flere, skal gøre dig klogere på netop din mave. Og der bydes på rigtig mange gode forklaringsmodeller, teorier og forslag, som vi alle kan gøre brug af i dagligdagen.
Bogens sidste tredjedel er dedikeret til øvelser og træningsprogrammer, og jeg er ellers ikke let at begejstre i relation til praktiske øvelser i bogform. Jeg skal helst se dem udført – ikke læse dem – men disse øvelser og teknikker er suveræne. Stille og roligt og med rigtig gode forklaringer og fotos bliver vi guidet igennem virksomme og virkelig gode øvelser, der er lette at lave, også selvom du ikke har en instruktør foran dig. Der er adskillige gode fif og ideer, som f.eks. den med at holde tungen oppe i ganen, hvis du har tendens til at blive øm i hals og nakke, eller den med at binde en snor rundt om maven. Der er ingen tvivl om, at de fleste af os vil kunne have såvel gavn som effekt af disse øvelsesprogrammer. Jeg har taget dem med i mine "sommerferie fortsætter", og så håber jeg også at jeg får mig taget sammen til at lave dem, når ferien banker på. Intentionerne og gejsten er der, og jeg ER tyvstartet, også med et par af bogens delikate opskrifter.
Jeg har kun en enkelt lille anfægtelse i relation til bogen; Jeg savner SÅ meget, at al den teoretiske og gode viden, den byder på, opsummeres og samles i få, gode og praktiske råd. Når det så er sagt, så er Birgitte Nymanns bog væsentlig og vigtig, for den sætter fokus på en problematik, der udgør et stigende sundhedsmæssigt problem i den vestlige verden. Forkerte spisevaner, for megen sukker og hvidt brød, for lidt aktivitet og for dårlig søvn kan føre os lige lukt til dårlig fordøjelse og insulinresistens og dermed for store maver. Birgitte leverer det som landets skoler ikke gør, nemlig en grundig indføring i de indre mekanikker og balancer og får pointeret, hvorfor det er så vigtigt at spise god mad og røre sig til. Derfor kan jeg varmt anbefale bogen, der absolut også er velegnet til alle unge, der gerne vil være klogere på egen krop – og mave.
Klik her for at købe bogen på Saxo.com
KONKURRENCE:
Klik "Synes godt om" eller efterlad en kommentar for at deltage i konkurrencen om et eksemplar af "Flad mave for altid".
Vinderen udtrækkes onsdag d. 8 juni kl 14.00. Held og lykke!
VINDEREN AF KONKURRENCEN ER FUNDET; Det blev:
METTE HØHOLT FREDERIKSEN.
Stort Til lykke Mette, du må rigtig gerne sende mig en mail med din adresse, så skal jeg sørge for at du får bogen tilsendt. God læselyst Anette
|
Kommentarer
Jeg er selv begyndt at løbe nogle gange om ugen og håber at det kommer til at have en effekt på min krop i form af et bedre selvbillede og mindre stress. At have Birgitte Nymanns bog ved min side, ville bestemt være en velkommen bonus :)
Jeg har faktisk allerede tabt mig lidt på maven - men flad - det er den bestemt ikke. Kunne godt bruge flere gode råd - og motivation til at fortsætte :o)
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.