|

Ny bog fra Nikolaj Kirk - En fantastisk gastronomisk opdagelsesrejse!
Er du ligesom Nikolaj Kirk en eventyrer? Er du én, der er nysgerrig på verden, på nye steder, nye smage og dufte? Så er denne bog lige noget for dig. Hvert kapitel indeholder spændende historier og inspiration. Som et eksempel, så er overskriften på et af kapitlerne "Braiseret leguan, stegt brød og TSH 919". Og det handler om en fest på Tobago, hvor Nikolaj fik serveret leguan. Og han er begejstret. Det minder mig om, da jeg rejste en del til Hong Kong og Kina og mine kinesiske værter serverede retter, som jeg ikke havde nogen som helst ide om hvad var. Ofte var det de største delikatesser som fiskekinder og øjne, indbagte fugleunger eller halvdøde kinarejer. Dengang havde jeg nogle gange lidt svært ved at bevare et begejstret udtryk i ansigtet, men idag må jeg indrømme at jeg ofte nyder at prøve lokale retter af og nye smagsvariationer.
Jeg er nok bare ikke helt så meget eventyrer som Nikolaj Kirk, der kaster sig ud i kogt hvalkød med rabarber, hajsandwiches og søpapegøje fyldt med sandkage, men så er det jo en luksus at kunne sidde hjemme i sofaen og lade sig inspirere af bogens fantastisk smukke billeder fra hele verden og herlige, humørfyldte fortællinger - altsammen krydret med yderst anderledes og spændende opskrifter. Efter at have læst bogen, forstår man godt bogens titel... "Mit Lykkelige Køkken". Herligt!
Jeg har endnu ikke prøvet bogens opskifter af, men der er alle slags opskrifter. Der er lette små salater og risretter, små fiskelækkerier og mere buldrende og stærkt krydrede retter. Det er ikke fordi man behøver at købe sig fattig i ingredienser for at kunne lave bogens retter, slet ikke. Det er kun enkelte af dem, der inkluderer meget anderledes ingredienser. Nu er det så tilfældigvis lige de retter jeg har kastet min kærlighed på, så jeg må ud og have fat i bananblade og cocobønner med mere. Jeg glæder mig.
Bogen er en oplevelse med fest og farver, suveræne fotos og inspirerende mad. Skrevet og oplevet af en madkunstner. Er du til eventyr, så er det lige en bog for dig.
Klik her for at bestille "Mit Lykkelige Køkken" på Saxo.com
|