|
Bloggen
|
Morgenmaden - dagens vigtigste måltid |
|
|
|
|
Skrevet af Anette Harbech Olesen
|
|
Søndag, 15 August 2010 14:53 |
|
Morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Det ved vi egentlig godt, men alligevel prioriteres det ikke i særlig grad. Der er adskillige væsentlige årsager til, at morgenmåltidet er dagens vigtigste måltid, men en af de vægtigste er det faktum, at niveauerne af vores langtidsstresshormon kortisol er højest, lige når vi vågner. Kortisol er nødvendigt for os, men i for store mængder kan det have en degenererende effekt og gøre os tykke. Når du spiser din morgenmad, stopper du produktionen af kortisol ligesom du stabiliserer dit blodsukker. Det har betydning for mange ting, men også for din funktionsevne, koncentrationsevne og for dit energiniveau. Vi har her i Danmark en tendens til at ty til færdige morgenmadsprodukter, yoghurt eller hvidt brød med ost eller marmelade. Det er ofte sukkerholdigt og giver et hurtigt blodsukker kick, men det holder ikke længe. Sulten kan melde sig kort tid efter, og det viser sig, at mennesker der spiser et hurtigt og ulødigt morgenmåltid eller måske slet ingenting om morgenen, ender med at have spist mere, når dagen er omme, end mennesker der vægter en god, grov og lødig morgenmad. Det er også lidt paradoksalt, at vi danskere spiser færdige morgenmadsprodukter og hvidt brød med marmelade i den tro at det er godt for os – måske ligefrem sundt? I princippet svarer sådanne måltider til, at spise Pinnochio kugler med mælk eller amerikanske vafler med marmelade - det er de samme ingredienser der er anvendt! MEN sidstnævnte retter ville vi jo aldrig fylde i hverken os selv eller vore børn hver dag, for det ved vi godt vi ikke kan leve af! Paradoksalt, ik’? Hvad består et godt morgenmåltid så af? Det er en god ide at sikre, at du får såvel fuldkornsprodukter, ingen sukker, men derimod grov rugbrød, grovmysli eller grød af fuldkorn. Spis frugt f.eks. æbler eller pærer, bær eller banan og sørg altid for at supplere med de gode fedtstoffer samt proteiner om morgenen. Alle tre næringsstofgrupper skal helst være repræsenteret i måltidet. Lav f.eks. en god frugtsalat med masser af frugt og bær skåret i tern og drys en blanding af kværnede hørfrø, mandler, græskarkerner, dadel og kanel over, det smager himmelsk. Du kan supplere enten med lidt Acido yoghurt eller et æg for proteindelen og vupti har du alle tre næringsstofgrupper repræsenteret på allerbedste vis. De dage hvor det skal gå hurtigt kan du blende ½ banan med kiwi, ananas, blåbær, hindbær eller jordbær eller lige præcis de frugter og bær du kan lide. Blend med vand, mandel- eller rismælk afhængig af hvilken konsistens du ønsker, og tilsæt hørfrøolie og evt. risprotein, så har du et fuldtnærende og let måltid, der holder blodsukkeret og dermed energien stabil længere. Du kan forberede frugten i blenderen om aftenen, tilsætte væske og olie om morgenen og så blende det, hvis det skal gå rigtig hurtigt. Du kan endda have den med i bilen – en ret god erstatning for kaffen. Du kan få flere forskellige ideer og opskrifter på sund morgenmad her på hjemmesiden under ”opskrifter”. Det at få lidt protein om morgenen kan være godt for de fleste. Protein øger mæthedsfornemmelsen og kan medvirke til følelsen af energi, mæthed og velvære. Det er også godt, hvis man ønsker at tabe sig et par kilo at sørge for at få protein til morgenmaden. Det kan være i form af ris- eller ærteprotein, der er letoptageligt og fint hvis det skal gå hurtigt eller hvis man overnatter ”ude”, hvor der kun er det hvide brød til morgenmad. Det kan også være i form af Acido surmælksprodukt, der er et anbefalelsesværdigt surmælksprodukt på markedet, eller det kan være i form af æg. Så æg kan altså også være et fint alternativ til den ”traditionelle” morgenmad, og den engelske morgenmad er slet ikke så tosset endda. Ved at kombinere f.eks. spejlæg, scrambled eggs eller en omelet med lidt revne grøntsager, en rest fra aftenen før, så har du på den måde også et fuldtlødigt måltid, der holder dig længere på ”dupperne” end det hvide brød og sukkerflakes. Du behøver ikke bekymre dig om kolesterolet, det er for mange år siden pure afvist, at æg skulle have en negativ indflydelse på kolesteroltallet. Du kan spise to æg om dagen uden at det overhovedet kan registreres. Når vi nu taler kolesterol, så er det i højere grad sukkerindtaget, der bør kigges grundigt på, idet et højt sukkerindtag - og det gælder også det hvide brød, pasta etc.- indirekte kan fremme leverens egenproduktion af det såkaldt ”lede” kolesterol – LDL kolesterolet. Så prøv det af, mærk efter om ikke du føler dig bedre tilpas med en sund og lødig morgenmad, hvor du får såvel frugt og grønt, fuldkorn som gode fedtstoffer og protein. Gi' dig selv tid til at få den for dig bedste morgenmad indarbejdet og hent inspiration til sunde opskrifter her på siden. Rigtig god fornøjelse.
|
|
Senest opdateret ( Søndag, 15 August 2010 14:59 )
|
|
|
Skrevet af Anette Harbech Olesen
|
|
Fredag, 09 Juli 2010 09:53 |
|
I denne tid med sol og varme, er det vigtigt at drikke masser af vand. Vi består af vand. Ca. 70% af vores kropsvægt er vand, så vand er livsnødvendigt for os. Vi glemmer det bare tit og ofte, det med at drikke tilstrækkeligt med vand. Mange tror måske også at den daglige kaffe, te eller sodavand tæller med i regnskabet. Det gør det bare ikke – tværtimod. Disse drikke tilfører ikke den nødvendige væske, men kan derimod dræne kroppen yderligere. Vi udskiller godt og vel 2 liter væske i døgnet. Det er via urin, afføring og sved og også via lungerne. Derfor er det vigtigt at vi tilfører samme mængde rent og friskt drikkevand hver dag. Vort behov for vand er større idag end det var tidligere. Det skyldes vores levevis og den mad vi spiser. Maden er mere forarbejdet og koncentreret, vi stresser mere og lever med forurening og kemi omkring os. Vort høje indtag af kaffe, alkohol og tobak spiller også en rolle. Alle disse faktorer øger vort behov for vand. Rigtig mange mennesker går rundt og er konstant dehydrerede uden at vide det. Vi tænker ikke på vand som et livsnødvendigt næringsstof, og det er blevet naturligt at tage medicin mod symptomer som f.eks. forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol, der i hovedparten af tilfældene kan skyldes vandmangel! At drikke tilstrækkeligt med vand er afgørende for et godt helbred og et langt liv i sundhed. Drik 2 liter vand om dagen, her i sommervarmen kan det være aktuelt med mere, og det er en gave din krop vil elske. Er du utryg ved kvaliteten af dit drikkevand, så kan du prøve de geniale kulstænger. Kulstængerne fanger en stor del af tungmetallerne og giftstofferne fra vandet og gør det mere basisk. Tap koldt vand fra hanen i en flaske eller kande, lad det løbe lidt først. Kom den rengjorte kulstang i og lad det stå i 6 timer før du drikker det. Det er en god ide at have flere flasker i gang på samme tid. De hyppigste symptomer på vandmangel er: Træthed Forstoppelse For højt blodtryk For højt kolesterol Overvægt Tidlig ældning Fortsat rigtig god sommer!
|
|
Senest opdateret ( Fredag, 09 Juli 2010 10:06 )
|
|
Mælks potentielt sundhedsskadelige effekter |
|
|
|
|
Skrevet af Anette Harbech Olesen
|
|
Tirsdag, 18 Maj 2010 11:18 |
|
Imorgen d. 19. maj 2010 udkommer en helt ny bog om mælk; ”Hvad er det du drikker?”. I bogen sættes der fokus på mælkens indvirkning på menneskers sundhed. Bogen er skrevet af yderst kompetente mennesker på området, nemlig Bodil Søgaard, biolog lic. scient., tidligere tilknyttet Landbohøjskolen, Karen Østergaard, overlæge cand. med. og Troels V. Østergaard, fagforfatter, mag. scient. Det der kendetegner bogen er, at den er renset for studier og forskningsresultater, der er publiceret af mennesker med tilknytning til mejeriindustrien. Det vil sige, at det er uvildige undersøgelser, der ligger til grund for bogens konklusioner. Og netop konklusionerne er interessante. Forfatterne skriver nemlig: ”Der er meget mere på spil end bare snotnæser. Faktisk har det chokeret os temmelig meget at opdage, at der er al mulig grund til at tro, at alle de civilisationssygdomme, der i den grad plager den vestlige verden, har en fællesnævner: mælk”. Forfatterne har skrevet denne væsentlige bog, til trods for at de er op imod vældige økonomiske interesser fra Mejeriforeningen, men også op imod en Fødevarestyrelse og en Sundhedsstyrelse, der igennem mange år har fortalt danskerne, at mælk er vigtigt for sundheden. Et sådant udsagn trækker man ikke lige tilbage, åbenbart heller ikke selvom dokumentationen for, at det forholder sig lige modsat, er overvældende. Mælk anno 2010 indeholder mange forskellige stoffer, proteiner og hormoner, der kan skabe ravage i den indre biokemi, men specielt væksthormonerne GTF 1 og GTF 2 ofrer forfatterne opmærksomhed. Og med god grund. Både GTF 1 men også proteinet kasein fra mælk skal vi være yderst opmærksomme på. I for store mængder kan disse stoffer nemlig under de rette omstændigheder lede til forskellige sygdomme, herunder kræft. Bogen kæder vort høje mælkeindtag sammen med udviklingen af bl.a.: • Sukkersyge – type 1 diabetes mellitus • Mellemørebetændelser - ørebørn og indsætning af dræn i ørerne • Autisme – ADHD – DAMP • Kræft • Knogleskørhed • Overvægt Hvad er det du drikker? er en yderst læseværdig bog, velskrevet og let at gå til. Bogen tager fat på et emne, der berører os alle, idet de fleste danskere er vokset op med parolen; ”½ liter mælk om dagen holder dine knogler sunde”. Der gøres op med denne parole og mange andre i relation til mælk og mælkeprodukter. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem, når de videregiver de uvildige forskningsresultater, som bogen bygger på. Ja faktisk opfordrer de til et mælkefrit Danmark. Jeg vil anbefale alle, og specielt de af os der har sygdom tæt inde på livet, at læse bogen. Det er barsk men sund læsning, og afgjort en bog der vil bidrage positivt til vores sundhed og ikke mindst til debatten om betydningen af uvildig forskning indenfor fødevarer – forskning der er uafhængig af industrielle interesser. Se mere på www.nomilk.dk Bogen kan købes på Saxo.com.
|
|
Senest opdateret ( Tirsdag, 18 Maj 2010 18:09 )
|
|
Giftig laks – fyldt med nitrit! |
|
|
|
|
Skrevet af Anette Harbech Olesen
|
|
Torsdag, 06 Maj 2010 11:22 |
|
Vores fødevarer er fyldt med skidt og møg, tilsætningsstoffer, farvestoffer og alskens anden kemi, der påvirker vores sundhed. Senest har det vist sig, at en række fiskevirksomheder har farvet røget laks med nitrit. Nitrit er dokumenteret kræftfremkaldende. Fantasien kender åbenbart ingen grænser, og samvittigheden synes ikke eksisterende, når det gælder den danske fødevareindustris bestræbelser på at øge egen profit. Fødevareminister Henrik Høegh udtrykker til Ritzaus Bureau, at han er dybt, dybt skuffet over fiskevirksomhederne, der efter hans mening ødelægger dansk fiskeribranches renomme’. Ikke et ord om den sundhedsrisiko danskerne udsættes for med disse ulovligheder. Måske skulle Henrik Høegh i højere grad tænke på vores sundhed frem for industriens renomme, eksportevne og bundlinie. Det er på høje tid, at vores fødevarelovgivning udarbejdes ud fra et sundhedsperspektiv, der varetager danske forbrugeres helbred, frem industrielle monetære interesser. Siden Henrik Høeghs tiltræden er det gået den stik modsatte vej, og industri og landbrug har fået videre rammer for f.eks. gødskning og sprøjtning, på bekostning af vores fødevarers kvalitet og dermed danskernes sundhed. Vi har som forbrugere kun et at gøre; vi må købe økologisk. Økologiske afgrøder må ikke sprøjtes med kemi, økologisk laks er under stram kvalitetskontrol, og vi har som forbrugere langt større magt end vi regner med. Hvis vi nægter at købe det manipulerede, det kemifyldte og den nitritholdige røgede laks, og i stedet vælger det økologiske i alle sammenhænge, så tvinges den danske fødevareindustri til at producere ordentlige kvalitets fødevarer, der beriger os og gør os sunde og glade. Det nytter, så gør noget ved det - allerede idag!
|
|
Senest opdateret ( Lørdag, 15 Maj 2010 18:52 )
|
|
Skrevet af Anette Harbech Olesen
|
|
Mandag, 26 April 2010 17:06 |
|
Broccoli er blevet en populær spise i Danmark de seneste år, og med god grund. Broccoli er nemlig en ganske unik grøntsag. Udover et højt niveau af vitaminer og mineraler indeholder broccoli også en række plantenæringsstoffer, der har vist sig at have sundhedsfremmende egenskaber i en grad, som adskiller netop broccolien fra de fleste andre grøntsager. Broccoli indeholder bl.a. et stof der hedder sulforaphan. Sulforaphan aktiverer nogle gener, der tager sig af produktionen af afgiftende enzymer. De kan f.eks. opsamle de uopløselige kræftfremkaldende stoffer i cellerne og koble dem sammen med opløselige stoffer, og dermed transportere stofferne ud af kroppen via blodbanen. Der er lavet talrige forsøg med broccoli og broccolispirer, og alt tyder på, at en kost rig på broccoli kan have en sundhedsfremmende effekt. De sundhedsfremmende stoffer i broccoli aktiveres bedst ved at broccolien dampes let eller som man siger ”kysser vandet”. Dermed menes, at de rengjorte broccolibuketter blot hældes i det kogende vand og omgående tages op igen. Alternativt kan man dampe broccolien over kogende vand i en grøntsagsdamper. Koger eller damper du broccolien for længe (f.eks. 10 min.), så ødelægges de sundhedsfremmende stoffer, så det bør du undlade. Husk at også stokken er fyldt med næring og med lethed kan anvendes i salater, tærter, grøntsagslasagne etc. Det kan være en god ide hver dag at spise lidt dampet broccoli enten til frokost eller aftensmad. Du kan se opskrifter på lækre broccoliretter under ”opskrifter” her på hjemmesiden. God appetit.
|
|
Senest opdateret ( Onsdag, 28 April 2010 20:22 )
|
|
|
|
|
<< Første < Forrige 1 2 3 4 Næste > Sidste >>
|
|
Side 1 af 4 |
|