Vegetarisk karryret med blomkål

Vegetarisk karryret med blomkål smager susende godt og giver varme på en kold efterårsdag. Retten er let at lave og er fyldt med skønne, fiberrige grønsager. Vegetarisk karryret med blomkål kan anbefales også til børn, så krydrer du den blot derefter. Opskriften stammer fra Ditte Ingemanns bog Vegetar.

Ingredienser 2-4 personer

Karrypasta

1 lille rødløg
10 g frisk ingefær
2 fed hvidløg
10 g frisk gurkemeje
2 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk kanel
4 tørrede limeblade
1 spsk tomatpuré
kokosolie til stegning
1 ds hakkede tomater
1 ds kokosmælk
150 g frosne ærter
75 g frisk spinat
limesaft

Marineret blomkål

5 spsk yoghurt naturel
2 tsk garam masala
1 tsk havsalt
1 tsk chiliflager
saft af 1 lime
500 g blomkål

Topping

4 spsk usaltede cashewnødder

Fremgangsmåde

Pil hvidløg og rødløg og skær det i kvarter. Kom dem i en minihakker eller blender sammen med alle de øvrige ingredienser til karrypastaen og kør det hele godt sammen til en lind konsistens. Varm 1 spsk kokosolie op i en gryde og svits pastaen heri et par minutter. Tilsæt hakkede tomater og kokosmælk, og lad saucen simre ved svag varme i ca. 1 time.

Lav imens de bagte blomkålsbuketter: Rør yoghurt, garam masala, salt, chili og limesaft sammen. Skær blomkålen ud i små buketter og vend dem rundt i marinaden – lad det marinere i cirka 30 minutter. Bred blomkålen ud på en bageplade med bagepapir og bag den i ovnen ved 200 grader i cirka 30 minutter. Smag saucen til efter 1 time og tilsæt evt. mere limesaft, salt og chili. Kom ærter, renset og grofthakket spinat og de bagte blomkålsbuketter i og lad det hele simre videre i cirka 10 minutter. Rist cashewnødderne på en tør, varm pande, til de er gyldne og sprøde – tilsæt en smule salt, og retten er klar til servering.

Du kan finde opskriften på vegetarburger HER
Du kan finde opskriften på indisk karrysuppe HER
Du kan læse mere om bogen Vegetar HER

Var du tilfreds med denne opskrift på vegetarisk karryret med blomkål? Så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat