Grønkålssuppe med urter

Grønkålssuppe med urter er en opskrift på en herlig og velsmagende suppe, der stammer fra Lone Landmand og Søren Sørøvers bog “Og halsen af en svane”. Lone skriver: Find din store gryde frem og lav en ordentlig baljefuld, når du er i gang. Har du først lavet grundsuppen, kan den fryses ned i passende portioner, og du har nem mad til kolde dage.

Ingredienser til grundsuppe.
Denne portion giver cirka 4 liter:

5 liter koldt vand
5 kg knogler fra en gris der har arbejdet med jord
5 gulerødder
½ knoldselleri
3 store persillerødder
2 løg
2 porrer
3 laurbærblade
1 buket persille
2 spsk uraffineret groft salt
1 tsk friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Skræl gulerødder, selleri og persillerødder og skær både dem og løg samt porrer i større stykker. Læg grøntsagerne, laurbærblade og persillebuketten i en stor gryde sammen med griseben, salt og peber. Hæld vand på og bring grydens indhold i kog. Lad det småsimre i mindst 5 timer og gerne i 8 timer. Smag suppen til med salt og peber. Køl suppen lidt af, tag benene op og sigt grøntsagerne fra. Herefter er den kraftfulde grundsuppe klar til at blive forædlet.

Du kan også simpelthen springe over, hvor gærdet er lavest og anvende en god økologisk grønsagsbouillon, så får du også en vegetarisk suppe ud af det.

Turen går herefter videre til grønkålssuppen

Ingredienser til fire personer

2 l grundsuppe eller økologisk grønsagsbouillon
6 store blade grønkål
4 gulerødder
2 porrer
8 kartofler af en kogefast sort som f.eks. Ditta
Uraffineret salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Pil det grove stængelværk af grønkålsbladene og blanchér bladene i 3-4 minutter i rigeligt, letsaltet vand. Læg dem i et dørslag, så vandet kan dryppe af, og hak dem derefter fint. Skræl gulerødder og kartofler, skær dem og porrerne i mindre spisevenlige stykker. Varm grundsuppen op til kogepunktet og tilsæt grøntsagerne. Lad dem koge 10 minutter, tilsæt den hakkede grønkål og lad den koge med yderligere 2 minutter. Smag til med salt og peber og server med lækkert brød. Landlig kost der kan spises overalt – også i byerne. Velbekomme.

Du kan finde opskriften på blendet grønkålssuppe HER
Du kan læse min omtale af Lone Landmand og Søren Sørøvers bog HER

Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.

Debat