Asparges

Nu er der skønne, nye asparges. Uanset om du foretrækker de hvide eller de grønne asparges, så kan du finde dem i økologiske versioner i helsekostforretninger eller supermarkeder lige nu.

Det kan godt betale sig, at spise masser af asparges i løbet af denne forholdsvist korte sæson, for asparges er fyldt med gode kostfibre, der er yderst fremmende for en god fordøjelse. Kostfibre gør tarmen stærk og modstandsdygtig, ligesom de binder brugt kolesterol og brugte hormoner til sig og transporterer dem ud af kroppen. Asparges er også rige på blandt andet C vitaminer, folinsyre og andre B vitaminer. De indeholder ikke noget fedt, næsten ingen kalorier men fremmer derimod  kroppens dannelse af glutathion, et stof der er afgørende for en effektiv leverafgiftning.

Muligvis er du en af dem, der får ildelugtende urin efter at have spist asparges. Det skal du ikke fortvivle over, for det er helt naturligt. Asparges indeholder nemlig den vandopløselige asparagus-syre, der er en svovlholdig organisk syreforbindelse. Når den nedbrydes, og det sker forholdsvist hurtigt efter at vi har spist dem, så udskilles der svovlholdige forbindelser via urinen. Det er dem, der lugter.

Har du asparges i din have, så nyd dem helt friske og sprøde som en snack. Køber du asparges i forretningerne, så synes jeg de smager allerbedst let dampede, overhældt med lidt smør eller ghee tilsat krydderurter som mynte og oregano samt lidt friskrevet citronskal fra en økologisk citron, eller blot dampede som de er. Du kan bruge dem som tilbehør til fisk eller fjerkræ eller til en god omelet. Bon appetit!

Du kan finde opskriften på delikat aspargestærte HER
Du kan finde opskriften på fyldt rødspætte med asparges HER
Læs mere om glutathion HER

Var du tilfreds med denne artikel? Så er du meget velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat