Astma kan forebygges

Astma kan forebygges. Helt ny dansk forskning viser, at et barns risiko for at udvikle astma kan sænkes markant, såfremt moderen indtager fiskeolie i den sidste tredjedel af graviditeten.

Et helt nyt studie, publiceret i New England Journal of Medicine, viser, at risikoen for at dit nyfødte barn udvikler astma kan reduceres med cirka 30 procent, hvis du som mor har spist fiskeolie i den sidste del af graviditeten. Forsøget forløb igennem de sidste tre måneder af de deltagende kvinders graviditet, men yderligere studier bliver nu planlagt i bedre tid, hvor de gravide kvinder vil indtage fiskeolie igennem hele graviditeten. Forskerne håber, at dette vil vise om muligt endnu bedre resultater.

Cirka 150,000 børn lider af astma i Danmark, og 235 millioner mennesker på verdensplan lider af den invaliderende sygdom. Denne ny publicerede forskning giver således særdeles god og konkret viden til forebyggende tiltag. Cirka 700 gravide og børn deltog i forsøget, der er en del af COPSA C2010, der er en såkaldt kohorte, et løbende studie, hvor de deltagende kvinder og deres børn bliver fulgt og målt for at finde mulige årsager til og forebyggende tiltag mod en række sygdomme, i dette tilfælde astma.

Professor Hans Bisgaard, leder af Dansk Børne Astma Center og ansat ved Københavns Universitet udtaler; ”Kan vi forebygge en tredjedel af børneastmatilfældene i befolkningen med fiskeolie, har vi fundamentalt ændret tilgangen til forebyggelse af en sygdom, som vi igennem mange år har forsøgt at forstå.”

Særligt børn, født af kvinder med lave omega 3 niveauer og bærere af genvarianten GG (FADS), havde gavn af omega3 fedtsyrerne. Den forebyggende effekt lå på over 50% blandt denne gruppe, sammenlignet med gruppen, der indtog placebo (olivenolie). 13% af de deltagende kvinder var bærere af denne genvariant. Effekten var derimod mindst blandt børn, født af kvinder, der i forvejen havde høje omega 3 niveauer i blodet og havde genvarianten AA.

Studiet har vakt stor international opsigt, og planen er nu at udføre et tilsvarende studie i USA i samarbejde med Harvard University. Der kan givetvis være mange andre gavnlige effekter ved at spise fiskeolie, og formodentlig vil der også kunne registreres en gavnlig effekt blandt børn, født af mødre, der har spist fiskeolie igennem hele graviditeten.

Opgaven må derfor nu være, at få sat fokus på kvaliteterne af de fiskeolier, der sælges i Danmark. Det er særdeles væsentligt, først og fremmest fordi mange fede fisk er forurenede med tungmetaller, og det kan findes i olier, der ikke er effektivt oprensede. Desuden kan fiskeolier ære harske af den behandling og opbevaring, som idag anvendes mange steder. Ønsker du således at indtage omega 3 fedtsyrer, så kan du indtage disse via fede fisk eller fiskeolier. Vælg altid økologiske fisk og fiskeolier, der er produceret så tæt på, hvor fiskene er fanget som muligt. Undgå harske fiskeolier, og de bedste fiskeolier er efter min mening de naturlige og oprensede for tungmetaller og dioxiner med mere.
Du kan læse mere om tarmflora og mælkesyrebakterier HER
Du kan læse mere om fiskeolier HER
Du kan læse mere om harske fiskeolier HER
Du kan læse mere om studiet HER

Var du tilfreds med denne artikel? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat