Fødevarestyrelsen: Spis bare harsk fiskeolie…

fødevarestyrelsen harsk fiskeolie

Fødevarestyrelsen har i kølvandet på debatten om harske fiskeolier valgt en noget besynderlig strategi. De har ikke, som man måske kunne forvente, sat alle sejl til for at beskytte danske forbrugere. Tværtimod. Fødevarestyrelsen har istedet valgt at gå i brechen for industrien og har med det i sigte spurgt DTU Fødevareinstituttet om noget, som de godt kender svaret på. De har bedt DTU oplyse, om der ved harskning eller oxidation sker ændringer i de fedtsyrer, der hedder EPA og DHA, som findes i fiskeolie. Men det er slet ikke det problemet om harske fiskeolier handler om.

Indholdet af fedtsyrerne EPA og DHA i fiskeolie ændrer sig ikke, medmindre olien hærdes eller er meget, meget harsk. Det har været velkendt viden i mange år, og derfor var DTU’s svar ikke det mindste overraskende, da det forelå forleden dag med ordlyden: “man skal ret højt op i oxidationsgrad, før det væsentligt ændrer på indholdet af EPA og DHA i fiskeolier”. Man får som bekendt kun svar på det man spørger om, og Fødevarestyrelsen har nu efter min mening fået det svar de kendte og ønskede. På baggrund af dette, vil de nu berolige alle os forbrugere og overbevise os om, at vi roligt kan spise fiskeolier, også selvom de er lidt harske. Men at fedtsyrerne ikke ændrer sig, gør det efter min mening på ingen måde sundere at indtage harsk fiskeolie eller harske olier i det hele taget. Lige så lidt som det var sundt at udskifte smør med margarine, dengang vi fik det råd.

Havde FVST i stedet spurgt, om det kan være potentielt sundhedsskadeligt at spise harske olier, så havde man nok fået et, set fra et forbrugerperspektiv, mere brugbart svar end ovenstående.

Vi spiser fiskeolie for at blive sundere, for at styrke vores cellemembraner og for at sikre os de positive effekter som omega 3 fedtsyrer har i organismen. Stærke cellemembraner, der består af uspolerede og sunde fedtstoffer er nøglen til sundhed og balance. Et norsk studie, hvor rotter gennem en periode har fået harsk fiskeolie, viser med al mulig tydelighed, at indtag af harske fiskeolier kan have en degenererende effekt på rotternes cellemembraner. Hvis det har en sådan effekt på rotter, så har det med stor sandsynlighed samme effekt på mennesker. Dette aspekt har FVST valgt ikke at gå ind i, selvom det efter min mening er lige præcis heri, den egentlige problematik om indtag af harske fiskeolier ligger.

Derfor må vi bruge vores sunde fornuft. Vi ville jo aldrig spise fisk eller olier, der lugter grimt, det tager vi umiddelbart afstand fra. Hvorfor skal vi så spise harsk fiskeolie, som vi oven i købet betaler en uhørt høj pris for?

Sagen kan efter min mening sammenlignes med den gang vi fik at vide, at margarine var sundere end smør. Danskerne fulgte dette officielle sundhedsråd og har gennem tiden spist masser af margariner fyldt med transfedtsyrer. Det har haft fatale sundhedsmæssige konsekvenser for mange mennesker, og har sidenhen ført til et forbud mod de skadelige transfedtsyrer, fordi de ganske enkelt viste sig livsfarlige at spise. Hvordan kan Fødevarestyrelsen vide sig sikker på, at indtag af harske fiskeolier ikke på samme måde kan vise sig at være sundhedsskadeligt? Der findes ingen forskning, der kan garantere, at det ikke er skadeligt for helbredet at spise harske olier, og der kommer givetvis heller ingen forskning. Af to enkle årsager; hvem skal betale og hvem skal lægge krop til?

Efter min overbevisning kan det umuligt være sundt at spise harsk olie uanset hvad Fødevarestyrelsen og fiskeoliebranchen end finder på at fortælle os. Så kære fru Fødevareminister, lad venligst tvivlen komme alle os forbrugere til gode. Vær sød at fastsætte standarder for oliers harskningsgrad som et udtryk for oliens kvalitet. Som det er idag, findes der hverken en anerkendelse af harskningsgraden som et kvalitetsparameter eller en lovgivning på dette område. Det kunne jo være helt enkelt blot at implementere FNs fødevarestandarder for oliers harskningrad her i Danmark. Det er for mig at se eneste vej til større tryghed for alle os, der rigtig gerne vil supplere vores mad med fiskeolier for at sikre sundhed og balance. Vel at mærke kun fiskeolier af høj kvalitet og stabilitet.

Læs mere om harske fiskeolier her

Læs mere om hvordan du sikrer dig omega 3 her

Læs mere om cellefedt og dellefedt her

Køb min bog Fedt for Life til kun 99,- her

Debat