Pesticider – ny lov tillader mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand

Pesticider – ny lov tillader mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand. Folketinget har netop vedtaget en ny pesticidaftale, som giver landmændene lov til at sprøjte endnu mere, og samtidig har de med et snuptag øget grænseværdierne for en række pesticider og andre sundhedsskadelige stoffer i vores drikkevand.

Mængden af pesticidrester er stigende

Forekomsten af pesticidrester i konventionelle fødevarer og i vores drikkevand har været støt stigende igennem de seneste 50 år. Vi ved, at pesticider er hormonforstyrrende og potentielt kræftfremkaldende. Vi ved også, at der gennem de seneste år er lukket cirka 100 vandboringer årligt i Danmark på grund af for høje pesticidniveauer, og vi ved, at pesticider slet ikke er nødvendige at anvende for at drive landbrug og brødføde verdens befolkninger.

Med den viden, hvordan kan vores folkevalgte politikere så vedtage en lov om pesticider – en ny lov der tillader mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand, der tillader et erhverv at bruge flere pesticider, som ødelægger ikke bare vores natur, men også vores mad, vand og sundhed? Den nye lov tillader nemlig mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand. Jeg undrer mig i mit stille sind over, hvordan nogle mennesker kan mene, at de har retten til at ødelægge vores mad og drikkevand, der jo udgør selve grundlaget for, at vi kan holde os sunde og raske. Hvorfor skal vores mad og vand forurenes med potentielt sygdomsfremmende kemiske stoffer, og hvem har egentlig spurgt os, om vi egentlig har lyst til at deltage i verdens største eksperiment på mennesker? Det er efter min mening både torskedumt og kortsigtet.

FN’s menneskerettighedsråd; nødvendig brug af pesticider er en myte

Argumenterne om, at pesticider er afgørende for landbrugets bundlinje og for at kunne brødføde verdens voksende befolkning, er ifølge FN’s mad og forurenings eksperter en myte . En ny rapport, der netop er blevet forelagt FN’s Menneskerettighedsråd, har de kritiske briller på overfor såvel de globale selskaber, der fremstiller pesticider, som deres overvældende lobbyist aktivitet, der ifølge rapporten ”globalt har blokeret for reel information og reformer samt lammet indførelsen af restriktioner på pesticidområdet via uetisk presseskik”. Af rapporten fremgår det, at brugen af pesticider kan have “katastrofalt negative indvirkninger på miljøet, på menneskers sundhed og på samfundet som helhed”, herunder anslået 200.000 dødsfald om året grundet pesticidforgiftning. Rapporten oplyser, at: “Kronisk eksponering fra pesticider er forbundet med udvikling af kræft, Alzheimer og Parkinsons sygdomme og kan føre til hormon forstyrrelser, udviklingsforstyrrelser og sterilitet”. For børn, der udsættes for forurening fra pesticider er risikoen højere end hos voksne, og der rapporteres om 23 dødsfald i Indien i 2013 og 39 i Kina i 2014. Du kan læse hele rapporten via det sidste link under “kilder”.

Rapporten anbefaler en langt højere grad af restriktiv global regulering i forhold til anvendelsen af pesticider samt til et skifte til en mere bæredygtig landbrugspraksis, herunder naturlige metoder til at undertrykke skadedyr og sædskifte, samt et øget incitament til økologisk omlægning og fødevareproduktion.

Pesticidrester i 43% af vores grundvand

Når det gælder nedsivningen af pesticider til vores drikkevand, så kan det til eksempel nævnes, at der i december 2016 blev fundet rester af svampegiften Tebuconazol i det danske grundvand. Tebuconazol er særdeles sundhedsskadeligt, fosterskadeligt og virker stærkt hormonforstyrrende. Der blev fundet alarmerende høje koncentrationer af stoffet i grundvandet, og det mest bekymrende er nok, at det ikke er et stof, som vandværkerne normalt analyserer for. Disse niveauer blev fundet via den såkaldte VAP rapport, der analyserer udvaskningen af pesticidrester til grundvandet under fem testmarker.

Danmarks vandværker er under pres. I de forløbne år er der hvert år blevet lukket cirka 100 boringer på grund af for høje pesticidniveauer, og det skønnes, at der nu er pesticidrester i 43% af vores grundvand. Jeg kan til eksempel nævne, at da min mand og jeg flyttede ind i vores hus for 22 år siden, fik vi vand fra 14 forskellige boringer i området. Nu er der en boring tilbage! Min personlige overbevisning er den, at vi ikke har mere rent drikkevand om ti år, hvis vi fortsætter med at forurene, som vi gør nu.

Så hvorfor egentlig flere pesticider?

Med ovenstående let tilgængelige viden kan det undre, at vores politikere kan vedtage en ny lov, der tillader mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand. Altså MERE kemi i mad, vand og miljø? Hvad handler det egentlig om? Et perspektiv på loven om tilladelse af flere sprøjtemidler kan være, at størstedelen af de anvendte sprøjtegifte anvendes til dyrkning af foderafgrøder. Altså til foder, der sammen med GMO soja, (der i stor stil sprøjtes med Round Up), blandes i foderet, der gives til de konventionelle grise, køer, kyllinger med mere. I givet fald handler alt dette om kroner og ører, om eksport og et dygtigt landbrug, der har fået placeret deres lobbyister strategisk rigtigt, så de kan påvirke embedsmænd og politikere og dermed få vedtaget love, der sikrer erhvervet en større fortjeneste? Alt sammen på bekostning af vores natur, mad og drikkevand. For slet ikke at tale om vores helbred.

Man kan derfor næsten håbe på, at det istedet handler det om politikernes utilstrækkelige indsigt, for det kan der da rettes op på ved næste valg. Det eneste vi som danske forbrugere kan gøre indtil da er konsekvent at købe økologisk eller biodynamisk mad, hver gang vi er ude at handle. Det er et kraftigt og virkningsfuldt signal om, at vi ikke ønsker de mange pesticider, hverken i vores mad, natur eller drikkevand.

Kilder: læs mere  HER,  HER, HER og HER

Du kan læse mere om Round Up og glyphosat, der kan gøre dig syg HER
Du kan læse om kvaliteten af danske fødevarer HER
Du kan læse mere om mit bedste sundhedsråd – spis økologisk HER
Du kan læse mere om, hvorfor økologi bare er sundere HER
Du kan læse mere om pesticider i din mad HER
Du kan læse mere om de alarmerende mængder pesticidrester i dansk frugt HER
Du kan læse mere om vand og vandkvaliteter HER

Var du tilfreds med denne artikel om Pesticider – ny lov tillader mere sprøjtning og højere grænseværdier i drikkevand? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat