Tarmbiotaen påvirker også din søvn

Forsiden Viden og Forskning Tarmbiotaen påvirker også din søvn

     5
Tarmbiotaen paavirker også din soevn

Kvaliteten, variationen og mængden af mikrober i din tarm kan være afgørende for dannelsen af serotonin og dermed også for produktionen af melatonin. Melatonin styrer din døgnrytme, og disse forhold kan derfor muligvis have indflydelse på kvaliteten af din nattesøvn.

Ny forskning på mus indikerer en sammenhæng imellem kvaliteten af din tarmbiota og din nattesøvn.

Vores døgnrytmen styres af det hormonlignende stof melatonin. Melatonin dannes ud fra signalstoffet serotonin, der også kan kaldes ’budbringeren af det gode humør’. Melatonin dannes i pinealkirtlen om natten, men er afhængig af fuldstændigt mørke om natten og dagslys om dagen. Hovedparten af det serotonin, vi producerer, dannes i tarmen. Tarmens mikrobiota kan på denne måde indgå som indirekte men aktiv medspiller i søvnkvaliteten.

Japanske forskere, med professor Masashi Yanagisawa i spidsen, har lavet et interessant forsøg på mus, hvor de specifikt har fokuseret på tarmbiotaens indflydelse på kvaliteten af vores nattesøvn. Deres undersøgelse afslørede, at tarmbakterierne hos mus spiller en aktiv rolle i forhold hertil.

I forsøget gav forskerne en gruppe mus en kraftig antibiotikakur i fire uger. Det slog deres mikrober i tarmen ihjel. Derefter sammenlignede de tarmbiotaen hos disse mus med kontrolmus, der spiste det samme, men som ikke havde fået antibiotika. Forskergruppen fandt signifikante forskelle i tarmbiotaen mellem de to grupper mus, og det overordnede billede var, at antibiotikamusene manglede væsentlige mikrober og metabolitter i deres tarm.

Disse forhold bevirkede en stærkt nedsat produktion af serotonin. Serotonin dannes ud fra aminosyren tryptofan, og omdannelsen er afhængig af særligt B6 vitamin. Forsøgsmusene havde høje niveauer af tryptofan men særdeles lave niveauer af B6 vitamin og serotonin. Studiet peger på, at tilstedeværelse af tarmmikrober er afgørende for tarmens muligheder for at omdanne tryptofan til serotonin.

Resultatet var, at de antibiotikabehandlede mus sov dårligere, oplevede mindre dyb søvn og vågnede hyppigere end musene i kontrolgruppen.

Professor Yanagisawa’s formodning er, at manglen på serotonin er ansvarlig for den dårligere søvnkvalitet. Det kræver yderligere forskning at slå dette endeligt fast, men forsøget har øget vores forståelse af, at kvaliteten og variationen af tarmmikrobiomet også kan påvirke serotoninniveauerne, der igen kan påvirke nattesøvnen.

Det, der former tarmmikrobiomet, er det du spiser og drikker samt måden du lever på. Sover du dårligt, kan det også i denne sammenhæng betale sig at se på tarmen og optimere tarmmikrobiomet via sunde, grønne og fiberrige madvalg hver dag.

Her kan du læse artiklen Din tarmbiota formes af maden, du spiser
Her kan du læse artiklen Tryptofan – hvad er det?
Her kan du læse mere om min bog ‘Søvnhormonet’ Melatonin
Her kan du læse artiklen Melatonin, stoffet der holder dig ung og sund 
og Gode Tips til Bedre Nattesøvn

Reference:
Yukino Ogawa, Chika Miyoshi, Nozomu Obana, Kaho Yajima, Noriko Hotta-Hirashima, Aya Ikkyu, Satomi Kanno, Tomoyoshi Soga, Shinji Fukuda, Masashi Yanagisawa; ”Gut microbiota depletion by chronic antibiotic treatment alters the sleep/wake architecture and sleep EEG power spectra in mice”; Scientific Reports, 2020; 10 (1) DOI: 10.1038/s41598-020-76562-9

Var du tilfreds med denne artikel om Tarmbiotaen påvirker også din søvn? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev  og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.