Virus i rødt kød mulig årsag til tyktarmskræft?
Er virus i rødt kød en mulig årsag til tyktarmskræft? Nobelprismodtager og forsker Harald zur Hausen har netop publiceret en helt ny teori omkring indtag af kød og øget risiko for tyktarmskræft. Han udtaler: “Det er formodentlig ikke rødt kød som sådan, der giver tyktarmskræft, men derimod en virus fra køer.” Han er nu ved at undersøge, om virus i rødt kød og mælk kan være en mulig årsag til udvikling af tyktarmskræft og brystkræft.
Harald zur Hausen har tidligere mødt stor skepsis i forskerverdenen, da han lancerede sin teori om, at livmoderhalskræft opstod på grund af infektion med HPV virus. Den skepsis blev gjort grundigt til skamme, og derfor er der da også stor interesse omkring hans nye teori om, at tyktarmskræft muligvis skyldes en virus i særlige kvægarter.
Det har i flere år været fremme, at øget indtag af rødt kød kunne øge risikoen for udvikling af tyktarmskræft. Zur Hausen har kigget på forskningen bag, og han er ikke overbevist. Han har studeret forekomsten af tyktarmskræft i flere lande, og det satte ham på sporet af, at det muligvis slet ikke var rødt kød som sådan, der øgede risikoen for udvikling af tyktarmskræft, men derimod indtag af oksekød fra europæisk kvæg kaldet Bos Taurus.
“Et af de lande i verden, hvor man spiser allermest rødt kød, er Mongoliet. Alligevel har Mongoliet en meget lav forekomst af tyktarmskræft. Det kunne jeg ikke få til at passe med teorien om, at rødt kød skulle være årsag til tyktarmskræft. Da jeg kiggede nærmere på sagen, opstod teorien om, at det ikke er rødt kød som sådan, der spiller en rolle, men derimod en specifik type af rødt kød,” siger Harald zur Hausen.
I den vestlige verden spiser vi næsten kun oksekød fra køer, der tilhører Bos Taurus familien. Det er den type kvæg, som mistænkes for at indeholde de kræftfremkaldende vira. Oksekødet, der indtages i Mongoliet, stammer fra yak-okser, lokale kvægracer og Zebu-kvæg. Teorien passer også på Indien, Japan og Korea, selvom der ikke foreligger håndfaste beviser endnu. Harald zur Hausen er derfor gået i gang med at undersøge blodet på køer samt den komælk, der udbydes i vores supermarkeder. Indtil nu har han kunnet konstatere, at de indeholder små og hidtil ukendte DNA-molekyler, som han mener stammer fra virus.
Harald zur Hauzens nye teori om udvikling af tyktarmskræft har, siden han indledte de nye studier, fået følge af endnu en teori; nemlig at indtag af komælk måske kan være årsag til udvikling af brystkræft. Det er en anden type vira fra samme kvægrace, som han mener kan føre til brystkræft. Vi afventer med spænding Harald zur Hausens spændende forskning
Kilde: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25648405
Var du tilfreds med denne artikel? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.