Naturligt sunde børn

Min dygtige kollega og kvinden bag firmaet Æblebørn, Anette Straadt, har skrevet en virkelig god og lettilgængelig bog om, hvordan vi hjælper vores børn til naturlig sundhed. Bogen hedder Naturligt sunde børn, og den er blottet for fanatisme, men udgør derimod en suveræn og praktisk håndsrækning til såvel forældre som bedsteforældre.

Naturligt sunde børn omhandler alt lige fra barnets fordøjelse til snottede næser, overfølsomhed og nattesøvn. Og meget mere. Bogen indeholder praktisk og velunderbygget viden, erfaringer og gode bud på, hvad du kan gøre, hvis dit barn bliver sygt, får udslet eller ikke vil sove. Bogen indeholder også et afsnit, der kaldes “Nødhjælpskassen”. Et genialt kapitel med tips og gode ideer til hvad du som forælder altid bør have i toiletskabet, og hvad du kan være opmærksom på og gøre, hvis der opstår akutte situationer eller sygdom.

Anette er sygeplejerske og sundhedsplejerske og har arbejdet med børns sundhed i næsten 15 år. Hun ved hvad hun taler om, er selv mor til tre skønne krudtugler og anvender såvel sin professionelle viden som sine egne erfaringer i bogen. Anette formidler sin viden godt, bogen er virkelig god, letlæselig, og fortjener en plads hjemme hos alle landets børnefamilier. Et lille pip herfra er dog, at forlaget godt kunne have ofret det fantastiske indhold lidt mere forkælelse, eksempelvis i form af billeder til opskrifterne. Men det er småting, og bogen får uden vaklen mine varmeste anbefalinger.

Du kan købe bogen HER
Du kan finde Mads Bos opskrift på Prinsesse Smoothie HER
Du kan finde Mads bos opskrift på Kong Gulerod HER

Var du tilfreds med denne artikel? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.

Debat