Rigtig Mad

Forsiden Bøger og Kurser Bog-omtaler Rigtig Mad

     1

En bog, der tillader sig at kalde sig Rigtig Mad, skal selvfølgelig nærstuderes og nærlæses. Og det viser sig, at Rigtig Mad ifølge forfatterne Arne Astrup, Thomas Rode og Thilde Maarbjerg primært er mad fremstillet af næringsrige og uforarbejdede råvarer. Så langt så godt. Grundlæggende er forfatternes bud på rigtig mad også en mad sammensat af masser af proteiner, gode fedtstoffer og grønsager. Ingen brød, korn eller sukker. Rigtig Mad er således baseret på principperne bag paleomad eller stenalderkost, som det også kaldes.

Opskrifterne er virkelig delikate, de er fremstillet af de allerbedste råvarer, velkomponerede og veltillavede. Bogen er smuk, billederne indbydende, og man får ganske enkelt lyst til at gå ombord i de mange lækkerier.

Positivt er det også, at forfatterne lægger afstand til den hårdnakkede påstand om at “fedt er farligt”. Der gøres op med fedtforskrækkelsen, der tages livtag med tidligere tiders fadæser, som anbefalinger af margariner, også de smørbare, og det pointeres med stor tydelighed, at indtag af mættet fedt ikke er sundhedsskadeligt, men derimod altovervejende sundt. Industrien bliver ikke umiddelbart rost for deres produktion af fødevarer, der ifølge forfatterne ofte er næringsdrænet, for rig på korn og sukker og for raffineret og bearbejdet til at være sund. Jeg kunne ikke være mere enig.

Så selvom det er dybt individuelt, hvad der er rigtig mad for den enkelte, så vil maden, som bogen Rigtig Mad byder op til, være god, sund og blodsukkerstabiliserende for de fleste. Den kække titel tilgives også, fordi bogen er så smuk, så velskrevet og så fyldt med skønne opskrifter. Jeg må dog nødvendigvis indskyde et par forbehold. For de mennesker, der rører sig mindre end forfatterne (der træner meget), lider af gigt, eller måske bare ikke tolererer så store mængder kød, er bogens anbefalinger ikke optimale. Set ud fra et miljømæssigt og generelt sundhedsmæssigt perspektiv, så er der altså bare for store mængder kød på bordet i bogen Rigtig Mad. Men når det er sagt, så kan du alligevel lade dig inspirere til virkelig skøn mad og så bare stille og roligt øge mængden af grønsager. Det vil de fleste af os have gavn af, i særlig grad vi kvinder.

Rigtig Mad er en rigtig god bog, der byder ind med masser af god viden. Der gøres op med tidligere tiders fatale og forkerte “sandheder”, og bogen byder bare på rigtig gode opskrifter, tilberedt af virkelig gode råvarer. Det er en bog, der skal læses, hvis du gerne vil give dig selv og din familie en sundere hverdag. Jeg giver derfor bogen mine varme anbefalinger. Du kan købe bogen Rigtig Mad HER

Du kan finde opskriften på kylling med citron og hvidløg HER
Du kan finde opskriften på muslingefrikadeller HER

Var du tilfreds med denne omtale? Så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.