København – wonderful Copenhagen

Koebenhavn -. wonderful Copenhagen

København – wonderful Copenhagen. Overalt, hvor du bevæger dig i København, finder du skønhed, charme og hygge, og byen bugner af smukke steder, charmerende åndehuller og indbydende cafeer og restauranter. Jeg har udvalgt et par af mine absolutte favoritsteder i København, så hvis du skal tilbringe en dag eller to i vores smukke hovedstad, så kan du her finde et par tips og anbefalinger til de – efter min mening – skønnesteder, hoteller, restauranter og cafeer.

Start med at tage traveskoene på og gå en tur langs søerne, rundt på Christianshavn, Refshaleøen, Kongens Have eller Nyhavn og de små charmerende gader bag Strøget.

 

Når jeg besøger København, så benytter jeg mig ofte af Brøchner hotellerne. Kæden har en lang række hoteller, servicen er god og morgenmaden økologisk. Flere af hotellerne tilbyder et glas gratis vin i lobbyen eller baren imellem kl. 17 og 18, ligesom der ofte er musikarrangementer eller andre spændende arrangementer. Jeg har boet på flere af hotellerne, blandt andet Hotel Danmark, Avenue og SP34, og sidstnævnte er min absolutte favorit. SP34 er et top charmerende hotel med et hyggeligt og integreret reception og bar område. Du kan læse hele min omtale af SP34 HER

 

 

I forbindelse med hotel SP34 ligger den vidunderlige restaurant Väkst, hvor også den økologiske morgenmad indtages. Det er en morgenmad af meget høj klasse, økologisk, delikat og med små specialiteter og friskpressede juicer. Det hele er meget lækkert, indbydende og charmerende.

 

 

Der er en afslappet stemning og atmosfære i København, mange hyggelige baggårde, små oaser og charmerende gamle huse. Man føler sig godt tilpas. Dette billede er taget bag hotel SP34, der også råder over lokaler i baggården samt en lille hyggelig baggårdsterasse på 1. sal.

Et andet charmerende Københavner hotel er Hotel Sanders. Madforlivets udsendte, Patricia Thyberg, har besøgt stedet og er begejstret. Hun skriver: “Hotel Sanders er et luksuriøst og charmerende hotel placeret i hjertet af historiske København. Med en placering lige bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene er Hotel Sanders en hyggelig kombination af historie, design, kreativitet og enkel elegance. Det føles som at træde ind i sin egen dagligstue – her er hyggeligt og man føler sig hjemme.

På hotellets tagetage har man skabt et orangeri samt en tagterrasse, hvor livet og udsigten kan nydes over en dejlig kop kaffe og en sprød croissant. I stueetagen finder man en delikatesse, cocktailbar samt aftensmadservering, som både kan foregå inde, men også i hotellets hyggelige gårdhave.

Hotel Sanders formår gennem understated luxury at få både boende og kort besøgende gæster til at føle sig godt tilpas og hjemme. Det er et hyggeligt sted at mødes til en brunch/frokost eller bare en eftermiddags kaffe. De formelle og gængse tanker om, hvad et hotel er, bryder Hotel Sanders og jeg synes de gør det yderst godt og gennemført. Jeg kan derfor varmt anbefale at lægge et besøg forbi og opleve den skønne ambiance, som Hotel Sanders byder på.”

Trænger du til et hvil og en god kop kaffe, så kan cafeen Atelier September varmt anbefales. Her serveres god kaffe i smukke nordiske omgivelser, og cafeen har en lille butik tilknyttet, der sælger smukt kunsthåndværk. Det er også muligt at spise enkle og lette måltider på stedet. Adressen er Gothersgade 30, og du kan læse mere om cafeen HER 

Har du lyst til at nyde en god frokost i de allersmukkeste omgivelser, så kan jeg varmt anbefale dig at besøge Aamanns 1921. Adam Aamanns nye restaurant er ikke bare stemningsfuld og smuk, de serverer også fantastisk god mad. De er blandt andet kendte for deres nyfortolkning af det danske smørrebrød. Du kan se deres delikate rejsemad herunder, og du kan læse min omtale af Aamanns 1921 HER

 

København har så meget at byde på, og jeg kan varmt anbefale dig at tage turen rundt i byen til fods eller på cykel. Tag dig tid og nyd atmosfæren, livet og hyggen i vores smukke hovedstad. Hold øje med denne artikel, for den bliver løbende udvidet med flere skønne og smukke steder.

 

 

Var du tilfreds med denne artikel? Så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat