Slut med plantebøf, -burger og -pølse

4 apr, 2019 | Inspiration og Oplevelser, Sund inspiration

Slut med plantebøf, -burger og -pølse? EU’s Landbrugsudvalg har besluttet, at det er slut med at kalde plantebaserede produkter for noget, der indeholder ord som bøf eller pølse. Så plantefars må ifølge udvalget (landbrugsudvalget) ikke hedde plantefars, plantebøffer ikke plantebøffer, og ordene planteburger og vegetarpølse skal, hvis det står til udvalget, elimineres fra vores normalt righoldige ordforråd. Men holder logikken?

Har du nogensinde troet, at der var hund i en hot dog eller bøf i en bøftomat? Nej, vel? Alligevel kan det snart være slut med den slags sproglige finurligheder, i hvert fald hvis EU’s Landbrugsudvalg kommer igennem med deres seneste forslag – og lur mig, om ikke det sker uden hindringer. For mens kokkene i Go’morgen Danmark har noget så susende travlt hver eneste tidlig morgen med at lave kød i alle variationer (undrer du dig også?), så påvirkes vi danskere også fra alle andre sider til ikke at droppe kødet. Jeg tolker disse krampagtige tiltag som udtryk for, at danskernes hastigt ændrede kostvaner kan mærkes hos landets kødproducenter. Vi spiser nemlig i lyntempo mindre og mindre kød og mere og mere grønt, og det er rigtig godt for vores sundhed, men selvfølgelig mindre godt for landbruget.

EU’s Landbrugsudvalg har således med et stort flertal vedtaget at lave et benspænd for fødevarer lavet af planter. De må ikke længere hedde noget, der traditionelt har været forbundet med kød. Det er altså slut med at kalde plantebaserede fødevarer for bøf, burger eller pølse – medmindre beslutningen bliver nedstemt længere oppe i systemet, for en lillebitte mulighed herfor forefindes stadig.

Forbuddet skurrer virkelig i mine ører. Af flere grunde. Men det vender jeg lige tilbage til – for lad os da først lige se, om Landbrugsudvalget har retten på sin side, hvis vi f.eks. konfererer med Den Danske Ordbog.

Slår man ordet pølse op, kan man læse, at det eksempelvis kan være en ”madvare i form af en masse af finthakket kød, krydderier m.m. som er stoppet i et aflangt hylster af dyretarm eller en kunstigt fremstillet erstatning …” hedder det blandt andet – eller ”noget der har form som madvaren pølse.” Så vidt jeg lige kan se, er det netop det sidste, der kendetegner de vegetariske pølser. Så ifølge Den Danske Ordbog er pølserne uden kød i deres fulde ret til at hedde pølser. Ellers kan man jo også sige, at vi får travlt med at rette til her og der og alle vegne. For nu kan vi ikke længere trille kagedejen ud i pølser (medmindre du altså har puttet kød i), og vores poder kan ikke længere rulle pølser af ler i børnehaven. Jeg kunne blive ved, men hele dette show er efter  in mening ganske enkelt for patetisk.

Tilbage til grundene til, at jeg må ryste på hovedet over beslutningen.

  1. For det første synes jeg, det er dumt og mildest talt uambitiøst. Helt grundlæggende havde jeg håbet, at udvalget ville bruge deres tid på langt vigtigere ting. Som for eksempel at give de økologiske landmænd bedre kår eller at sørge for, at vores landbrugsprodukter ikke er sprøjtet med alle mulige stoffer, som ikke har noget med sund og nærende mad at gøre.
  2. For det andet er jeg af den overbevisning, at EU’s Landbrugsudvalg gør os forbrugere dummere, end vi er. For jeg tror godt, at de fleste af os kan gennemskue, at en plantebøf lavet af plantefars ikke kommer fra en ko. De produkter, der allerede findes på hylderne, reklamerer faktisk ganske tydeligt med, at de ikke er animalske. Producenterne henvender sig jo netop til de forbrugere, der gerne vil fravælge kødet, så hvorfor skulle de dog prøve at fremstå som det modsatte?

Jeg er helt med på at kritikerne så vil hævde, at det er dumt at kalde noget en bøf – som traditionelt forbindes med kød – hvis det lige netop er kød, man vil distancere sig fra. Men her er jeg enig med plantekødsproducenterne i, at det nu engang er lettere for os forbrugere at forstå og tage de nye produkter til os, hvis vi kan associeres dem med noget, vi kender.

Og lige netop når det kommer til gennemskuelighed, så er der andre elementer, det kan være meget sværere for den enkelte forbruger at gennemskue, og som man hellere skulle tage fat i i EU. Det kunne f.eks. være det sundhedsfarlige glyphosat fra Round up eller de fluorerede stoffer, som jeg skrev om forleden (som dog nok ikke hører under Landbrugsudvalget) eller det kunne være de mildest talt uigennemskuelige varedeklarationer, som vi konstant præsenteres for.

Men indtil vi ved, om resten af EU-systemet siger god for Landbrugsudvalgets forslag, hvad de jo nok gør, så kan vi gå og tænke over, hvad vi så skal kalde alle de produkter, der pludselig kommer til at hedde noget helt forkert. Som f.eks. bøftomat og frugtkød. Lige nu vil jeg dog nyde min frokost i form af en velsmagende, sund, men øjensynlig fuldstændig politisk ukorrekt, plantebaseret bøftomatburger 🙂

Du kan finde opskriften på (bøf) uden kød her
Du kan finde opskriften på grønne (frikadeller) her
Du kan finde opskriften på selleri (bøffer) her
Du kan finde opskriften på vegetarisk pasta (Bolognese) her

Var du tilfreds med denne artikel? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

Indkøbslister – 7 veje til et langt liv

Indkøbslister – 7 veje til et langt liv

Her finder du to af mine personlige indkøbslister til min nye bog 7 veje til et langt liv. Du kan printe dem ud eller klikke på produkterne for links. Indkøbsliste 1 Indkøbsliste 2 Her finder du ekstra inspiration til verdens sundeste middelhavsmad: finde opskriften...

Behandling af stress med osteopati

Behandling af stress med osteopati

Flere og flere danskere oplever fysiske symptomer på stress. Det er, når vi bliver såvel fysisk som mentalt udfordrede over en længere periode, og vurderer, at der ikke er udsigt til forandring, at vi oplever fysiske signaler på stress. De kan komme til udtryk på...

Vigtig viden før og under graviditet

Vigtig viden før og under graviditet

Graviditeten og tiden op til graviditeten er væsentlige tidspunkter for dit barns sundhed og for at sikre det det allerbedste udgangspunkt for et godt liv. Under graviditeten næres og bygges det lille nye liv af ”byggesten” fra mors krop. Muskler, organer, kredsløb,...

Gratis e-bog! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min e-bog "Antiinflammatorisk madplan" (Værdi 99kr).

Du er blevet tilmeldt!