Quinoa salat med majs

Forsiden Sunde Opskrifter Sunde Salater Quinoa salat med majs

     3

Quinoa er fyldt med næring og kan eksempelvis anvendes i denne quinoa salat med majs. Quinoa salat med majs er en lækker og fyldig salat med masser af smag, og derfor også velegnet til et godt frokostmåltid eller som tilbehør til fisk eller fjerkræ. Du kan sagtens koge en større portion quinoa og have i køleskabet. Det kan du anvende istedet for ris, i salater eller bagværk. Quinoa indeholder såvel protein som gode fedtstoffer.

Ingredienser (4 prs.)

150 g quinotta eller quinoa
3 dl vand
100 g frisk spinat eller salat – fintsnittet
200 g små tomater
50 g soltørrede tomater udblødt i olie
½ agurk
2 rødløg
50 g gedefeta – smuldret
2 majskolber eller 2-3 dl frossen majs udenfor sæson
Persille

Til dressing:

2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
1 fed hvidløg
½ tsk. stødt spidskommen
Saft fra ½ citron
Uraffineret salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl quinottoen grundigt og kog den i cirka 10 minutter. Lad den stå ved eftervarme og med låg på i yderligere 10 minutter. Fjern blade og tråde fra de friske majskolber, og damp dem eller kog dem i cirka 8 minutter. Skær majskornene af kolberne eller server kolberne hele til salaten. Snit spinat eller salat, hak løgene og de tørrede tomater fint, skær agurken i tern og halver de friske tomater. Bland det hele med den afkølede quinotto, rør dressingen sammen og tilsæt den. Du kan tilsætte majskorn, som du har skåret fra kolberne eller servere de hele kolber majs til. Fordel smuldret gedefeta  og drys finthakket persille over salaten.

Du kan læse mere om quinoa HER

Var du tilfreds med denne opskrift? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned HER