Covid-19 situationsrapport fra en intensivafdeling

Forsiden Sund inspiration Covid-19 situationsrapport fra en intensivafdeling

     2

Jeanette arbejder i første linie med Covid-19 patienter. Hun har indvilget i at dele sine erfaringer gennem de seneste måneder med Madforlivet’s læsere. Du kan læse Jeanettes Covid-19 situationsrapport fra en intensivafdeling herunder. 

Min skønne og dejlige veninde Jeanette har igennem 32 år arbejdet på den samme intensivafdeling. Jeanette er kompetent, rolig og en kvinde, i hvis hænder jeg uden tøven ville lægge mit liv. Jeanette arbejder lige nu i første linie med Covid-19 patienter. Hun har indvilget i at dele sine erfaringer gennem de seneste måneder med Madforlivet’s læsere. Tak for det, Jeanette, og lige her kan du læse Jeanettes Covid-19 situationsrapport fra en intensivafdeling:

“Da Danmark lukkede ned, og vi skulle forberede os på et forventet stort antal indlagte COVID-19 smittede patienter, blev vores hverdag vendt fuldstændig op og ned. Planlagte undersøgelser og operationer blev lukket ned, og kun akutte tilfælde blev behandlet. Det frigav både personale, plads og apparatur til pleje og behandling af COVID-19 positive patienter.

Så fra at have 50 kollegaer på vores intensiv afdeling, havde vi nu 150 personer mere, som alle skulle oplæres i for dem helt ukendte rammer, pleje og behandlinger. Alle havde meget forskellige erfaringer og kompetencer. Denne nye verden var en stor udfordring for alle. Mange gik fra at være eksperter på deres område, til nu at være novicer indenfor intensiv pleje. Selv vores pensionerede tidligere kollegaer kom os til hjælp og er gået til opgaven med krum hals. Ligesom vi var godt på vej til at finde vores ben i en total forandret hverdag, med en enorm uvished om, hvor slemt det ville blive, med hensyn til antal ramte patienter, graden af hvor hårdt den enkelte patient ville være ramt og hvordan, og om vi kunne bevare vores faglige standarder – eller hvor meget vi ville kunne komme til at gå på kompromis med, for at kunne redde flere liv, så afblæses det store beredskabet. Vi ruller tilbage til et noget mindre beredskab, med færre kollegaer, da de fleste nu trækkes tilbage til deres vante opgaver på diverse afdelinger. Vi vender tilbage til en ny normal, hvor et mindre antal udpegede eller frivillige nu bliver et team omkring intensiv afdelingen, der slet ikke selv kan honorere behovet for sygeplejersker. Så oplæringen fortsætter, frygten for det ukendte falder, og vi venter stadig. Igennem dette forløb har vi haft 4-6 COVID-19 smittede patienter, og ingen personaler har endnu været testet positive!

Vi arbejder i et miljø, hvor vi konstant opdateres med de seneste nye retningslinjer i forhold til værnemidler, afstande, rengøring, hvem gør hvad, hvem hjælper med hvad, hvordan oplærer vi og i hvad. Alt er med andre ord nyt for alle, men humøret er højt, og bekymringerne ligeså. Har man en alvorlig sygdom selv, er man gravid, eller har man en syg ægtefælle, kan man komme i en gruppe, der udelukkende passer intensive patienter, der ikke er smittede med COVID-19. Vi har daglige, korte koncentrerede konferencer, hvor alle kan byde ind med vigtigt nyt og relevante spørgsmål. Vi italesætter vores bekymringer og har også haft vores sygehuspræst forbi til en snak om håndtering af frygten for det ukendte. Ingen ved, hvornår det topper eller stopper. Vi betragter ikke os selv som helte, vi udfører bare vores arbejde, som vi elsker og gerne vil gøre så godt som overhovedet muligt. Det er os ikke ukendt at passe alvorligt syge og heller ikke isolerede patienter, så vi sygeplejersker på landets intensiv afdelinger, gør ganske enkelt det, vi er uddannede til, og vi oplærer gerne andre i at hjælpe os med det.  Vi håber bare, at vi også fremover kan følge med behovet.

En anden udfordring for os har været den store usikkerhed på testresultaterne. Der gik jo et stykke tid før vi blev bekendt med, at op mod 30% af testene kan være falsk negative. En erfaring andre betalte dyrt for, med smitte af både personale og andre patienter samt pårørende til følge. Derfor er kravene til, om man kan ophæve en isolation konstant blevet skærpet.

Jeg er både positivt overrasket og enormt stolt over disciplinen blandt os danskere generelt. Jeg tænker, at mange havde deres tvivl, om vi nu også ville følge det yderst begrænsende regelsæt, som vi blev præsenteret for midt i marts. Det synes jeg har været enormt imponerende at opleve, hvor effektivt, vi danskere har ændret adfærd.

Det eneste i denne sammenhæng, som kan vække bekymring, er, at den ændrede adfærd i nogle sammenhænge er sket på baggrund af en enorm frygt for eget liv, en regulær dødsangst.  Frygt er ikke en god følelse at være styret af, så jeg holder mere af argumentet om at overholde retningslinjerne for at redde andres liv. Begge udsagn er virkeligheden for de fleste danskere, følelserne bag de to overbevisninger er bare vidt forskellige.

De restriktioner der er indført på landets sygehuse, hvor besøg ikke er tilladt, med mindre den indlagte er kritisk syg eller døende, bliver også overholdt, og vi møder udpræget stor forståelse fra de pårørende og de patienter, der er ramt af sygdommen.

En ikke ukendt udfordring, vi har haft længe i det danske sundhedsvæsen, er den store mangel på sygeplejersker generelt. Som den situation vi står i lige nu viser – er det i særdeleshed intensiv sygeplejersker, som vi mangler. Vi har kendt problemet med at fastholde og tiltrække sygeplejersker længe, og det er ikke fordi faget og specialet ikke er både spændende og lærerigt. Udover uddannelsen til sygeplejerske kræver det en specialeuddannelse på 2 år, med både praktik og teoretisk undervisning, at blive intensiv sygeplejerske. Desværre har vi gennem flere år oplevet, at mange af vores dygtige, færdiguddannede intensiv sygeplejersker rejser fra faget. Ofte begrundet i den store vagtbyrde, der omfatter hver anden weekend, aften eller nattevagter hver måned samt arbejde på helligdage, jul og nytår. At få en hverdag til at fungere med både familie, børn og venner, som ofte har en helt anden arbejds-og fritidsprofil, kan være udfordrende! En bedre normering ville kunne tiltrække og fastholde kollegaer, give en større fleksibilitet og tilpasningsevne, eksempelvis til den situation, som vi står i lige nu.

Vi vil helt sikkert kunne uddrage mange forskelligartede erfaringer fra tiden med COVID-19, og vi lærer hver eneste dag. Det er nok bare for tidligt at konkludere meget endnu. Jeg håber bare, at det bliver muligt for alle implicerede at blive hørt, så vi netop kan lære af vores erfaringer. Jeg har nævnt særligt et område, som jeg inderligt ønsker at slå et slag for, nemlig vores normeringer. Vi kan nemlig ikke fortsætte med at udsulte vores sundhedsvæsen, så risikerer vi jo at opleve sydeuropæiske tilstande på vores sygehuse og plejehjem.

Det bedste vi alle kan gøre er at holde os velinformerede, at handle velovervejet, og huske, at en god og konstruktiv dialog er vejen frem. Vi klarer det godt alle sammen, og vi bliver så meget klogere på rigtig meget, også meget andet end Corona realterede emner, som vi kan bruge fremadrettet, resten af vores liv.

Jeanette Skafsgaard
Intensiv sygeplejerske
32 år i samme afd.

Var du tilfreds med denne Covid-19 situationsrapport fra en intensivafdeling? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.