James Price: Vi forbrugere skal stille krav
Denne artikel har været bragt i det inspirerende magasin VoresVilla, der har en passion for haver og god mad, tilberedt af gode råvarer. VoresVilla har venligst tilladt, at den relevante artikel bringes på www.madforlivet.com
James Price elsker god mad og mad med mening, og den tilberedes nu engang bedst af rigtig gode råvarer. Vi skal som forbrugere stille krav og ikke stille os tilfredse med dårlige fødevarer, men derimod slå i bordet, lyder det fra den dygtige kok og kapelmester.
Vi kender ham som professionel musiker, komponist og tv-kok i programmet Spise med Price. Privat er han dedikeret amatørgriller og kritisk forbruger. Mød James Price, der gerne ville kultivere sin have, men som i stedet har ladet naturen få overtaget. Det pusler bag bøgehækken, der omkranser den sartgule halvtresservilla i næsten funkisstil tæt ved Gentofte Sø. På terrassen står James Price iført brunt lærredsforklæde af den solide slags og er ved at rigge grillen til. Kartofler skåret i rustikke bidder syder højlydt på den store Webergrill. De får en skvæt olie mere og dæmper gemytterne. Flanken er pudset af, og da kartoflerne er ved at nærme sig den perfekte gyldne farve, ryger kødet over gasgrillens flammer. Det får dog ikke lov at ligge på den lade side længe, for James har luret den britiske tv-kok Heston Blumenthal over skulderen, og ifølge ham er det forkert først at stege tre minutter på den ene side for derefter at stege tre minutter på den anden. Det bliver kødet ikke rigtig mørt af. ”Det må jo ikke blive som tyggegummi. Ved hele tiden at vende det bliver gennemstegningen mere jævn, og kødet mere mørt, “ forklarer James. Grill – såre simpelt Med et pincet og kyndig hånd vender den garvede grillmester og storebror fra kokke-duoen Brødrene Price, flanken endnu en gang. Den får et let tryk med pegefingeren. Den skal føles som blommen i håndfladen, hverken for blød eller for hård. Det er simpel old school grillteknik uden dikke-darer eller high tech gear. “Jeg har vældig meget køkkenudstyr; alle mulige mærkelige maskiner lige fra blendere, der kan varme ting op til sære røre- og ismaskiner, men jeg har ikke det der gizmo-nørdede forhold til det at grille. Så det er faktisk ret simpelt, når jeg griller,” konstaterer James og kaster endnu et blik på grillen. Kødet mangler vel et minut eller to, før det skal tages af flammerne og hvile inden serveringen.
Mens kødet hviler sig, retter James salaten til. Når sæsonen er til det, kommer krydderurterne i stor udstrækning fra krukkerne på terrassen. “Ja, vi forsøger da at holde liv i noget”, lyder det en anelse underspillet fra storebror Price, inden han fortsætter: “Problemet er, at hverken min kone eller jeg har specielt grønne fingre… og det er jo latterligt, fordi vi har jo en kæmpemæssig have, som går helt ned til mosen. Det er heldigvis en naturgrund… lad os kalde det det… så det vi dybest set skal, er, at slå plænen og der har vi en robot, der kører rundt og gør det for os.” Grunden, der er betydelig større end de fleste parcelmatrikler, er ikke bare skrånende, men også sumpet, moset og i våde perioder næsten utilgængelig. Det er ikke fine bede med snorlige blomster på række, der præger den store have. Men derimod en vildskab, der minder om netop en naturgrund. Dele af haven skal med James’ ord ligefrem ’skoves’, og James og konen Anette får hjælp til det grove arbejde fra en professionel havemand. “Jeg har prøvet at dræne det og gøre alle mulige ting og sager. Men det vil ikke rigtig lykkes. Så nogle gange må man overgive sig til naturen. Til gengæld nyder vi at kigge på haven. Den er vanvittig smuk om sommeren, men bliver også meget hurtig en meget stor kolods, hvor man tænker; åh, altså… man kunne bare blive ved at trække i arbejdstøjet hver dag, men vi har ikke tiden til det.” “Vi har en lille forhave, som vi går og pusler lidt med, når det falder over os. Men vi skal jo også have tid til at lave mad,” lyder det fra James, der specielt i foråret er ophængt med arbejdet som kapelmester på den årlige Cirkusrevy på Bakken.
Men selvom arbejdet med både musik og tv-produktion i perioder tager det meste af James’ tid, så insisterer han på at lave sin egen mad. Når det er muligt står den på grill i sommerhalvåret, og her går han ikke af vejen for i ny og næ at sætte et par hjemmelavede grillpølser på menuen. “Det er en udfordring, der kræver, at man virkelig synes, det er sjovt. Det tager tid at lave. Til gengæld er der den store, store fordel, at du ved lige præcis, hvad der er i den. Og når man læser deklarationen på de købepølser, man kan få rundt omkring, hvis man overhovedet kan holde ud at læse den, og man bare tænker; hold da op, hvor er der mange mærkelig ting i de her, så er der god mening i at lave dem selv.” Selvgjort er velgjort, er det mantra, der præger Price-køkkenet. Her er der ingen metervarer eller hurtige genveje. Maden bliver lavet fra scratch, ingredienserne er nøje udvalgt, og er varen ikke på hylden, sender James gerne en bestilling over disken i det lokale supermarked. Det gælder alt fra krydderier til pølseskind. “Slagteren har det. Og hvis ikke, kan han bestille det til dig.
Vi er blevet sådan nogle bevidstløse forbrugere, som tuller ned i vores supermarked og kun bruger det, man nu kan få. Det er meget sjældent, vi efterspørger ting. Og når vi bare lader os nøjes hele tiden, så er der altså noget madtradition, der går tabt. Det gælder for eksempel indmad. Og det irriterer mig grænseløst, at hvis de for eksempel har lever nede i supermarkedet, hvad der af og til sker, så skærer de det selv op i sådan nogle klodser. Hvor jeg siger; hvorfor kan I ikke bare levere et helt stykke? Og så kan vi selv skære det ud, hvis nu man gerne vil have det i aflange eller tynde stykker? Nej, for det kan folk ikke finde ud af. Ved du hva’; hvis folk ikke kan finde ud af det, så skulle folk ærlig talt have en endefuld. Det er jo som at skære i smør. Hvad er problemet?! Der er de nogen gange overformynderiske på en måde, som gør mig VIRKELIG rasende!” Forbrugere med ansvar I det hele taget mener James, at vi forbrugere mangler husmoderlig snusfornuft, når vi handler. Vi skal turde tage ansvar, og vi skal turde klage. “Vi forbrugere skal tage ansvar, og vi skal råbe og skrige, fordi det er vores penge, og vi betaler nok for det.
De fleste mennesker handler primært ind i supermarkedet. Og der er der ikke rigtig nogen afsender. Så går der nogle helt unge og uskyldige mennesker rundt. De er jo bare blevet ansat til en elendig løn til at gå rundt og fylde hylder op eller at sidde i kassen. De ved ikke noget om det. “Hvis du har købt et par bøffer og kommer hjem, steger dem på panden, og de sejler i vand eller de bliver helt gummiagtige, så skal man simpelthen gå ned og sige; det vil jeg ikke finde mig i, jeg vil have mine penge igen eller noget ordentligt kød. Men vi gør det ikke. Vi siger bare; orv, det var ærgerligt, vi håber, det bliver bedre næste gang, “ lyder det fra James Price, der ikke selv lægger fingrene imellem, hvis kvaliteten svigter. “Jeg klager, det kan jeg love dig for, at jeg gør. Men ofte køber jeg ikke mit kød i supermarkedet, fordi jeg vil have, der står en bag disken, som kan stå inde for kvaliteten. Og så går jeg ned til ham og siger; det holdt ikk’! Man skal jo snakke med de mennesker, man handler med. Andet er jo ikke rimeligt. Det er jo sådan en underlig fremmedgørelse, vi oplever i forhold til vores mad. Man kan ikke røre ved det, fordi det ligger under noget plastikfilm, og du kan ikke snuse til det, og du kan ikke vide, hvad du køber. Det er bare op i vognen, og så ellers bare køre kortet igennem og så hjem igen. Og så er vi sgu lidt prisgivet,” siger James og trækker kniven gennem kødet, der nu har hvilet længe nok. En filet falder om på siden og blotter en perfekt lyserød kant med saftig, rød midte. “Værsgo at smage, “ lyder opfordringen fra komponisten, tv-kokken og den kritiske forbruger.
Var du tilfreds med denne artikel, så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.
