Anvender vi pengene bedst muligt i sundhedsvæsenet?

Forsiden Viden og Forskning Anvender vi pengene bedst muligt i sundhedsvæsenet?

     2
Bruger vi pengene bedst muligt i sundhedsvaesenet?

Thorkild I.A. Sørensen har i medierne sat fokus på spørgsmålet, om vi igennem de seneste mange måneders pandemi og nedlukning har anvendt pengene bedst muligt indenfor sundhedsvæsenet. Han stiller en række relevante spørgsmål og rejser en nødvendig debat. Heldigvis bringer han også en række enkle og brugbare forslag til mindskning af smittespredningen.

Thorkild I.A. Sørensen, der er professor i epidemiologi på Københavns Universitet, har i medierne sat fokus på spørgsmålet, om vi igennem de seneste mange måneders pandemi og nedlukning har anvendt pengene bedst muligt indenfor sundhedsvæsenet? En efter min mening helt berettiget debat at tage, for kunne vi mon have opnået endnu bedre resultater for hele samfundet og måske med et lavere omkostningsniveau ved at vælge en anden strategi?

Omkostningerne ved nedlukningen har været store, både psykisk og fysisk. Vi har undgået overbelastning af sygehusene ved at lukke samfundet ned og dermed begrænset smittespredningen, men udgifterne hertil har været betragtelige. Ganske alvorligt betragtelige endda. Vi står tilbage med et kæmpe hul i statskassen, og det estimeres, at det vil tage cirka 40 år at betale milliardlånene tilbage. Derudover har nedlukningen bevirket, at mange danskere føler sig ensomme, angste, deprimerede, hvis ikke de er konkursramte eller arbejdsløse. Og de fleste af os er stadigvæk modtagelige for smitte.

Genåbningen har vist, at det omgående sætter gang i en genopblussen af antallet af smittede. Derfor stiller Thorkild I.A. Sørensen i sine indlæg to centrale spørgsmål til debat:

1. Kan vi som en mulighed følge Taiwans eksempel? De har været velforberedte og har med større succes end noget andet land bremset smitte og udbredelse i landet.
2. Eller kunne vi mon gøre noget, så vi hindrede mange hospitalsindlæggelser? Kun en ganske lille andel af de smittede bliver nemlig så syge, at de har brug for at komme på hospitalet. At undgå netop dette i stedet for at søge at forhindre, at alle bliver smittede kunne være en løsning, hvis det altså kan lade sig gøre.

Hvad er det så, der bevirker, at en smittet bliver så syg af Covid-19, at det kræver hospitalsindlæggelse? Ved at afdække svarene på dette spørgsmål, vil vi således være i stand til at mindske belastningen på sygehusvæsenet, og samtidig undgå en del af de begrænsende og omkostningstunge tiltag overfor hele befolkningen.

Thorkild I. A. Sørensen stiller det spørgsmål, som det kan undre, at ingen andre har stillet igennem disse mange måneder; Hvem er i særlig risiko for at blive så syg af Covid-19, at det kræver hospitalsindlæggelse?

Vi ved, at det især er ældre, der indlægges. Det er oftere mænd end kvinder, og de fleste lider af andre sygdomme som eksempelvis diabetes, overvægt eller hjertekarsygdomme. Der er også generelt flere indlagte, der er mørke i huden og af anden etnisk herkomst.

Thorkild I. A. Sørensen udtrykker derfor vigtigheden af at få undersøgt nøjagtigt, hvad der er, der bevirker dette, fremfor blot at kategorisere disse særlige grupper som i særlig høj risiko for at få covid-19. Kan det skyldes, at de lider af andre sygdomme, høj grad af inflammation, lavt immunforsvar eller at de lever i miljøer, hvor risikoen for at blive smittet og havne på hospitalet er særlig høj?

I indlæggene fremhæves flere mulige forslag:
1. Styrk immunforsvaret. Kroppens reaktion på corona virus afhænger af immunforsvaret evne til at håndtere mikroberne.
2. Identificer hvilke befolkningsgrupper, der er særligt udsatte eller har et nedsat immunforsvar. Reducer deres risiko samtidig med at der arbejdes målrettet med at styrke deres immunforsvar.
3. Der er særlig høj risiko for smitte blandt mennesker, der bor tæt sammen på lidt plads, eksempelvis på plejehjem, i ældreboliger eller på en sengestue på hospitalet. Det kan netop disse steder være særligt vigtigt at holde afstand, spritte af og bruge værnemidler. Disse tiltag har været højt prioriterede, men man har måske glemt også at omfatte de mennesker, der er socialt vanskeligt stillede, og derfor bor mange sammen på lidt plads. Der kunne med fordel gøres en særlig indsats i disse tætbefolkede områder.

Desuden foreslås det som en mulighed at anvende antistoffer mod virus, udtrukket fra blodet blandt patienter, der har været smittede. I kombination med immunstyrkende tiltag og eventuelt tilbud om karantæneophold til særligt udsatte, vil man givetvis kunne reducere risikoen for smitte yderligere.

Ophold i længere tid i samme lukkede rum som en smittet person, er en af de største risikofaktorer for at blive smittet. Det kan derfor ifølge Thorkild I. A. Sørensen være en forholdsvis enkel og billig strategi at fokusere på at reducere risikoen i de miljøer, hvor smitterisikoen er størst, fremfor at bremse den generelle smittespredning.
Jeg er meget enig med ham i dette, og jeg håber, at hans debatindlæg bliver hørt og fulgt hurtigst muligt.

Du kan læse Thorkild I. A. Sørensens indlæg i debatten HER

Var du tilfreds med denne artikel? Så klik meget gerne “Synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.