B12 vitamin – manglende fokus på B12 vitamin
Flere og flere danskere lever vegetarisk eller vegansk, og det øger risikoen for udvikling af mangel på det vigtige B12 vitamin. Det viser sig, at vi i Danmark helt mangler nationale retningslinjer for behandling af B12 mangel, hvilket nu kritiseres af en række sundhedspolitiske ordførere. Særligt SF og de Konservative ønsker større opmærksomhed på problematikken samt danske retningslinjer og ensartede grænseværdier indført på dette område.
En rapport fra sidste år fra Dansk Selskab for Klinisk Biokemi – om B12 vitamin – viser, at der kan være store forskelle på, hvordan B12 mangel prioriteres og diagnosticeres af danske læger, afhængig af, hvor i landet du bor.
B12 vitamin kan måles i en simpel blodprøve, men det er dog ikke den mest brugbare metode, da B12 er flygtigt, og der kan derfor være store variationer. Det betyder, at selvom denne prøve viser normale niveauer, så kan der alligevel være tale om mangel. Til trods herfor anvendes denne analyseform hyppigt, og næsten dobbelt så ofte i Region Nordjylland sammenlignet med i Region Midtjylland og i Hovedstaden. En anden blodprøveform omfatter måling af stoffet Homocystein, der ophobes i kroppen netop ved B12 mangel. Denne prøve er de senere år blevet kraftigt nedprioriteret, ligesom normalniveauerne er blevet sat op. Det betyder, at danske læger ikke anvender denne analyseform nær så hyppigt, selvom den faktisk giver et mere retvisende billede af en eventuel B2 mangel.
Det betyder, at der er stor forskel på udskrivningen af B12 medicin, der i øvrigt kan købes i alle landets helsekostforretninger, afhængig af, hvor i landet du bor. Indbyggerne i Nordjylland er over dobbelt så heldigt stillede i forhold til dem, der bor i hovedstaden, når det kommer til lægeligt fokus og ordinering af B12 vitamin.
De fleste læger ved en masse om medicin, men mange af dem ved ikke særlig meget om vitaminer og mineraler, selvom disse mikronæringsstoffer er helt afgørende for sundhed og indre balance. Det er givetvis også årsagen til, at dette område ikke er prioriteret, ligesom mange læger ikke har fokus på at undersøge for B12 vitamin mangel, her tænker jeg særligt på de patienter, der lever vegetarisk eller vegansk. Personligt må jeg tilstå, at langt de fleste vegetarer og veganere jeg har mødt, mangler dette vigtige vitamin.
B12 vitamin findes nemlig hovedsageligt i kød, fisk, fjerkræ og mælkeprodukter, men for at gøre det muligt for kroppen at optage dette vigtige vitamin fra animalske fødevarer, skal der være tilstrækkeligt med mavesyre samt stoffet intrinsic factor til stede. Veganere og vegetarer, der ikke spiser kød eller fjerkræ, kan således have vanskeligt ved at optage B12 vitamin fra maden og kan derfor ofte have behov for dagligt at få tilført B12 vitamin via kosttilskud. Der findes få vegetariske eller veganske fødevarer, der kan stimulere til dannelsen af B12 i tarmen. Det kan dog være en udfordring at sikre et tilstrækkeligt højt indtag ad den vej, og desværre er opmærksomheden på B12 problematikken i forhold til at leve på en plantebaseret kost, et efter min mening stærkt underkendt problem.
B12 vitaminet er susende vigtigt for dannelsen af røde blodlegemer, men B12 vitamin har også betydning for energidannelsen, for methyleringsprocesser, for nervesystemet, for immunforsvarets effektivitet samt i en lang række andre væsentlige kropslige processer. Mangel på B12 vitamin kan udover perniciøs anæmi også medføre:
forstyrrelser i nervesystemet
dårlig hukommelse, diffushed, demens og Alzheimers
depression
træthed
nedsat appetit
prikken og murren i vævene
følelsesmæssige svingninger
forstoppelse
samt give sig udtryk i en revnet og rødglinsende tunge, eksem og trist hår
Det enkleste ville absolut være, baseret på såvel erfaring som forskning, at anbefale alle veganere og vegetarer at tage et kosttilskud hver dag, der indeholder biologisk højtoptageligt B12 vitamin, kombineret med en multivitaminmineralpille af høj kvalitet, der samtidig indeholder samtlige øvrige B vitaminer samt D3 vitamin. På den måde kan man sikre, at kroppen hver dag får tilført tilstrækkeligt af de livsvigtige vitaminer.
Det er også muligt som veganer eller vegetar at inkludere plantebaserede fødevarer, der stimulerer tarmen til B12 vitamindannelse. Det kunne eksempelvis være ernæringsgær (deaktiveret gær, der kan købes i helsekostforretninger samt på nettet), alger eller visse fermenterede grønsager og svampe. Undersøgelser har dog vist, at disse fødevarer ikke signifikant øger en persons B12 vitamin niveauer. Min klare anbefaling vi derfor være at tage et dagligt tilskud af B12 vitamin samt en højkvalitetsmultivitamin hver dag, såfremt du lever på en plantebaseret kost.
Et eventuelt tilskud af B12 vitamin indtages bedst sammen med måltidet. Gode produkter er eksempelvis Nature’s Own B12, Terra Nova B12 og B complex, Cytoplans produkt Methyl Factors er en god kombination af B12, B6 og folinsyre med mere og er effektivt i kombination med et B-komplex. Ved stor mangel er Kirkman methylcobalamin pulver suverænt, ligesom Life Extensions liposomal methylcobalamin er letoptageligt og effektivt. B12 kan også gives intravenøst som injektioner hos lægen, men bør også her følges af indtag af et B-kompleks samt en højkvalitets multivitaminmineralpille.
Det er en god ide at opsøge sin læge og få målt sine niveauer, såfremt du har mistanke om eventuel B12 mangel. For visse kan en blodprøve for Homocystein vise et mere nøjagtigt billede end en blodprøvemåling af transcobalamin niveauerne. H niveauerne kan med fordel ligge under 8.
Du kan læse mere om Homocystein
Her kan du læse artiklen “Er vegetarer altid sundere?”
Her kan du læse mere om B12 vitamin
Læs artiklen Halsbrand – værd at vide om mavesyre og sure opstød
Var du tilfreds med denne artikel om B12 vitamin – manglende fokus på B12 vitamin?, så er du velkommen til at dele og like den. Husk også at tilmelde dig mit gratis månedlige nyhedsbrev.