Det betaler sig at tage hul på de sunde vaner
Vi kan spise os sunde, og vi kan spise os syge. Maden har stor betydning for vores velbefindende, og derfor kan det betale sig at tage hul på de sunde vaner. I særlig grad for dine børn og børnebørns skyld.
Paradoksalt nok ser vi danskere ud til at bruge stadig mindre tid i køkkenet på at lave god og sund mad. Derimod bruger vi i dag mange penge på at slippe for at lave mad selv. Vi køber i stigende grad færdigtforarbejdede fødevarer, færdigretter og fast-food. Det er en glidebane uden lige – med vores sundhed som indsats. Et nyligt studie af udviklingen af lungesygdommen MASH er et lysende eksempel på, hvordan maden kan være afgørende for sygdom eller sundhed.
Nyt studie viser, at usund mad kan skade din lever
Har du også et nytårsfortsæt om at leve sundere i det nye år? Så er jeg sikker på, at din krop vil takke dig for det. En god og nærende mad er nemlig betingelsen for, at den kan fungere optimalt. Det er der mange studier, der viser. Et af dem er offentligtgjort i Journal of Hepatology, hvor blandt andet lektor Kim Ranvskjær fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet har deltaget.
I studiet har forskerne zoomet helt ind på leverens celler for at forstå, hvad der sker, når vi fylder os med mad og drikke, som er så skadelig for organismen, at vores celler risikerer at give op. Helt konkret har forskerne undersøgt, hvordan leversygdommen MASH (Metabolisk dysfunktion-associeret steatohepatitis) udvikler sig. Sygdommen opstår som regel efter mange års indtag af usund mad, fast-food og dårlige og ødelagte planteolier og fedtstoffer.
Som regel begynder udviklingen med, at fedt fra kroppens fedtvæv optages i de leverceller, der hedder hepatocytter. Denne tilstand hedder steatose, og forekommer ofte hos personer med svær overvægt og type 2-diabetes. Det ophobede fedt gør levercellerne syge og ødelægger dem, hvilket starter en inflammatorisk reaktion, som sætter andre celler i gang med at arbejde. Disse celler, som kaldes stellate celler, danner arvæv i leveren.
De stellate cellers normale funktion er at regulere strømmen af blod til leveren samt at opsamle A-vitamin og frigive det til kroppen i en mængde, som kroppen er i stand til at absorbere og udnytte. Men under nogle omstændigheder – som for eksempel indtag af for store mængder fed kost eller alkohol – kan disse celler altså beslutte sig for at ”skifte job” og i stedet give sig til at danne arvæv. Dette kan leveren overleve til et vist punkt, men med tiden kan det meget arvæv føre til skrumpelever og øge risikoen for blandt andet leverkræft. Stopper leveren først med at fungere, er der ingen anden udvej end transplantation af dette livsvigtige organ. Forskerne interesserede sig naturligvis for, hvad der provokerede de stellate celler til jobskiftet – og hvad der potentielt kunne afholde dem fra at danne det livsfarlige arvæv.
Et sundt tarmmikrobiom hjælper
Én af opdagelserne var, at visse tarmhormoner har en positiv effekt på cellerne. Hormonerne bliver udskilt fra tarmen, når vi spiser, og via receptorer på overfladen af de stellate celler kunne tarmhormonerne holde levercellerne på sporet af deres oprindelige funktion, nemlig at regulere strømmen af blod i leveren samt opsamle A-vitamin.
På en måde er det ikke overraskende nyt, for vi har længe vidst, at en stor del af vores sundhed sidder i tarmene, herunder 70 % af vores immunsystem, og at vi er i stand til at påvirke det positivt via maden vi spiser. Men for mig at se understreger denne forskning endnu en gang vigtigheden af, at vi fodrer vores krop med mad, der understøtter og opbygger, fremfor mad, der nedbryder og slår celler ihjel. Dette kan vi gøre ved at spise masser af økologiske grøntsager, der er tarmmikrobernes livret, og det bidrager med gode og sunde fibre. Suppler eventuelt med et dagligt tilskud af probiotika. Vi kan med andre ord tage de gamle dyder op igen og lave vores mad fra bunden, fremfor at forfalde til hurtige løsninger i form af halvfabrikerede retter, fastfood og take-away, som oftest er et orgie af dårligt fedt, sukker, salt og mærkværdige tilsætningsstoffer.
Når vi selv udvælger vores råvarer og tilbereder dem i vores eget køkken, giver det ikke blot øget bevidsthed om, hvad vi putter i munden. Det giver også madglæde, og ikke mindst giver det os en mulighed for at tage et aktivt valg om at opbygge fremfor at nedbryde. Gode, sunde madvaner er samtidig den bedste gave, du kan give dine børn og børnebørn.
Reference:Bendixen SM, Jakobsgaard PR, Hansen D, Hejn KH, Terkelsen MK, Bjerre FA, Thulesen AP, Wernberg CW, Dimke H, Berdeaux R, de Aguiar Vallim TQ, Olinga P, Lauridsen MM, Krag A, Blagoev B, Ravnskjaer K. et al.; “Single cell-resolved study of advanced murine MASH reveals a homeostatic pericyte signaling module”; J Hepatol, 2023 Nov 14:S0168-8278(23)05273-X.
Mød tarmforskeren her Mød Oluf Borbye Pedersen
Læs med her Din tarmmikrobiota formes af maden, du spiser
Læs med her Sund mad fremmer humøret og bekæmper depression
Læs mere her Sundheden sidder i tarmen
Læs mere her i artiklen Fordøjelsen – din 3. hjerne
Her finder du opkskriften på Tarmbakteriernes festmåltid
Og her kan du læse en artikel om emnet i Helse
Du kan læse artiklen her om Tarmbakterierne er truet
Var du tilfreds med denne artikel Det betaler sig at tage hul på de sunde vaner? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.