I Aarhus skal de ældre spise godt

27 jan, 2022 | Viden og Forskning

Christian Budde er nytiltrådt rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og ansvarlig for kommunens mad og ældrepleje. Hans vision er, at Aarhus bliver én af de kommuner, hvor de ældre spiser bedst.

Mange undersøgelser viser, at vi kan undgå både fysiske og psykiske sygdomme, hvis vi spiser ordentlig mad. Det gælder ikke mindst for ældre og syge, som alt for ofte lider af underernæring med dertil hørende øget risiko for fald, knoglebrud og yderligere svækkelse. Det problem vil den nytiltrådte rådmand i Aarhus Kommune, Christian Budde, gerne til livs.

– “Vi arbejder målrettet på at undgå underernæring. Blandt andet ved at tilbyde månedlige vejninger af de ældre, og ved efter behov at lave en ernæringsvurdering på borgere med uplanlagt vægttab. Desuden har kommunen via det landsdækkende projekt “I Sikre Hænder Ernæring” afprøvet forskellige indsatser, heriblandt et “vejekort,” som italesætter vigtigheden af, at de ældre borgere holder øje med vægten.”

Rådmanden understreger, at kommunen hele tiden bestræber sig på at gøre tingene endnu bedre sammen med de ansatte diætister og madprofessionelle.

– “For eksempel kan plejepersonale og kost- og ernæringsfagligt personale samarbejde endnu mere og udbygge kendskabet til det enkelte menneske og dets behov. Vi kan desuden blive bedre til at optimere ved overgang mellem hospital og kommune for at forebygge dårlig ernæringstilstand, forbedre de ældres livskvalitet og forhindre genindlæggelser”.

I Aarhus Kommune er der ifølge rådmanden på alle plejehjem køkkener, der laver hjemmelavet mad, og her taler de madprofessionelle medarbejdere gerne med borgerne om deres ønsker, som forsøges tilpasset under hensyntagen til både den kulinariske og ernæringsmæssige kvalitet.

– “Vi forsøger for eksempel at øge appetitten ved at anrette og tilrettelægge måltiderne efter borgernes behov. Desuden har vi et stort fokus på, at der skal være hyggelige spisestuer, og der skal dufte af mad. Det skal være indbydende at spise sammen og være fælles om måltidet”, siger Christian Budde.

Forskning viser, at syge og ældre spiser mere, hvis maden er veltillavet og serveres indbydende anrettet på tallerkener med grønt drys, og i Aarhus Kommune arbejdes der blandt andet med at anvende små skåle og farvet porcelæn for at gøre maden mere indbydende. Desuden har man ansat en såkaldt ”flyvende kok” som tager rundt på plejehjemmene for at skabe gode madoplevelser og inspirere personalet til at prøve nyt.

Ifølge Christian Budde er otte ud af ti beboere på kommunens plejehjem tilfredse med måltiderne. Han ser dog gerne, at tallet kommer endnu højere op ved at man arbejder hele raden rundt. Det handler om tydeligere kulinariske og ernæringsmæssige krav til de eksterne leverandører af mad til hjemmeboende ældre. Højere grad af kompetenceudvikling af de madprofessionelle i kommunens køkkener, der sammen med  diætister og medarbejderne skal kunne yde en god og professionel hjælp omkring måltiderne til borgere i eget hjem.

Den nytiltrådte rådmands vision er klar:
– “I Aarhus skal de ældre spise godt, og vi vil gerne være blandt de kommuner i Danmark, hvor ældre spiser bedst. Køkkenpersonalet på vores plejehjem har en særlig og vigtig opgave, for både ernæring, smagsoplevelser, genkendelighed og gode råvarer skal helst gå op i en højere enhed. Mad bliver først næring, når den er spist. Og derfor er det vigtigt, at personalet skaber god mad og god stemning omkring måltiderne. Vi skal imødekomme vores ældre borgeres behov og præferencer for mad og drikke. Vi arbejder lige nu på etableringen af et samarbejdsprojekt, hvor vi netop vil sætte fokus på det lækre måltid, og hvordan det kan være et omdrejningspunkt for fællesskab og trivsel. Det forventer jeg mig meget af. Mad er for mig at se et super vigtigt område at have fokus på. For med god ernæringstilstand hos vores ældre borgere reducerer vi risikoen for både funktionsevnetab, sygdom og indlæggelse,” slutter Christian Budde.

Vi følger med herfra, og du vil i den kommende tid kunne læse om vores besøg både hos hjemmeboende ældre, der får mad fra kommunen, samt hos beboerne på plejehjem.

Her kan du læse om Mad til ældre og syge – det gode eksempel
Her kan du læse artiklen God mad til ældre og syge kan spare liv og penge
Her kan du læse mere her om Har maden betydning for ældres sygdomsrisiko 
Her kan du læse mere om Mangler danske ældre vitaminer og mineraler?

Var du tilfreds med denne artikel I Aarhus skal de ældre spise godt? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

72 timers faste kan være gavnligt, viser ny forskning

72 timers faste kan være gavnligt, viser ny forskning

For cirka ti år siden skrev jeg en e-bog om faste. Det var i forbindelse med offentliggørelsen af et dengang nyt og ret interessant forskningsresultat, der viste, at mus, der blev udsat for 72 timers let faste (flydende mad), blandt andet begyndte at producere nye...

Nyt studie: Sådan øger kvinder deres muskelmasse effektivt

Nyt studie: Sådan øger kvinder deres muskelmasse effektivt

Kvinder oplever med alderen ofte et hurtigere fald i muskelmasse- og styrke end tilfældet er med mænd. Dette fald hos kvinder relateres blandt andet til dalende østrogenniveauer, og det kan også hyppigt føre til dalende kondition og nedsat livskvalitet. Heldigvis...

NAD+ – stoffet, der kan holde dig sund og vital

NAD+ – stoffet, der kan holde dig sund og vital

I dette indlæg skal vi kigge nærmere på stoffet NAD+ og dets funktion, herunder særligt hvordan det potentielt kan forhale aldringsprocessen, afhjælpe inflammation og høje kolesterolniveauer og forbygge aldersrelaterede sygdomme. Vi lever længere og længere, og vores...

Gratis e-bog! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min e-bog "Antiinflammatorisk madplan" (Værdi 99kr).

Du er blevet tilmeldt!