Sund mad på budget: Spis sundt for små penge
Fødevareprisernes himmelflugt har mere end nogensinde betydning for, hvad vi fylder i vores indkøbskurve.
Heldigvis behøver sparebrillerne ikke blokere for udsigten til sund og grøn mad. For det kan nemlig sagtens lade sig gøre at spise velsmagende og sund kvalitetsmad på budget. Se bl.a. mine opskrifter på billig sund aftensmad for inspiration til dette.
5 hurtige tips til at spise sund mad på budget – hver dag
Disse tips er fantastiske til at spare penge uden at gå på kompromis med de fødevarer, du putter i kroppen:
- Lav maden selv
At lave maden selv er både sundere og billigere end at købe den færdiglavet. Du styrer 100%, hvad du putter i retten – og dermed kan du kontrollere både pris, indhold og kvalitet.
- Udarbejd en madplan
Med en madplan behøver du kun handle én eller to gange om ugen. Dermed begrænser du impulskøbene, og du kan handle i større mængder. Det sparer du både penge og usunde valg på og hjælper dig til at lave sund og billig mad til hele familien.
- Udnyt de lækre rester
Hvorfor ikke undgå madspil, som jo er penge direkte i skraldespanden? Det kan du nemt gøre ved at tænke resterne ind i madlavningen. Bag de sidste rodfrugter i ovnen. Brug overskydende grøntsager i en lækker smoothie. Lav en lækker omelet med det sidste æg, løg og champignon.
- Begræns strømforbruget under madlavningen
Er ovnen nødvendig, eller kan du nøjes med en gryde? Kan du lave mad til flere dage ad gangen på én gang? Husker du at bruge låg til gryden? Der er mange muligheder for at spare på strømmen – og når du først har gjort det et par gange, bliver det en vane.
- Gå efter datovarerne
Supermarkederne sælger madvarer, der nærmer sig sidste holdbarhedsdato, til nedsat pris. Gå målrettet efter disse varer, og frys dem eventuelt ned, hvis du ikke kan nå at bruge dem. Gør du dette til en vane, er der masser af penge at spare i løbet af året.
Mad på budget – går du på kompromis med kvaliteten?
Når priserne på mad er så høje, som de er i øjeblikket, kan man godt blive fristet til at sætte pris over alt andet. Men der er ingen grund til at falde i fælden og gå på kompromis med kvaliteten på bekostning af sundheden. Tværtimod. Sparemad behøver ikke være hverken kedeligt eller af dårlig kvalitet.
Jeg vil anbefale dig at følge årstiderne og indkøbe årstidens bedste grønsager. Brug dem som udgangspunkt for din ugentlige madplan, lav maden fra bunden af dine gode råvarer, og brug krydderurter, krydderier og tang til at tilføre smag til retterne.
Beregninger viser, at det er langt billigere end at henfalde til forarbejdede fødevarer, færdigretter og fast-food. Og så er det i øvrigt også både sundere og mere velsmagende.
Det perfekte måltid efter tallerkenmodellen – også på den SU-venlige måde
Det perfekte måltid, som sikrer dig mæthed og velvære, kan sammensættes efter tallerkenmodellen: ½ del grøntsager, ¼ gode proteiner og ¼ sundt fedt suppleret med lidt stivelse. Det kan virke dyrt at spise sundt på et stramt budget – f.eks som fattig studerende – men du kan sagtens leve af SU-venlig mad, hvis du følger de 5 sparetips øverst i dette indlæg.
Denne måde at komponere et måltid har den sidegevinst, at den balancerer dit blodsukker og reducerer inflammation. Hele din krop vil elske dig for det, og du vil med garanti kunne mærke det positivt både på dit humør og energiniveauer – men i høj grad også på pengepungen.
Lev sundt på budget – fyld tallerkenen op med grøntsager
Masser af grøntsager på tallerkenen er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv. Og det er faktisk også noget af det mest budgetvenlige. Især hvis du vælger de grøntsager, der er i sæson. De er ikke bare billigere, men også sundere, friskere, mere smagfulde og rige på vitaminer og mineraler end dem, der har ligget længe eller er fløjet tværs over jordkloden.
Og som en ekstra bonus får du helt automatisk variation i din kost, når du indretter dig efter naturen. Gå efter grøntsager, der fylder og mætter som for eksempel kål, gulerødder, selleri, fennikel og rodfrugter.
Variér gerne tilberedningen; svits, marinér, bag, kog og damp, som du lyster – og brug løs af krydderurter, krydderier, tang, kerner og nødder som prikken over i’et.
Proteiner skal der til – også i det budgetvenlige måltid
Proteinerne forsyner os med vigtige aminosyrer og er essentielle for opbygningen af celler, væv og muskler samt for vores hormonsystem. Når det kommer til proteiner, tænker mange automatisk kød.
Men kød er susende dyrt i øjeblikket, og da førende sundhedsforskere i øvrigt anbefaler os at spise mindre af det, så brug krisen som anledning til at overveje alternativerne. Bønner, linser og kikærter er fyldt med proteiner, og de er langt billigere – og sundere – end det dyre kød.
Fedtstofferne har betydning for opbygningen af alle kroppens milliarder af celler og er vigtige for et velfungerende immunforsvar. Det gode fedt kan du få fra for eksempel nødder, frø, kerner, små fede fisk, avocado, oliven og en god ekstra jomfruolivenolie.
Husk stivelse og fuldend den gode madplan på budget
Stivelsen, som dog kun skal fylde en lille del af din tallerken, er med til at give energi og mæthed. Groft brød, kartofler, brune eller røde ris, perlebyg og havre er gode kilder og bør være en fast del af din madplan – også på budget.
Som sagt behøver det ikke være dyrt at leve sundt og lækkert. Til gengæld er det god fornuft både for din pengepung og krops velbefindende.
Helt ny bog – nem guide til at spise sund mad på budget
I min nye bog ”Spar & Spis” får du masser af tips og redskaber til at leve sundt og grønt, mens du sparer penge. Bogen er fyldt med delikate opskrifter på velsmagende måltider til hele dagen og indeholder også en oversigt over sæsonernes råvarer.
Her kan du læse mere om min seneste bog Spar & Spis
Anden inspiration om at leve sundt på budget
Her kan du læse Mine bedste sparetips
Her kan du læse Spar op til 10.000 kroner om året på mad
Var du tilfreds med denne artikel Sund mad på budget – Spis sundt for små penge? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.