Stofskifte – balance og behandling
Stofskifte – balance og behandling. Flere og flere danskere oplever stofskifteproblematikker og får konstateret stofskiftelidelser, enten i form af for lavt eller for højt stofskifte. Det er dog langt fra alle, der har disse lidelser, der oplever, at de i Danmark får den optimale behandling. Stofskifte – balance og behandling er et væsentligt emne, og danske og udenlandske læger behandler i dag til en vis grad stofskifteproblemer forskelligt.
Stofskiftehormonerne dannes i skjoldbruskkirtlen. Skjoldbruskkirtlen er en lille, sommerfugleformet kirtel, der sidder på forsiden og nederst på halsen. På latin hedder skjoldbruskkirtlen glandula thyreoidea. Skjoldbruskkirtlen producerer stofskiftehormonerne thyroxin (T4), som omdannes til tiltriiodthyronin (T3). Frigivelsen af disse hormoner fra skjoldbruskkirtlen reguleres af TSH (thyreoidea stimulerende hormon), som dannes i hypofysen. Velafbalancerede stofskiftehormoner er væsentlige for vores velbefindende, energiniveauer og vægt, da de regulerer cellernes energiomsætning.
Der er langt flere kvinder end mænd, der oplever stofskifteubalancer, og det vurderes, at cirka 15-20% af den danske befolkning oplever stofskifteproblematikker på et eller andet tidspunkt i deres liv. Stofskifteproblematikker er noget af det mest udfordrende at have med at gøre, fordi årsagerne er ukendte og fordi alle hormoner spiller sammen. Stofskifte – balance og behandling tilbyder derfor ikke en entydig facitliste, ligesom der ikke findes en optimal behandling for alle. Det ses således også ofte, at medicinsk behandling af for lavt stofskifte kan føre til udvikling af for højt stofskifte (1).
Man kender ikke de nøjagtige årsager til disse sygdomme, men mere end to tredjedele af alle, der oplever stofskiftesygdomme, lider af de såkaldte autoimmune stofskiftelidelser som eksempelvis Graves eller Hashimotos. Autoimmune stofskiftelidelser opstår, når immunforsvaret bliver forvirret og fejlagtigt angriber kroppens eget væv, i disse tilfælde skjoldbruskkirtlen. Vi kender ikke de nøjagtige årsager, men mangel på mikronæringsstoffer (eksempelvis selen og jod), allergier, særligt gluten (2), er under mistanke for at kunne foranledige autoimmune reaktioner og føre til stofskiftesygdomme. Hormonelle forstyrrelser i hypofysen eller i hypothalamus kan ligeledes forårsage stofskifteubalancer, ligesom genetiske dispositioner kan være andre mulige årsager.
I Danmark behandles lavt stofskifte overvejende med syntetisk thyroxin T4 i form af lægemidlerne Eltroxin eller Euthyrox. Tanken bag tilførsel af syntetisk T4 i form af Eltroxin eller Euthyrox er, at kroppens celler så i princippet skulle omdanne dette T4 til T3. I princippet, for selvom mange kvinder føler sig velbehandlede med T4, så er der flere og flere danske kvinder, der finder, at tilførsel af syntetisk T4 ikke giver dem optimal effekt, men derimod en lang række bivirkninger.
Forsøg på dyr har vist en forbedret effekt ved lavt stofskifte ved tilførsel af såvel T4 som T3, en såkaldt kombinationsbehandling. En del af de patienter, der har fået syntetisk T4 og ikke har oplevet optimal effekt, oplever i dag gavn af kombinationsbehandlingen med såvel T3 som T4. Det viste en spørgeskema undersøgelse fra 2015 med stor tydelighed, hvor cirka to tredjedele af deltagerne rapporterede, at de følte sig bedre hjulpet og oplevede færre bivirkninger med kombinationsbehandlingen med såvel T3 som T4 end med behandling kun med T4. Yderligere fokus på rT3, hvor kroppen ved en usund levevis kan omdanne T4 til reverse T3 (rT3), kan også efterlyses. Vi har ikke tradition for at måle denne markør i Danmark, selvom det givetvis ville kunne hjælpe mange til en omlægning af deres mad og øvrige levevaner, så de derigennem vil kunne finde hjælp. Emnet vil blive fulgt op i separat artikel senere.
Alligevel tøver danske læger med at anvende T3 i behandlingen af lavt stofskifte. Det til trods for udenlandsk forskning, erfaringer og spørgeskemaundersøgelser, hvor de, der er blevet behandlet med såvel T3 som T4, giver udtryk for, at kombinationsbehandlingen har mindsket deres symptomer, og de har oplevet færre bivirkninger end med T4 medicinen Eltroxin/Euthyrox. De danske eksperter fastholder dog, at der kan være en øget risiko for overbehandling ved en sådan kombinationsbehandling, og derfor anvendes denne behandling ikke i væsentligt omfang i Danmark.
Stofskifteforeningen og berørte danske patienter har øjensynligt mistet tålmodigheden med de danske læger på dette område. De finder, at danske læger lukker øjnene for den seneste nye forskning på området, og på det faktum, at mange af deres symptomer netop svarer til symptomerne på mangel på T3. De har derfor valgt at tage sagen i egen hånd, og et stærkt stigende antal patienter indtager således naturligt thyreoidea hormon, udvundet fra svin (også let nedladende kaldet ”svinetabletter”), der indeholder såvel T4 som T3. Naturligt thyreoidea fra svin produceres blandt andet på tyske apoteker samt på Glostrup Apotek, og en del danske patienter er stået frem med deres historier og har fortalt, hvordan de er blevet hjulpet af denne form for naturlig kombinationsbehandling, der iøvrigt var kendt og anvendt før de syntetiske medicinske præparater kom på markedet.
Stofskifte – balance og behandling, hele emnet trænger til større opmærksomhed, for rigtig mange danske kvinder og mænd er berørte af problematikken. Det trænger til at blive grundigt undersøgt, så vi sikrer, at den behandling, der tilbydes i Danmark, er den individuelt optimale, for vi er alle vidt forskellige. Hvorfor det ikke allerede er sket, får stå hen i det uvisse. Lad de mange erfaringer og den efterhånden solide udenlandske forskning komme danske patienter til gode, få området undersøgt, så danske stofskiftepatienter ikke skal ud i selvmedicinering, men derimod kan være sikre på, at vi også i Danmark tilbyder den bedste, individuelt tilpassede og mest opdaterede behandling.
Referencer:
1. https://www.jci.org/articles/view/77588
2. Colin P, Salmi J, Hällström O, Reunala T, Pasternak A; ”Autoimmune thyroid disorders and coeliac disease”: Eur J Endocrinol 1994;1 30:137-40 Gastroenterology 1999;117:297-303
3. https://www.jci.org/articles/view/77588
Du kan læse om spørgeskemaundersøgelsen HER
Du kan læse mere i gruppen Stofskiftesupport HER
Du kan læse artiklen “Hormoner har også brug for vitaminer” HER
Du kan læse mere om gluten og glutenfri levevis HER
Var du tilfreds med denne artikel om Stofskifte – balance og behandling? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.