Viden om Soja og Sojabønner
So-ja, so-nej! Viden om soja og sojabønner.
Sojamælk, sojafløde, sojabønner, tofu, piller med sojakomponenter, sojaprotein i levnedsmiddelindustrien, soja i dyrefoder og ikke mindst soja i sports-proteinpulver. Produkter udvundet af sojabønner er populære. De anvendes til alt lige fra at give volumen til elendig industrimad, til fitnesspulver, der markedsføres som muskelopbyggende. Kosttilskud med enkeltkomponenter udvundet af sojabønner, sælges som hormonregulerende og kræfthæmmende midler. Den medicinske virkning baserer sig hovedsagelig på den teori, at asiatiske kvinder var væsentlig lavere forekomst af hormonrelaterede kræftformer end kvinder i vesten, fordi de spiser sojaprodukter. Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at vi i vesten ofte får mere soja end i Asien, hyppigt i form af skjult sojaprotein i alverdens junkfood. Af elendig kvalitet og oftest gensplejset. I Asien bruger de primært de fermenterede
sojaprodukter som miso, tempeh og tamari.
Tofu indgår som et beskedent supplement til en grøn og fiskerig kost, hvor sojamælk stort set ikke anvendes. Tidligere gik vi som kostvejledere ind for økologiske sojaprodukter som et godt alternativ til mælkeprodukter. Nu er vi imidlertid stødt på en række nyere forskningsresultater, der påpeger, at der bør udvises forsigtighed i indtaget af soja, bl.a. fordi sojaprodukter har et stort indhold af naturlige planteøstrogener. Det kan være problematisk i relation til specielt hormonrelaterede kræftformer. Det viser sig også, at ufermenterede sojaprodukter, som fx sojamælk og tofu indeholder stoffer, der kan hæmme fordøjelsesenzymer og dermed optagelsen af fx zink og B12. Mange vegetarer spiser dagligt sojaprodukter som kilde til de nødvendige proteiner. Det kan de roligt fortsætte med, men det er vigtigt ikke at overdrive indtaget.
Det er ikke for at fremmane hysterisk stemning eller kategorisk at fraråde et fødemiddel, blot fordi en undersøgelse peger i en bestemt retning. Men hvor der er tvivl, må tvivlen komme helbredet til gode. Med den viden vi har i dag, må konklusionen være, at sojaprodukter skal indtages med omtanke og aldrig indtages i isolerede former som kosttilskud (som fx Genistein).
Det handler – som altid – om at spise varieret – og ikke drikke litervis af sojamælk dagligt. Sojaprodukter må altid være af økologisk kvalitet; – det er den eneste måde at undgå genmodificerede organismer GMO på. I dag findes der heldigvis meget velsmagende mælkeerstatninger som fx mandel-, havre-, kokos- og rismælk.
Har man en hormonrelateret kræftform, må det anbefales at erstatte sojamælk med mandel-, havre-, kokos- eller rismælk.og erstatte sojabaserede proteintilskud med økologiske hampe- eller risbaserede. For en sikkerheds skyld!
Læs også:
Vær varsom med Soja – også Sojamælk
Var du tilfreds med denne artikel So-ja, So-nej! Viden om soja og sojabønner ? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.