Vitaminpiller kan hjælpe, men vær selektiv

5 okt, 2016 | Viden og Forskning

Vitaminpiller kan hjælpe, men vær selektiv. Sundhedsmagasinet bragte i går på DR1 en advarende udsendelse om vitamintilskud. Lidt ærgerligt efter min mening, for vitaminpiller kan faktisk hjælpe, men vi skal være selektive i vores valg. Når vi taler om tilskud af vitaminer og mineraler, så handler det nemlig i højere grad om kvaliteter, former og individuelt tilpassede tilskud fremfor om prisbillighed og alt-i-en løsninger.

Jeg finder, at DR og Sundhedsmagasinet ofte bibringer gode og nuancerede holdninger, men udsendelsen i går var en undtagelse. Der var nemlig en grundlæggende præmis, der aldrig blev udforsket, og afgørende spørgsmål, der ikke blev stillet. Det er på godt dansk noget hø, når man går ud og advarer bredt mod indtag af vitaminpiller.

Selve grundlaget for udsendelsens budskab var baseret på en antagelse om, at de anbefalede daglige vitamin- og mineraldoser, også kaldet ADT, er korrekte og veldokumenterede. Det er efter min mening på ingen måde tilfældet. Jeg har igennem flere år forgæves forsøgt at finde den videnskabelige dokumentation, der skulle ligge til grund for udarbejdelsen af ADT, og fik for et par år siden bekræftet, at en sådan generel videnskabelig dokumentation simpelthen ikke findes. ADT er baseret på skøn.

Det kunne have været befriende, såfremt Sundhedsmagasinet havde stillet det særdeles relevante spørgsmål, om vi kan regne med, at de anbefalede daglige doser, ADT, er videnskabeligt veldokumenterede og opdaterede. I særlig grad, fordi samtlige af udsendelsens hårdtslående konklusioner var baseret og holdt op imod disse. Det betyder, at konklusioner som, at de fleste af os får tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler igennem maden, hovedsageligt er funderet på fiktive skøn af, hvad vi behøver af vitaminer og mineraler hver dag. Vi er alle forskellige og har forskellige behov, og Sundhedsmagasinets grundlæggende konklusion om, at vi ikke behøver at tage vitamintilskud, er således også efter min mening baseret på en ikke videnskabelig dokumenteret præmis.

Et godt eksempel i denne sammenhæng er D3 vitamin. Indtil for et par år siden var ADT i Danmark for D3 vitamin kun 7,5 mcg til trods for, at internationale solide forskningsresultater igennem 15 år havde vist, at behovet for alle os, der bor i de nordlige lande, var langt højere. Det har taget Fødevare- og Sundhedsstyrelsen 15 år at få ændret ADT til de nuværende 10 mcg, der stadig af mange forskere indenfor området betegnes som alt for lavt. D3 vitamin er det mest immunmodulerende vitamin, som vi kender til, og lave niveauer kædes sammen med øget risiko for udvikling af en lang række sygdomme. En overlæge fra Odense universitetshospital har i en tidligere udgave af Sundhedsmagasinet udtalt, at såfremt alle danskere indtog D3 vitamintilskud om vinteren, så ville vi kunne spare 15-16 % af de samlede sundhedsudgifter i Danmark. Så stor forebyggende effekt har D3 vitamintilskud.

Det er derfor paradoksalt, at Sundhedsmagasinet – eller lægerne for den sags skyld – ikke stiller det helt oplagte spørgsmål; når et enkelt vitamin kan have så stor positiv sundhedsmæssig effekt, vil andre vitaminer og mineraler kunne have ligeså stor og gavnlig effekt? Men spørgsmålet bliver ikke stillet, og nysgerrigheden i forhold til anvendelse af andre vitaminer og mineraler i forebyggelses- og behandlingsøjemed er stort set ikke eksisterende i Danmark.

Uanset, så er det en rigtig god ide som dansker at tage et D3 vitamintilskud fra september til maj, men et andet paradoks i denne sammenhæng er, at D3 vitamin har behov for andre vitaminer og mineraler for at kunne blive optaget og anvendt effektivt i kroppen. Derfor må man efter min mening aldrig indtage enkelt vitaminer og mineraler uden samtidig at indtage en højkvalitets multivitaminmineralpille. Vitaminer og mineraler har nemlig brug for hinanden for at kunne virke effektivt i kroppen og udøve deres effekt. Det er en af årsagerne til, at tidligere undersøgelser, foretaget bl.a. af det hedengangne Ernæringsråd, har vist, at antioxidanter fra mad har større effekt end antioxidanter fra vitaminpiller. Den mad, som vi spiser, indeholder nemlig ikke kun et enkelt vitamin eller mineral, men derimod en hel vifte, som hjælper og understøtter vitaminer og mineralers ofte særdeles gavnlige og balancerende effekt. De fleste undersøgelser af mikronæringstoffers effekt er foretaget med et enkelt vitamin eller mineral, ofte i syntetisk og uorganisk form. Sådanne undersøgelser vil efter min mening aldrig kunne føre til brugbare eller konstruktive resultater, og at sådanne til stadighed foretages, må tolkes som enten et udtryk for manglende viden på området eller manglende interesse.

De former for eksempelvis mineraler, som vi får fra maden, er organiske, antioxidanterne naturlige og fuldstændige, og det er derfor efter min mening altid bedst at få vitaminer og mineraler fra maden, men det kan være vanskeligt at spise tilstrækkeligt næringsrigt og varieret. Derfor er der hos mange i perioder behov for at tage tilskud af vitaminer og mineraler. Vær selektiv her og vælg de kvaliteter, der ligger så tæt på de naturlige former som muligt. Eksempler på misforståelser og dårlige kvaliteter i denne sammenhæng er blandt andet kalk, magnesium, E vitamin, A vitamin med mere, som du kan læse mere om via links herunder. I denne sammenhæng kan det også tilføjes, at økologiske afgrøder indeholder langt flere mikronæringsstoffer end konventionelle, og det kan også undre, at det slet ikke blev nævnt i denne ellers ganske relevante sammenhæng.

Er målet at skræmme eller at tilbyde konstruktiv hjælp? Danskerne lades efter min mening noget så grusomt i stikken, for der er ofte god og effektiv hjælp at hente mod ubalancer og diverse symptomer med målrettede og tilpassede vitamin- og mineraltilskud. Desværre er der slet ikke tilstrækkeligt fokus på, hvor gode resultater, der kan opnås, og det er ærgerligt, at der i udsendelsen slet ikke blev sat fokus på, at mange kropslige ubalancer let og billigt kan rettes op med en målrettet og individuelt tilpasset tilskudsplan. Vitamin- og mineraltilskud kan erfaringsmæssigt ofte hjælpe effektivt, billigt og hurtigt.

Når alt det her er sagt, så er det fint, at der kommer fokus på kvaliteterne af de mange kosttilskud, der sælges, for når det gælder vitamin- og mineraltilskud, så handler det i højere grad om kvaliteter og individuelt tilpassede tilskud og doser fremfor om blot at tage billige, syntetiske alt-i-en tilskud. Men myndighedernes og lægernes interesse for hele dette område kan efter min mening ligge på samme beskedne sted som forskningen. Der er hverken viden, interesse eller patenterbar profit i området. Det er hverken sympatisk eller konstruktivt ikke at udvise nysgerrighed overfor vitaminer og mineralers ofte særdeles effektive og afbalancerende effekt, og mere viden, forskning og interesse vil kunne hjælpe mange og spare penge i et trængt sundhedsvæsen. Det er da også interessant, at der aldrig nogensinde er konstateret et eneste dødsfald på grund af vitamin- og mineralindtag, mens der hvert år dør 3500 danskere af medicin.

Et dagligt indtag af vitamintilskud kan hjælpe, men vær selektiv i dit valg af kvaliteter og doser. Såvel undersøgelser som erfaringer har vist, at en sund og nærende mad, suppleret af et skræddersyet højkvalitets vitamin- og mineraltilskud, kan styrke dig og dine indre balancer.

Du kan læse mere om vitaminer og mineraler HER
Du kan læse mere om kalktilskud HER
Du kan læse mere om magnesium HER
Du kan læse mere om E-vitaminer HER
Du kan læse mere om A-vitamin HER
Du kan læse mere om D3 vitamin HER
Du kan læse om D2 kontra D3 vitamin HER
Du kan læse mere om C vitamin HER
Du kan finde opskriften på vitamin drik HER

Var du tilfreds med denne artikel? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

D vitamin regulerer også kolesterol og blodtryk

D vitamin regulerer også kolesterol og blodtryk

Vi ved, at tilstrækkeligt høje D3 vitaminniveauer er livsvigtige for os mennesker. Det hormonlignende vitamin er først og fremmest vigtigt for immunforsvaret, hormonbalancen og knoglestyrken, og D3 vitamin har i det hele taget rigtig mange beskyttende funktioner i...

72 timers faste kan være gavnligt, viser ny forskning

72 timers faste kan være gavnligt, viser ny forskning

For cirka ti år siden skrev jeg en e-bog om faste. Det var i forbindelse med offentliggørelsen af et dengang nyt og ret interessant forskningsresultat, der viste, at mus, der blev udsat for 72 timers let faste (flydende mad), blandt andet begyndte at producere nye...

Nyt studie: Sådan øger kvinder deres muskelmasse effektivt

Nyt studie: Sådan øger kvinder deres muskelmasse effektivt

Kvinder oplever med alderen ofte et hurtigere fald i muskelmasse- og styrke end tilfældet er med mænd. Dette fald hos kvinder relateres blandt andet til dalende østrogenniveauer, og det kan også hyppigt føre til dalende kondition og nedsat livskvalitet. Heldigvis...

Gratis e-bog! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min e-bog "Antiinflammatorisk madplan" (Værdi 99kr).

Du er blevet tilmeldt!