Er chokolade sundt?
Chokolade er en populær spise, og mørk chokolade er naturligt rig på sunde polyfenoler. Polyfenoler kan være med til at øge blodgennemstrømningen i hjernen og dermed øge vores årvågenhed, koncentrationsevne og hukommelse. Mørk chokolade indeholder faktisk flere polyfenoler end både rødvin og æbler, så man kan i realiteten tale om en superfood, hvis ikke det var fordi megen chokolade forarbejdes, tilsættes af masser af sukker, dårligt fedt og diverse tilsætningsstoffer, med stort tab af næringsindhold til følge.
Men sådan behøver det faktisk ikke at være. Vi kan, ved at vælge en mørk, økologisk chokolade med højt kakaoindhold, sikre os, at det er chokolade af højeste kvalitet, med et højt indhold af polyfenoler, lavt indhold af sukker, og at det ikke er tilsat dårligt fedt eller andre uønskede tilsætningsstoffer. Den form for chokolade er nok en af de sundeste små godbidder, vi kan forkæle os selv med sammen med en god kop kaffe.
Det er klart, at et dagligt indtag af chokolade ikke skal overdrives. Chokolade kan ikke sammenlignes med gode, økologiske grønsager, og den kan ikke være primær kilde til de gavnlige flavonoider, som vores kroppe har brug for. Det vil kræve et indtag på cirka 700 kcal dagligt alene fra chokolade, hvis det skulle kunne erstatte den optimale mængde flavonoider fra mad eller kosttilskud.
Et nyligt, mindre studie havde det specifikke formål at vise, om indtag af chokolade med en høj koncentration af polyfenoler ville kunne hjælpe på deltagernes hukommelse. 18 midaldrende voksne deltog og indtog henholdsvis 25 g chokolade med et højt indhold af kakaopolyfenoler på 635 mg og 25 g af en anden type chokolade med en lav koncentration på 211,7 mg. Deltagerne blev sat til at løse særligt mentalt krævende opgaver, henholdsvis lige når de havde spist chokoladen med et højt indhold af polyfenoler og derefter chokolade med et lavt indhold af polyfenoler. Resultatet var klart, at chokolade med et højt indhold af polyfenoler gav deltagerne langt flere korrekte svar i forhold til efter indtag af chokolade med lavt indhold af polyfenoler.
Deres følelsesmæssige og fysiske tilstand, som for eksempel træthed og koncentrationsevne, Blev målt både før og efter indtaget. Der var ikke markant forskel på deres gennemsnitlige reaktionstid mellem første og anden tidsperiode, uanset, om deltagerne havde spist høj- eller lavkoncentreret chokolade. Forskellen var dog tydelig i forhold til andelen af korrekte svar. Disse resultater tyder på, at indtag af mørk chokolade kan bidrage til at opretholde en høj ydeevne og koncentration i krævende kognitive opgaver.
Ved at vælge den rene vare, kan vi nyde chokoladens fyldige smag og samtidig få glæde af dens opkvikkende og koncentrationsøgende effekter.
OBS! Hvid chokolade er reelt den mindst sunde variant af chokolade, du kan vælge, da den slet ikke indeholder kakao og samtidig normalt har et højt indhold af dårligt fedt og sukker.
Min favoritchokolade hedder Oialla
Her finder du opskriften på Verdens bedste chokoladekage
Referencer:
A. Scalbert, G. Williamson; “Dietary intake and bioavailability of polyphenols; J. Nutr., 130 (2000), pp. 2073S-2085S
Heiss, S. Jahn, M. Taylor, W.M. Real, M.L. Wong, N. Amabile, M. Prasad, T. Rassaf, J.I. Ottaviani, et al.; ”Improvement of endothelial function with dietary flavanols is associated with mobilization of circulating angiogenic cells in patients with coronary artery disease”; J. Am. Coll. Cardiol., 56 (2010), pp. 218-224,
Akihiro Sasaki, Kei Mizuno, Yusuke Morito, Chisato Oba, Kentaro Nakamura, Midori Natsume, Kyosuke Watanabe, Emi Yamano, Yasuyoshi Watanabe; “The effects of dark chocolate on cognitive performance during cognitively demanding tasks: A randomized, single-blinded, crossover, dose-comparison study”; Heliyon; Volume 10, Issue 2, 2024,
Var du tilfreds med denne artikel Er chokolade sundt?, så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.