Gør den nye sundhedsreform os danskere sundere?
Gør den nye sundhedsreform os danskere sundere? Jeg fulgte, ligesom mange andre, interesseret med i præsentationen af den nye sundhedsreform. Jeg har nær familie, der har oplevet voldsomt lange ventetider på undersøgelser og svar, så jeg havde store forventninger til den nye reform. Men som altid i politik, så endte det med et kompromisernes sammenstrik, som måske, måske ikke, vil forbedre danskernes vilkår.
Fokuser på raskhed fremfor sygdom
Det er voldsomt mange penge, der forhandles om, og derfor savnede jeg særligt et tema: FOREBYGGELSE. Ikke med et ord eller en øre blev det område, som jeg anser for helt afgørende for, om vi kan vende hele den katastrofale sygdomsskude, nævnt.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det er alt for nemt at få en diagnose i Danmark. Som regel en diagnose på en ”kronisk” medicinkrævende sygdom, som placerer patienten med en forestilling om, at denne sygdom og medicin skal de leve med resten af livet. Jeg savner fokus på raskhed i stedet for sygdom, ligesom jeg savner respekt for den enkelte, for kroppens modulerbarhed, der med de rette input i form af mad, vand, tanker og bevægelse med mere kan rigtig meget. Grænserne mellem sundhed og sygdom har rykket sig. Normalværdierne, som ligger til grund for blodanalyser og andre undersøgelsesformer fastsættes ud fra gennemsnitlige beregninger, men er de altid velunderbyggede og uafhængige? Uanset, så er resultatet, at vi danskere i stærkt stigende grad får diagnoser på kroniske, medicinkrævende sygdomme, fremfor naturlig hjælp til at holde os eller blive raske.
En opgørelse fra Ålborg Universitet viste i 2019, at to tredjedele af alle voksne danskere (over 16 år) havde en kronisk, ofte medicinkrævende, diagnose. I dag skriver vi 2024, og professor John Brodersen udtaler i en artikel af 4. januar i Sundhedspolitisk tidsskrift, at mere end 96% af den voksne befolkning i Danmark efter hans vurdering i dag har en sygdomsdiagnose. Jeg ved godt, at det ofte er lettere at tage en pille fremfor at ændre livsstil, og i en række tilfælde kan medicin være livsnødvendigt, men måske er vi gået for vidt i jagten på diagnoser og medicinering? Vi må heller ikke glemme, at alle typer medicin koster og har bivirkninger.
Gør det lettere at leve sundt
Vi mennesker er alle forskellige og individuelle, men vi har det til fælles, at vi er udstyret med geniale kroppe, der som oftest er både er tilgivende og tilpasningsvillige, når de får tilbudt de rette byggestoffer. Her tænker jeg ikke umiddelbart på medicin, men derimod på god og nærende mad, drikke og daglig bevægelse.
Og for mig at se, er det netop her, skoen trykker. Vores læger uddannes ikke i betydningen af god mad og motion, men i at udstede medicin, det kan patienterne på landets sygehuse og plejehjem skrive under på. Det er heller ikke let at leve sundt i Danmark, udbuddet af uforarbejdede, økologiske råvarer er stærkt dalende, hvorimod de forarbejdede fødevarer fylder mere og mere. En naturlig udvikling, hvis man primært tænker økonomi og indtjening her og nu, men hold da op, hvor ville det kunne batte på hele sundhedsbudgettet, hvis de danske politikere turde forbyde ultraforarbejdede fødevarer, som de for eksempel har gjort flere steder i Japan. Sådanne forarbejdede fødevarer fylder nu cirka halvdelen af de varer, vi kommer i vores indkøbskurve, og de er IKKE med til at gøre os sundere. Tværtimod. Hvis man samtidig turde at kræve en omstilling til flere gode, uforarbejdede økologiske råvarer, måske endda fjernede momsen på disse, så ville det have enorm betydning for danskernes handlemønstre og madvalg.
Jeg oplever på næsten daglig basis, at prioriteringen af en sund levevis med god, uforarbejdet mad og motion ofte træder i baggrunden i dag i forhold til andre gøremål. Det er ærgerligt, for sund mad, ledsaget af daglig bevægelse er et af de vigtigste personlige værktøjer, vi mennesker har, og det kan være helbredsmæssige og livsforandrende valg. Så hvorfor gør vores politikere det ikke bare nemmere og billigere at købe sunde, økologiske råvarer og forlanger af Landbrug-Fødevarer, at der omlægges til økologi? Hvorfor forbyder de ikke ultraforarbejdede fødevarer og inspirerer til, at vi alle i stedet laver god mad fra bunden. De kan starte med at indføre den gode mad på hospitaler, plejehjem og andre offentlige institutioner. Og så skal det være lettere og billigere at motionere mere, ligesom lægerne skulle på kursus i at formulere sig håbefuldt. Jeg tror DET ville batte betydeligt mere for danskernes sundhed end den foreliggende sundhedsreform.
Lad os selv tage initiativet, når ingen andre gør det
Men, vi kunne jo sådan set også selv tage initiativ og ansvar, så skal resten nu nok følge med. Så hvad venter vi på, skulle vi ikke bare se at komme igang?
Anette
Var du tilfreds med dette debatindlæg Gør den nye sundhedsreform os danskere sundere? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.