Gode Råd Til Morgenmad – Dagens Vigtigste Måltid!

15 aug, 2010 | Viden og Forskning

Morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Det ved vi egentlig godt, men alligevel prioriteres det ikke i særlig grad. Der er adskillige væsentlige årsager til, at morgenmåltidet er dagens vigtigste måltid, men en af de vægtigste er det faktum, at niveauerne af vores langtidsstress-hormon kortisol er højest, lige når vi vågner. Kortisol er nødvendigt for os, men i for store mængder kan det have en degenererende effekt og gøre os tykke. Når du spiser din morgenmad, stopper du produktionen af kortisol ligesom du stabiliserer dit blodsukker. Det har betydning for mange ting, men også for din funktionsevne, koncentrationsevne og for dit energiniveau.

Vi har her i Danmark en tendens til at ty til færdige morgenmadsprodukter, yoghurt eller hvidt brød med ost eller marmelade. Det er ofte sukkerholdigt og giver et hurtigt blodsukker kick, men det holder ikke længe. Sulten kan melde sig kort tid efter, og det viser sig, at mennesker der spiser et hurtigt og ulødigt morgenmåltid eller måske slet ingenting om morgenen, ender med at have spist mere, når dagen er omme, end mennesker der vægter en god, grov og lødig morgenmad.

Det er også lidt paradoksalt, at vi danskere spiser færdige morgenmadsprodukter og hvidt brød med marmelade i den tro at det er godt for os – måske ligefrem sundt? I princippet svarer sådanne måltider til, at spise Pinnochio kugler med mælk eller amerikanske vafler med marmelade – det er de samme ingredienser der er anvendt! MEN sidstnævnte retter ville vi jo aldrig fylde i hverken os selv eller vore børn hver dag, for det ved vi godt vi ikke kan leve af! Paradoksalt, ik’? Hvad består et godt morgenmåltid så af?

morgenmad fuldkorn grød

Det er en god ide at sikre, at du får såvel fuldkornsprodukter, ingen sukker, men derimod grov rugbrød, grovmysli eller grød af fuldkorn. Spis frugt f.eks. æbler eller pærer, bær eller banan og sørg altid for at supplere med de gode fedtstoffer samt proteiner om morgenen. Alle tre næringsstofgrupper skal helst være repræsenteret i måltidet. Lav f.eks. en god frugtsalat med masser af frugt og bær skåret i tern og drys en blanding af kværnede hørfrø, mandler, græskarkerner, dadel og kanel over, det smager himmelsk. Du kan supplere enten med lidt Acido yoghurt eller et æg for proteindelen og vupti har du alle tre næringsstofgrupper repræsenteret på allerbedste vis.

De dage hvor det skal gå hurtigt kan du blende ½ banan med kiwi, ananas, blåbær, hindbær eller jordbær eller lige præcis de frugter og bær du kan lide. Blend med vand, mandel- eller rismælk afhængig af hvilken konsistens du ønsker, og tilsæt hørfrøolie og evt. risprotein, så har du et fuldtnærende og let måltid, der holder blodsukkeret og dermed energien stabil længere. Du kan forberede frugten i blenderen om aftenen, tilsætte væske og olie om morgenen og så blende det, hvis det skal gå rigtig hurtigt. Du kan endda have den med i bilen – en ret god erstatning for kaffen.

morgenmad

Det at få lidt protein om morgenen kan være godt for de fleste. Protein øger mæthedsfornemmelsen og kan medvirke til følelsen af energi, mæthed og velvære. Det er også godt, hvis man ønsker at tabe sig et par kilo at sørge for at få protein til morgenmaden. Det kan være i form af ris- eller ærteprotein, der er letoptageligt og fint hvis det skal gå hurtigt eller hvis man overnatter ”ude”, hvor der kun er det hvide brød til morgenmad.

Det kan også være i form af Acido surmælksprodukt, der er et anbefalelsesværdigt surmælksprodukt på markedet, eller det kan være i form af æg. Så æg kan altså også være et fint alternativ til den ”traditionelle” morgenmad, og den engelske morgenmad er slet ikke så tosset endda. Ved at kombinere f.eks. spejlæg, scrambled eggs eller en omelet med lidt revne grøntsager, en rest fra aftenen før, så har du på den måde også et fuldtlødigt måltid, der holder dig længere på ”dupperne” end det hvide brød og sukkerflakes. Du behøver ikke bekymre dig om kolesterolet, det er for mange år siden pure afvist, at æg skulle have en negativ indflydelse på kolesteroltallet. Du kan spise to æg om dagen uden at det overhovedet kan registreres. Når vi nu taler kolesterol, så er det i højere grad sukkerindtaget, der bør kigges grundigt på, idet et højt sukkerindtag – og det gælder også det hvide brød, pasta etc.- indirekte kan fremme leverens egenproduktion af det såkaldt ”lede” kolesterol – LDL kolesterolet.

morgenmad scrambled eggs

Så prøv det af, mærk efter om ikke du føler dig bedre tilpas med en sund og lødig morgenmad, hvor du får såvel frugt og grønt, fuldkorn som gode fedtstoffer og protein. Gi’ dig selv tid til at få den for dig bedste morgenmad indarbejdet og hent inspiration til sunde opskrifter her på siden.

Du kan få flere forskellige ideer og opskrifter på sund morgenmad her på hjemmesiden under sektionen “Opskrifter”.

Rigtig god fornøjelse!

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

Hormoner har også brug for vitaminer

Hormoner har også brug for vitaminer

Vi producerer mange forskelligartede signalstoffer og hormoner i vores væv og kirtler overalt i kroppen. De er helt og aldeles afhængige af en tilstrækkelig forsyning af både vitaminer og mineraler for at kunne producere signalstoffer og hormoner af høj kvalitet....

Værdien af en daglig gåtur

Værdien af en daglig gåtur

Løkke er under valgkampen blevet kendt for sine 10,000 daglige skridt, og faktisk er en daglig gåtur en helt fremragende måde, hvorpå du kan forbedre såvel din fysiske som din mentale sundhed. Det er ikke ny viden, at der er mange sundhedsfordele ved at gå, men nyere...

Vigtig viden om æg

Vigtig viden om æg

Æg er en særdeles næringsrig fødevare og en eminent proteinkilde, et æg giver dig i gennemsnit syv gram protein. Æg tilfører også en række sunde fedtstoffer samt bioaktive forbindelser såsom lutein og zeaxanthin, der er befordrende for vi menneskers sundhed. Æg er...

Oversigt over databeskyttelse

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookie-oplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside, og hjælper vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.