Mammografi screeninger – Ny bog af Peter C. Gøtzsche sætter spørgsmålstegn ved effekten!

3 mar, 2015 | Bog-omtaler, Bøger og Kurser

Mammografi screeninger – Ny bog af Peter C. Gøtzsche sætter spørgsmålstegn ved effekten!

Leder af det nordiske Cochrane Center, læge Peter Gøtzche, har skrevet en interessant bog om mammografi screeninger. Den hedder “Mammography Screening; Truth, Lies and Controversy”. Bogen er lige udkommet på det engelske forlag Radcliffe Publishing. Peter Gøtzches ambition har været at skrive en bog, der skal kunne læses som en krimi. Og det er virkelig hårrejsende ting, der belyses i bogen.

Bogen gør rede for det nordiske Cochrane Centers analyser af forskningsresultater, der har dannet baggrund for beslutningen om at indføre nationale screeninger for brystkræft. Cochrane Centrets resultater, baseret på gennemgang af 12 års forskningsresultater på området, går stik imod den danske Sundhedsstyrelses og Kræftens Bekæmpelses anbefalinger om nationalt screeningstilbud til alle danske kvinder mellem 50 og 69 år. Peter Gøtzche mener ikke alene, at det er betænkeligt og uden effekt at screene hele denne gruppe af kvinder, han mener decideret, at danske kvinder bliver ført bag lyset og bliver overdiagnosticerede og unødigt sygeliggjorte. Hårde ord, men fra en mand der rent faktisk ved, hvad han taler om.

Det med at blive ført bag lyset, underbygger han med en anderledes fortolkning af statistikken, end vi ellers er blevet præsenteret for. Nu kan statistik fortolkes og anvendes på mange måder, hvilket vi ofte oplever, når kvinder med brystkræft skal tage stilling til, om de vil tage imod efterbehandling med kemoterapi. Der er stor forskel på, om en læge oplyser patienten om relative procentsatser, i relation til behandlingsformer og overlevelsesrater – eller absolutte procentsatser. En bekendt blev af lægen præsenteret for udsigten til at øge sine overlevelseschancer med 35%, hvis hun tog imod efterfølgende kemobehandling. Ved en nærmere granskning af statistikken, viste det sig at den absolutte “gevinst” ved behandlingen lå på under 3%. De absolutte tal oplyses ikke ofte af danske læger, selvom der unægtelig er tale om et noget andet grundlag, at træffe en så væsentlig beslutning ud fra.

Det samme er tilfældet med hensyn til de nationale screeninger, mener Peter Gøtzche. Sundhedsstyrelsen oplyser danske kvinder om, at mammografi screeninger vil kunne nedbringe dødsfald på grund af brystkræft med 30 procent. Ifølge Cochrane resultaterne vil det nationale screeningsprogram højst redde en ud af to tusinde kvinder. Det svarer til 0,05. Et tal, der ligger langt fra de 30 procent, som vi oplyses om. Ti kvinder ud af de to tusinde vil derimod blive diagnosticeret med brystkræft, hvor der ifølge Gøtzche er tale om uskadelige kræftknuder, der højst sandsynligt vil gå i sig selv igen. Ti gange flere kvinder end programmet redder vil således blive udsat for overdiagnosticering, overbehandling og sygeliggørelse. For ikke at tale om den betragtelige risiko, der er for livsvarige skadevirkninger efter kirurgi, kemo- og strålebehandling, skriver Peter Gøtzche.

Lægerne kender disse tal, men de oplyser ikke vi kvinder herom, ligesom vi ikke oplyses om de reelle og betragtelige risici og bivirkninger, der er ved screeningerne. Gjorde de det, var der givetvis ikke mange, der ville tage imod Sundhedsstyrelsens indkaldelser, hvilket Gøtzche i øvrigt også fraråder. De indkaldelser, der udsendes har i øvrigt en uheldig karakter, idet der i indkaldelsen allerede står anført en konkret tid til mammografi. Det presser mange kvinder, og som Peter Gøzche udtrykker det; “De bliver solgt noget, de aldrig har bedt om”. Han kalder det “negativ aftalebinding”, og man skal som kvinde mellem 50 og 69 år i Danmark være stærk og foretage en aktiv handling, for at afbestille den fastsatte tid til mammografi.

Ifølge Peter Gøtzche føres danske kvinder bag lyset, og han kalder det nationale screeningsprogram uden effekt. Han er oprørt over, at den danske Sundhedstyrelse med hjælp fra Kræftens Bekæmpelse på denne måde “producerer” kræftpatienter, hvor det ikke er nødvendigt. Som han udtaler til Week-end avisen; “Kræft, der opdages ved screening er som regel ikke en alvorlig tilstand. Lægevidenskaben ved godt, at det er sådan, det er. Det er mig faktisk en gåde, hvordan det er lykkedes at holde så vigtige oplysninger hemmelige for befolkningen. Jeg synes at det er godt for folk, at få den slags at vide.”

Cochrane samarbejdet er et uafhængigt, internationalt netværk af læger, forskere, patienter og andre interesserede. Formålet med samarbejdet er at indsamle, kritisk vurdere, sammenfatte og formidle pålidelig information om virkninger af behandlinger og forebyggelse.

Var du tilfreds med denne bogomtale? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

Madplan 2.0 – Sund, slank og vital på 3 uger

Madplan 2.0 – Sund, slank og vital på 3 uger

MADPLAN 2.0 - sund, slank og vital på 3 uger er en helt ny e-bog, der tilbyder dig viden, redskaber og indbydende opskrifter på sund og vitaliserende mad. Sammen med daglig bevægelse kan bogens råd og opskrifter hjælpe dig til et sundere, slankere og mere vitalt liv....

Boost dit immunforsvar på 3 dage – NY e-bog

Boost dit immunforsvar på 3 dage – NY e-bog

Få viden og redskaber til, hvordan du kan booste og styrke dit immunforsvar på kun 72 timer. Det er enkelt og velunderbygget, at tre dage på flydende mad kan starte dannelsen af nye immunforsvarsceller i tarmen, sænke inflammationsgraden i kroppens væv og hjælpe...

Hygge Godt — Fredagsslik med god samvittighed

Hygge Godt — Fredagsslik med god samvittighed

Har du også lyst til at få ny inspiration til hygge godt uden en masse tilsat sukker, så kan du hente god viden og inspiration i min nye e-bog, Hygge godt – fredagsslik med god samvittighed. Opskrifterne er enkle, de smager godt, og de frembringes enten helt uden...

Gratis e-bog! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min e-bog "Boost dit immunforsvar ".

Du er blevet tilmeldt!