5:2 Kuren – virker den?

Forsiden Bøger og Kurser Bog-omtaler 5:2 Kuren – virker den?

     1
5:2 kuren virker den?

5:2 Kuren hedder den nye slankebog, der igennem flere måneder har ligget nr. et på Amazons bestsellerliste i England og USA. For nylig udkom den på dansk på Politikens forlag, og den ser ud til også at indtage Danmark med storm. Her kan du læse min vurdering af bogens budskab. 

Bogen er skrevet af læge Michael Mosley og forfatter Mimi Spencer, og principperne går kort og enkelt ud på, at du spiser normalt i 5 dage og faster i 2 dage. På fastedagene må du maximalt indtage 600 kalorier, så der er ikke tale om fuldstændig afholdenhed fra mad. Du må spise lidt og let. De to forfattere lover, at denne livsstilsændring ikke alene vil medføre et vægttab, den vil også kunne øge din levetid og nedbringe risikoen for udvikling af livsstilssygdomme som type 2 diabetes og hjerte/kar sygdomme.

Michael Mosley har selv været i farezonen for udvikling af såvel type 2 diabetes som hjertesygdom, og han var det lægerne betegner som “tynd-fed”. Vægtmæssigt lå han ok, men hans indre miljø var usundt med for høje blodsukkerniveauer og for meget fedt omkring organerne. I forbindelse med et BBC program om sundhed og livsforlængende levevis, fandt han og hans kolleger videnskabeligt belæg for, at mennesker, der lever længere end normalt, spiser mindre eller praktiserer “let faste”. Det er disse undersøgelser, der ligger til grund for bogens principper. Michael Mosley oplevede selv en helt fantastisk positiv effekt af 5:2 diætens principper. Efter blot 3 måneder var han 6 kg. lettere, hans blodsukker var stabiliseret, hans kolesteroltal var faldet og til hans kones store glæde, var hans snorken også forsvundet. Bogen forklarer udførligt, hvordan du griber det an og giver forslag til enkle kaloriefattige retter til fastedagene, ligesom den henviser til relevant forskning.

Jeg er sikker på, at denne form for kombination af vanlig livsstil og to dages afsavn vil tiltale de fleste og givetvis også være rigtig sundt for mange. Men jeg vil nu alligevel gerne løfte en lille advarende finger. For har du meget ustabilt blodsukker, er du i stor ubalance eller har du alvorlig sygdom inde på livet, så skal du efter min mening ikke faste, heller ikke “let faste” to dage om ugen. Men de fleste af os kan ufortrødent kaste os over de nye principper, og givetvis opleve gode resultater. Der er ingen tvivl om, at kroppen trives på færre kalorier og al forskning viser, at et mere sparsomt madindtag er befordrende for et langt og sundt liv. Rigtig god fornøjelse.

Køb bogen på saxo.com HER