Spinatpandekager
Grønne spinatpandekager smager fabelagtigt godt og er fyldt med salat og hummus. Du kan også fylde dem med rester fra middagen dagen i forvejen, ligesom de er velegnede i madpakken med godt fyld. De er lette at lave, vegetariske og super sunde. Denne opskrift stammer fra Hugh Fearnley-Whittingstalls bog River Cottage Let og Sundt.
4 wraps
Ingredienser:
150 g frisk spinat, skyllet og uden grove stilke
4 mellemstore æg
100 g kikærtemel
Ekstra jomfruolivenolie til stegning
Uraffineret flage- eller havsalt samt friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde:
Kom spinaten i en stor gryde med lidt vand – det vand, der hænger ved bladene, er sikkert nok. Læg låg på, varm op ved middelhøj varme og bring det til simrepunktet. Lad det simre et par minutter, til spinaten er faldet sammen. Vip bladene over i et dørslag og lad dem dryppe af. Når spinaten er kølet af, klemmes al væden ud med hænderne, og spinaten hakkes fint. Kom æggene i en stor skål og pisk dem sammen. Pisk kikærtemel i, til du har en glat pasta, tilsæt spinat og krydr med salt og peber. Rør rundt og tilsæt vand (ca. 1⁄2 dl), så der dannes en løs, grøn dej med konsistens som piskefløde. Varm en stor stegepande op ved middel varme og smør et tyndt lag olie på. Når olien er varm, hældes 1⁄4 af spinatdejen midt på panden. Brug bagsiden af en ske til at fordele dejen til en pandekage på cirka 20 cm i diameter. Lad den stege et par minutter og brug en paletkniv til at løsne pandekagen fra panden. Den bør være stivnet, men ikke blevet brun. Vend den og steg den 12 minutter ved lavere temperatur, til den anden side også er stivnet. Flyt den over på en tallerken og lad den køle af, og gentag processen med resten af dejen. Pandekagerne smager allerbedst frisklavede.
Fyld pandekagerne med lækkert fyld afhængig af hvornår på dagen, du spiser dem, eller hvad du har i køleskabet. Det kan være som strimlet salat, avocado, hummus, oliven og hårdkogte æg, med lidt pesto, chutney eller mayonnaise.
VARIATION Med frossen spinat Det er fint at bruge frosne, hele spinatblade til denne ret – hav altid en pose i fryseren, så tager det ikke mange minutter at fremtrylle en stabel wraps. Brug 100 g og lad dem enten tø op på almindelig vis, eller kom dem på en stegepande ved lavmiddel varme, hvis det skal gå lidt hurtigt. Husk at klemme overskydende væde ud af de optøede blade, hak dem og kom dem i dejen som ovenfor beskrevet.
Du kan finde min opskrift på verdens bedste hummus her
Var du tilfreds med denne opskrift? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.