Vælg din deodorant med omhu
Forbrugerrådet Tænk har for nylig undersøgt en lang række deodoranter på det danske marked, og resultatet af deres undersøgelse er nedslående. Det viser med stor tydelighed, at du skal vælge din deodorant med stor omhu.
Ud af 115 deodoranter blev kun cirka 20% fundet sikre at bruge i Tænks undersøgelse. I langt hovedparten af resten blev der fundet hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer, parfume og i syv deodoranter sågar det særdeles problematiske stof triclosan. Og så omfatter undersøgelsen ikke aluminium i deodoranterne.
De fleste danskere bruger deodorant hver eneste dag, og særligt bruger mange unge store mængder af de svedstoppende midler. De færreste er klar over, hvor sart huden i armhulerne er. Den tynde hud, der sidder i umiddelbar forbindelse med en lang række lymfekirtler, er tynd og derfor særlig sårbar og gennemtrængelig overfor kemiske stoffer i deodoranter, sæber og cremer. Anvender du en deodorant om morgenen, så sidder den på din hud, indtil du vasker den af, muligvis først den efterfølgende morgen.
Det er aluminiumssalte i deodoranterne, der virke svedhæmmende og antipersperante. Aluminium er dog i forskernes søgelys for at kunne virke hormonforstyrrende og øge risikoen for udvikling af brystkræft. EU er ved at undersøge dette, men undersøgelserne trækker ud. I Tænks store undersøgelse er der ikke undersøgt for aluminium i deodoranterne.
Vi er ikke vant til at tænke på, at det vi smører på huden også kan optages og cirkulere i blodbanerne. Men det kan det, og set i det lys, er det uforståeligt, hvordan så mange stoffer og kemiske ingredienser kan tillades i produkter, som vi bruger hver eneste dag. Hvordan kan det være tilladt at tilsætte hormonforstyrrende stoffer, parfume og anden kemi til cremer, shampooer, tandpastaer, make up artikler og deodoranter. Disse stoffer findes sågar i babyprodukter og i produkter, der sælges på landets apoteker. Tvivlen burde efter min mening komme alle os forbrugere til gode, men som det er nu, er der tale om omvendt bevisførelse. Disse kemiske stoffer er tilladte at anvende i plejeprodukter, og kun hvis det bevises, at de virker hormonforstyrrende og er sygdomsfremkaldende, forbydes de. Og lad mig hilse at sige, at det er en langsommelig, dyr og vanskelig proces, hvor det oftere er industrielle interesser, der vinder, på bekostning af forbrugernes sundhed og sikkerhed.
Derfor er det også i denne sammenhæng nødvendigt at være en yderst kritisk forbruger, at købe økologiske cremer uden parabener og anden kemi, at vælge økologisk make up og ligeledes at lade familiens sæber, shampooer og deodoranter være af højeste, økologiske og rene kvalitet. Det er desværre ikke tilstrækkelig garanti at købe miljømærkede som eksempelvis svanemærkede produkter. Det kan eksempelvis være deodoranter som Lavera basis sensitiv, Avivir aloe vera deo naturel eller Weleda, der har flere forskellige rene deodoranter til såvel kvinder som mænd. Personligt anvender jeg en cremedeodorant fra Soap Walla med citrus. Alle disse deodoranter kan købes i landets helsekostforretninger eller i netforretninger.
Du kan finde en cremedeodorant uden aluminium og hormonforstyrrende stoffer her
Du kan læse mere om krystaldeodoranter og alun her
Du kan læse artiklen “Værd at vide om sved” her
Læs mere om, hvordan du undgår hormonforstyrrende stoffer i dagligdagen HER
Var du tilfreds med denne artikel? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.