Lars Muhl om Dalai Lamas latter
LARS MUHL OM DALAI LAMAS LATTER
– Man kysser da ikke Dalai Lama!
Der er hektisk aktivitet, da jeg ankommer til Bella Centret i København, hvor jeg med en dags varsel har sagt ja til at være vært ved HH Dalai Lama 2-dages seminar i Danmark. Det er den herboende tibetanske Lakha Lama og hans kone Pia, med hvem jeg før har samarbejdet, der står bag invitationen. Min medvært, skuespilleren Ellen Hillingsø skal tage sig af den danske præsentation, mens jeg skal tage vare på den engelske. Senere på dagen er det meningen jeg skal varetage både det danske og det engelske, da Ellen er optaget af arbejde på teatret.
Arrangøren Birgitte Shultzer og Lakha Lama kigger forbi backstages for at byde Ellen og jeg velkommen. Man mærker forventningerne tage til i takt med at salen fyldes med de 4000 deltagere, der har købt billet til begivenheden. Selv er jeg mere optaget af at få styr på de praktiske oplysninger, det er min opgave at videregive til publikum, end den nervøsitet, jeg først mærker få minutter, inden Ellen og jeg skal på scenen.
Det løber som en ild gennem kommandolinjen, lige fra PETs agenter, der diskret falder i med interiøret, backstage-arbejdere, Sebastian, Shaun og arrangører, til de lokale buddhistiske munke og Dalai Lamas egne sikkerhedsfolk: ”Han er på vej, han er på vej”.
Man mærker suset, da vi går på scenen. Resten foregår i en lydløs bevægelse, og før jeg får set mig om, står Ellen og jeg sammen med de to oversættere, Anne Burchardi og Birgit Scott på række, mens Dalai Lama nærmest svæver ind og deler håndtryk ud.
Fra min plads bag scenen er det svært at høre præcist, hvad hans Hellighed siger. Hans engelsk er om end mere gebrokkent end mit. Men der er noget andet på færde. Noget uforklarligt. Talestrømmen afbrydes af og til af en befriende latter. En latter, der får 4000 mennesker til at le med. Mens oversætterne passer deres arbejde, gaber Hans Hellighed højlydt, vinker til publikum, gør tegn til en ældre dame, der er på vej til toilettet, inden han afbryder oversættelsen og fortsætter, hvor han slap. Så bryder han igen ud i latter. Den er ikke en afslutning på noget, den vil ikke afsløre noget eller nogen, den er befriet for sarkasme og evnen til at såre. Jeg ser i et glimt en lysende stråle, eller nærmere en spiralstige, der retter sig op mod himlen, mens tre hvide krystaller danser over Hans Helligheds hoved. Det er kun et glimt, men jeg forstår, at det er sådan den latter fungerer. Den peger op ad. Op mod Himlen.
Senere står vi opmarcherede ude bag ved, mens Dalai Lama personligt hilser hver eneste af os. Nogle har gaver med til ham. Jeg har ingenting. Så kommer jeg i tanker om, at jeg har medbragt et par eksemplarer af Lysets Lov på engelsk, og løber ind til min taske for at hente en bog, og når netop tilbage i samme øjeblik, som Dalai Lama vender sig mod mig. Jeg bøjer mig dybt, mens jeg rækker bogen frem mod ham. Vore øjne mødes, og i noget, der forekommer som en evighed, fortaber jeg mig i disse øjne, der som portaler fører ind til et sted hinsides tid og rum. Han griber mine hænder og jeg hvisker ham i øret, at bogen beskriver den aramæiske avatar Yeshua, og at bogen i øvrigt krones af et citat af Hans Hellighed selv. Han vender sig mod fotografen mens han holder bogen op, så alle kan se den. Jeg er fuldstændig fortumlet og i et øjeblik forsøger jeg at finde en grimasse der kan passe. Akavet. Så giver jeg slip, og inden jeg får set mig om, er han videre.
Du kan læse omtalen af lars Muhls bog SHM Lyset i Mørket her
Du kan læse omtalen af Lars Muhl og Githa ben Davids cd her
Du kan læse Lars Muhls artikel “Man kan ikke spise penge” her
Var du tilfreds med denne artikel, så klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.
