Ayurvedisk risret med linser og kokosolie

ayurvedisk risret med linser og kokosolie
Denne Ayurvediske risret med linser og kokosolie kaldes også for Kitchari. Retten stammer fra den nye bog om Kokosolie. En helt ny serie af bøger har nemlig set dagens lys, og det er forfatterne Anna Iben Hollensberg, Charlotte Gylling Mortensen og Sandra Pugliese, der har sat sig for at lære danskerne om functional medicine og functional foods – hvordan sunde og nærende fødevarer kan hjælpe os med at holde den indre balance og sundhed livet igennem. Bøgerne udgives på Muusmans forlag. Seneste skud på stammen af bøger handler om kokosolie, og det er herfra denne opskrift stammer. Herunder kan du finde opskriften på Ayurvedisk risret med linser og kokosolie – Kitchari – fra bogen om Kokosolie.
Ingredienser til 2 personer
125 g moong dal linser (gule linser), alternativt røde linser
75 g basmatiris eller andre ris, fx risottoris
1½ spsk koldpresset jomfrukokosolie
2 fed hvidløg
ca. 25 g ingefær, skrubbet/skrællet vægt
½ tsk stødt gurkemeje
½ tsk knust spidskommen
¼ tsk stødt koriander
½ tsk stødt kardemomme
¼ tsk garam masala
1½ dl fed kokosmælk
ca. 2½-3 dl kyllingebroth, grøntsagsbouillon eller vand
ca. 300-400 g grøntsager
1 økologisk citron
Uraffineret flagesalt, gerne himalayasalt
friskkværnet sort peber
2 håndfulde koriander
Fremgangsmåde
Skyl linser og ris meget grundigt i flere hold vand, indtil vandet er helt klart. Hak hvidløg og ingefær fint. Svits det ved lav varme i kokosolien i nogle minutter, uden at det bruner, og tilsæt krydderierne. Lad det varme godt igennem og tilsæt så linser og ris (bruger du røde linser, skal du vente 5 minutter med at tilsætte dem). Vend det rundt et par gange og tilsæt kokosmælk og 2½ dl broth. Lad det simre for svag varme og tilsæt lidt mere broth undervejs, hvis det koger tørt. Mængden af væske afhænger lidt af, hvilke ris og linser du bruger, den færdige ret skal have konsistens som en risotto. Mens det simrer, rens da grøntsagerne og skær dem i mindre stykker. Grøntsagerne tilsættes til sidst, når ris og linser er kogt næsten al dente, alt efter hvor lang tilberedningstid de hver især skal have. De nævnte skal have 3-4 minutter. Når ris og linser er al dente, tilsættes fintrevet citronskal og smages til med salt og peber. Skyl og slyng koriander,  hak den groft og drys den på toppen.
Tip: Du kan lave Ayurvedisk risret med linser og kokosolie uden grøntsager og i stedet bare servere grøntsager til. Du kan bruge alle slags grøntsager alt efter sæson og humør. Fx grønne asparges, bok choi, grønne bønner, hestebønner, squash, fennikel, rosenkål og grønne ærter kan anbefales.

Tip: Gule linser har en let nøddeagtig smag og regnes i den Ayurvediske filosofi for at være lettere at fordøje end andre linsetyper. I denne Ayurvediske risret kan du dog anvende alle former for linser.
Du kan købe bogen om Kokosolie HER 
Du kan læse min omtale og købe bogen om Bone Broth HER 
Du kan købe den anden bog i serien om Gurkemeje HER

Var du tilfreds med denne opskrift på Ayurvedisk risret med linser og kokosolie? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Debat