Fermenteret rødbedekvass
Fermenteret rødbedekvass eller kål er let at lave. Rødbedekvass er sundt og velegnet som en energigivende drik hver dag. Du skal bruge et tre-liters patentglas eller tre en-liters, en køkkenvægt, en røreskål med hældetud, en tragt, patentflasker med låg og en god kniv. Denne opskrift er fra bogen Fermenteret, skrevet af Søren Ejlersen, Ditte Ingemann og Shane Peterson.
Ingredienser
500 g rødbeder
30 g frisk ingefær
1 appelsin (økologisk)
12 g uraffineret flagesalt
2500 ml vand = 0,5% lage
Fremgangsmåde
Rengør rødbeder, ingefær og appelsin grundigt. Skær rødbederne med skræl i tern på 1 til 2 cm, vej af og kom dem i patent-glasset. Riv ingefæren med skræl, vej af og kom den ved rødbederne. Tilbered en 0,5 % lage ved at tilsætte 12 g salt til 200 ml kogende vand. Rør det godt sammen, til saltet er helt opløst, og tilsæt så de resterende 2300 ml koldt vand, så lagen får stuetemperatur. Hæld lagen over rødbeder, appelsin og ingefær i patentglasset. Sørg for, at der er 3-4 cm luft øverst i glasset. Luk patentglasset, og stil det til at fermentere i 3 til 5 dage, ideelt set ved 18 til 22 grader på et skyggefuldt sted. Er temperaturen varmere end dette, kan det gå stærkere, er den koldere, kan det gå langsommere.
Glasset skal åbnes hver dag for at frigive det kuldioxidtryk, som fermenteringsprocessen danner. Smag på din rødbedekvass efter 3 dage eller før, afhængigt af temperaturen. Drikken skal være mørkerød i farven og smage surt og kraftigt af rødbeder. Smag på den indtil den 5. dag, hvor den bør være klar. Hæld glassets indhold gennem en finmasket sigte og over i en stor skål med hældetud. Kassér de stykker af rødbeder, ingefær og appelsin, der sies fra. Hæld derefter drikken på flasker, men hold øje med, om der opstår overtryk, som i værste fald kan sprænge flaskerne. Du kan evt. åbne dem efter 24 timer.
Var du tilfreds med denne opskrift? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.