Er kanel sundt?
Er kanel sundt, eller er det, som vi hører potentielt sundhedsskadeligt? Det vil jeg forsøge at belyse i denne artikel.
Der findes nemlig to typer kanel; kassiakanel og ægte kanel. Det er vigtigt at kende forskel, for kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel, der også kaldes for Ceylon kanel eller Sri Lanka kanel. Og det er kumarin, der i for store mængder potentielt kan være sundhedsskadeligt.
Kassiakanel kan indeholde imellem 700-12.000 mg/kg. kumarin.
Ægte kanel eller Ceylon/Sri Lanka kanel indeholder kun en ganske lille mængde kumarin, ofte så lidt at det slet ikke lader sig måle.
Ægte kanel fremstilles fra træet Cinnamomum verum, der stammer fra Sri Lanka.
Kassiakanel er en fælles betegnelse for kanel fremstillet fra barken primært fra Kassiatræet. Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark, fordi den er langt billigere end den ægte kanel, og er derfor den form, der anvendes i industrien til fremstilling af bagerivarer, desserter, morgenmadsprodukter og kanelte.
Kassiakanel indeholder således i modsætning til ægte kanel høje niveauer af stoffet kumarin. Kumarin kan i høje doser være levertoksisk. Der skal dog en hel del kanel til, for at det kan forårsage skader på leveren. Det er vist yderst yderst sjældent, at det sker, men en lille procentdel af befolkningen, under 4 procent, har en reel højere risiko for at pådrage sig leverskader på grund af kumarin, fordi de er bærere af en særlig genvariant for CYP2A6, som giver en nedsat aktivitet og dårligere omsætning af kumarin i leveren.
Det er EU’s begrundelse for indførelse af et loft på 15 mg kumarin per kilo slutprodukt af tilsat kumarin. Et tiltag, der har fået sindene i kog og udløst vrede i mange EU-lande, herunder i Danmark, hvor kanelsneglens endeligt er blevet bebudet, og bagerne har rustet sig til kamp. Det land, der er hårdest ramt, er nok alligevel Sverige, idet svenske kanelbullar er en hellig nationalspise af helt særlig karakter. Vores svenske naboer har ligefrem en officiel nationaldag til ære for kanelbullen, som de kalder for “kanelbullens dag”.
Nu forholder det sig bare sådan, at ægte Ceylon/Sri Lanka kanel faktisk ikke er spor farligt, men tværtimod virkelig sundt. Ikke alene smager det godt, det har også en fantastisk blodsukkerstabiliserende effekt, og er yderst gavnligt for såvel fordøjelse som hukommelse. Nyere forskning peger på, at kanel sandsynligvis har en positiv regulerende effekt mod insulinresistens og type II diabetes (ikke insulin krævende sukkersyge), idet dyreforsøg har vist, at indtag af kanel reelt har formået at reetablere cellernes insulinfølsomhed. Type II diabetes eller såkaldt gammelmandssukkersyge er den hastigst voksende sygdom i den vestlige verden i dag. Anden forskning har vist, at et måltid risengrød tilsat 6 g kanel reducerer den stigning i blodsukkeret som et sådant måltid normalt bevirker. Derudover har kanel også en gavnlig effekt på blodets indhold af triglycerider og kolesterol. Kanelspisning kan således have særdeles gavnlig effekt på sundheden, idet det kan virke blodsukkerstabilisernede, blodfortyndende og sænke totalkolesterolniveauerne. Det er godt for fordøjelsen, har antibakteriel effekt og meget meget mere. Men vel at mærke kun hvis du vælger ægte Ceylon/Sri Lanka kanel…
Hele hurlumhejet skyldes for mig at se, at den ægte kanel er blevet fortrængt af kassiakanelet. Det er en langt billigere og mere lettilgængelig variant, og derfor er det den, der hyppigst anvendes. Så når spørgsmålet stilles, om kanel er sundt eller potentielt farligt, så vil jeg svare, at ægte Sri Lanka kanel er særdeles sundt og velsmagende, og derfor er der særlig god grund til her i julen, hvor kanel jo spiller en væsentlig rolle, at købe den ægte kanel. Køb Sri Lanka eller Ceylon kanel og køb gerne den økologiske version af den. Så risikerer du ingen forgiftning, ingen bestråling, og du kan nyde julens vigtigste krydderi, den dejlige smag og stemning af jul og samtidig have store sundhedsfordele ud af det. Så mit råd er: spis løs af ægte, økologisk kanel i maden såvel i julen som til hverdag, men gå i en stor bue udenom kassiakanel, også i bagerens kanelboller.
Find opskriften på kanelsnegle med ægte kanel HER
Få tip til en nem snack med mandler, kanel og lakrids HER
Se min opskrift på lækre glutenfri æble-kanel muffins HER
Du kan købe ægte Sri Lanka kanel HER
Var du tilfreds med denne artikel Er kanel sundt? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.