Evidens – hvad betyder egentlig evidens?

Evidens – hvad betyder egentlig evidens? Evidens, og især i dens mest anvendte form, har stor lighed med det vi kalder personlige erfaringer. Evidens opstår på baggrund af undersøgelser af en gruppe menneskers erfaringer, som vi efterfølgende forledes til at tro er sandheden, særligt når vi derefter med eftertryk siger ”det er evidensbaseret”. Undersøger vi den lægevidenskabelige evidens, så kunne det være interessant at vide, hvor mange af de undersøgelser, som den baserer sig på, der er blevet reproduceret under nøjagtig samme forsøgsomstændigheder, så vi med høj evidens kan sige, at således forholder det sig hver eneste gang for det enkelte menneske? Svaret er; INGEN.

Det er ganske enkelt umuligt at lave to ens forsøg. Forsøgsomstændighederne vil altid være nye; et nyt tidpunkt, nye omstændigheder, nye personer, for intet forbliver det samme heller ikke i forsøgspersonen. Så man må sige, at det er med en en særdeles spinkel vished, at vi til tider udtaler os med stor sikkerhed, og siger, at alternative veje ikke virker, fordi der ikke er skabt evidens.

Evidens er nogle gange som historien om storken, der kommer med barnet. I starten tror vi på den, indtil vi selv ved bedre. Hvorfor læner vi os mon op ad evidensen, og hvad er fordelene og ulemperne ved at referere til evidens og naturvidenskabelig bevisførelse? Vi anvender begrebet evidens, når vi ønsker at understrege vores udtalelser med vendinger som “det er bevist at …”. Men evidens er ikke et faktum. Ændres forudsætningerne, så ændres evidensen.

Hvad er forudsætningen for evidens? I lægevidenskaben er forudsætningen, at lægerne og patienterne tror, at undersøgelser lavet på en gruppe mennesker kan bruges på det enkelte individuelle menneskes livsituation. Men selvom vi har de samme organer, så afhænger vores velbefindende helt ned til det enkelte menneskes unikke organ af den livssituation og de omgivelser, vi befinder os i på et givet tidspunkt i vores liv. Den gruppe af mennesker der ligger til grund for en undersøgelse, og som evidensen refererer til, har hver deres fortælling, og hver deres livssituation, som konstant ændrer sig, og som højst sandsynligt har ændret sig siden undersøgelsen fandt sted. Dermed også deres individuelle velbefindende og således er også de oprindelige forsøgsresultater, som ligger til grund for “evidensen”.

Hvorfor bruger vi så evidens? Handler det mon om vanetænkning og ansvars fordeling? Ved at henvise til evidensen kan vi netop let komme til at lægge ansvaret fra os i stedet for at undersøge og finde svaret i os selv. Når alt kommer til alt, så er det os selv, der befinder os i vores egen krop, og vi kan lære at mærke, hvad der føles godt, og hvad der føles mindre godt, hvis vi skulle have glemt det, i vores anstrengelser for at finde svaret derude i evidensen.

Når et symptom opstår i vores krop, så er der ingen, der har ”puttet” det derind, og det er sjældent opstået som et lyn fra en klar himmel. Der er oftest en forhistorie, selvom vi muligvis i vores travlhed har glemt at lytte til den og tage højde for vores indre velbefindende. Kroppen reagerer blot med et symptom for at rette vores opmærksomhed mod en ubalance. Vi erfarer med symptomet, at nu er der noget, der skal ændres i vores liv, så vi kan leve videre på en ny måde uden eller med det oprindelige symptom. At forstå kroppens symptomer som budbringere forudsætter blandt andet en ændring af vores konventionelle tænkemåde, i den forstand at det ikke er evidensen, lægen, prøveresultatet, der ved bedst, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for. Det er os selv.

Vi kan selvsagt stadig have brug for en læge eller et andet menneske til at hjælpe os med at forstå vores vaner, tankemønstre og følelser, sådan som de viser sig i de kropslige symptomer, og derudfra eventuelt få foretaget relevante undersøgelser og behandlinger, som giver mening for os, så vi kan arbejde videre med det, der skal ændres i vores liv, i det indre som det ydre.

Hvad er så fordelen ved evidens? Det er en følelse af: ”Jeg er ikke alene, der er andre, der har det lige som mig” og ”Der er nogen som ved og tager ansvar ”. Det giver en vis tryghed, for en stund, og det kan derfor også være skræmmende at erfare, at lægen eller læreren eller andre autoriteter ikke sidder inde med sandheden.

Det er uholdbart i længden at læne sig op ad evidens, da den ikke giver den samme direkte følelsesmæssige forløsning som det at blive set, forstået, elsket og krammet. Alt det der i sandhed giver ro i et menneske.

Evidens kan eksempelvis bruges på denne måde i en lægepraksis: Når et menneske møder op med ondt i ryggen, er det godt at vide, at der er visse sjældne symptomer, som kan kræve akut indsats. For at afdække dette bruger lægen evidensen. Alene at behandle rygsymptomet ud fra evidensen om, hvad der lindrer symptomet, fjerner ikke årsagen til symptomet. Lægen kan gå bag symptomet og evidensen og spørge ind til personens individuelle belastninger så som arbejdssituation, økonomi, ulykker, boligsituation, familie og parforhold med mere. Alle disse bagvedliggende mulige årsager kan lægen naturligvis ikke behandle, og han kan derved føle sig magtesløs. I sin magteløshed, kan lægen derfor let vælge at behandle og undersøge symptomet, og på den måde kan læge og patient let ”danse rundt” om den udløsende årsag, som eventuelt findes i patientens indre og i hans livssituation.

Det er således ikke tilstrækkeligt at finde de fysiologiske forandringer i kroppen ved scanninger, blodprøver med mere og behandle dem. Det er mindst lige så nødvendigt med en årsagsafklaring, ellers vil patienten komme igen og igen, muligvis med nye symptomer, som popper op på grund af en uafklaret belastning. Det giver et presset sundhedsvæsen og utilfredse patienter.

Patienter er heller ikke, hvad de har været. Ordet ”patient” betød oprindeligt at være tålmodig. Patienter ønsker idag ikke at være tålmodige eller at forblive patienter. Derfor er det også nødvendigt at forstå: Hvorfor ryger, drikker, spiser, overarbejder og misbruger vi os selv og hinanden? Følgerne af en sådan adfærd kan ikke behandles med medicin, selvom den i bedste fald kan lindre og aflede os for en stund. Evidens kan give en vis ro og baggrundsviden til at stille de rette spørgsmål, til at opklare vores aktuelle tilstand og livssituation, men den kan også fratage os ansvaret og fjerne fokus fra os selv, der hvor nøglen til sandt velbefindende ligger gemt.

Du kan læse mere om Mette Mouritsen på hendes hjemmeside HER
Du kan læse artiklen “Danskernes Sundhed” HER
Du kan læse artiklen “Har alle danskere en diagnose i år 2020?” HER

Var du tilfreds med denne artikel? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.