Sund julemad – Gode råd til vægt- og kolesterolbalancen i julen!
Julen er ofte ensbetydende med rigelige mængder af mad og drikke. Vi svælger os i tilbud om søde sager, gløgg og æbleskiver, ligesom bordene i juledagene ofte bugner med fed flæskesteg og ris a la mande. Julemaden kan derfor nemt gi’ anledning til – ikke alene forhøjede kolesteroltal – men også ekstra uønskede kilo på sidebenene. Men du kan nemt gøre julen lidt sundere!
Lad os tage kolesterolet først. Det er en udbredt misforståelse, at det primært er fedtet fra maden, der udløser forhøjede kolesteroltal. Et nyere studie, foretaget af Life, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, konkluderer, at indtag af ost ligefrem kan sænke indholdet af LDL kolesterol i blodet – det såkaldt lede kolesterol. Forskningsprojektet viser desuden, at ost og smør påvirker kolesteroltallet forskelligt, selv om fedtindholdet er stort set det samme. Life studiet er blot et ud af flere samstemmende studier, der alle viser, at mættet animalsk fedt ikke er den væsentligste årsag til forhøjet kolesterol. Sukker og hurtige kulhydrater som hvidt brød og pasta er ligeså slemme i forhold til forhøjede tal. Det er kun cirka 20 procent af det kolesterol vi har i blodet, der stammer fra kolesterolet i maden. De resterende cirka 80 procent danner vi selv i leveren. Det, der provokerer leveren til dannelse af specielt LDL kolesterol er netop sukker, hurtige kulhydrater og dårligt, raffineret fedt. Derfor er mit bedste råd, hvis du er urolig for dit kolesteroltal, at se særligt kritisk på indtaget af sukker og sukkerholdige spiser og drikker – herunder alkohol – under årets julefrokoster.
Tre gode råd til kolesterol i balance
• Vær yderst selektiv, når du vælger retter fra julebordene. Spring over de færdige mayonaise salater og vær varsom med mængden af medister og flæskesteg. Gå i en stor bue udenom det hvide brød og sukkerkartoflerne. Vælg i stedet fuldkornsbrødet kombineret med retter tilberedt af kvalitetsråvarer. Suppler med lidt grønt f.eks. grønkålssalat eller rødkålssalat, så du også får nogle gode fibre. Fibre binder dit brugte kolesterol til sig og transporterer det ud af kroppen.
• Når det gælder konfekt, så vælg det af høj kvalitet. Lav evt. din egen konfekt af tørret frugt, mandler og valnødder evt. kombineret med en god, mørk 70% chokolade. God chokolade mætter mere end sukkergodter. Find inspiration til sund konfekt under mine opskrifter.
• Hold igen med alkohol. Alkohol er sukker, derfor kan jeg anbefale, at du drikker et stort glas vand, hver gang du drikker et glas vin eller en øl.
Kolesterol er livsnødvendigt
Lad os også lige holde fast i, at kolesterol er livsnødvendigt for os. Det er der ikke særlig megen fokus på, for vi er generelt meget kolesterolforskrækkede. Kolesterol fungerer faktisk som byggestillads i dannelsen af en lang række hormoner, herunder vores kønshormoner. Der er også en del nyere forskning, der tyder på, at kolesterol kan have en form for beskyttende effekt i organismen. F.eks. viser det sig, at ældre kvinder med forhøjede kolesteroltal lever længere end ældre kvinder med lave tal. En nyligt publiceret artikel i Quarterly Journal of Medicine peger på, at kolesterol har stor betydning for immunforsvarets evne til at beskytte kroppen. Disse interessante aspekter af kolesterols beskyttende betydning, er vi mange, der gerne vil have yderligere belyst, da fokus primært har været på nedbringning af kolesteroltallet for enhver pris.
Mange oplever også, at julen kan føre til et par – ofte uønskede – ekstra kilo på sidebenene. Hermed tre gode råd, så du kan navigere udenom de ekstra julekilo.
Tre gode råd til at holde vægten – også i julen
• Spring ikke over morgenmaden. Et godt morgenmåltid med såvel gode fedtstoffer som proteiner, frugt og fuldkorn er en perfekt start på dagen. Det stabiliserer blodsukkeret og sikrer mæthed i lang tid. Undersøgelser viser, at mennesker der ikke spiser morgenmad, ender med at have spist mere, når dagen er omme, end mennesker, der spiser et godt og sundt morgenmåltid. Find inspiration til sund morgenmad og sunde smoothies her på siden.
• Spis mindre portioner. Udbuddet af mad er som regel voldsomt stort hele julen igennem. For ikke at få alt for mange kalorier indenbords, kan det være en god ide at tage mindre portioner, og altid kombinere dine måltider med grøntsager. Du kan stort set spise uhæmmet af grøntsager, da fiberindholdet er højt men kalorieindtaget for de fleste grøntsager er i bund.
• Motioner hver dag – det er vigtigt – ikke kun for at holde vægten og få forbrændt noget, men også for et afbalanceret kolesteroltal – så få dig rørt.
Ønsker dig en rigtig glædelig og fornøjelig december!
Anette