
Danske plejehjem mangler varme hænder
Danske plejehjem mangler varme hænder. Det måtte Heather Smith konstatere, da hendes mor kom på plejehjem. Du kan læse Heather’s beretning om oplevelsen herunder.
Medicinering af ældre på plejehjem er blevet en norm som ingen stiller spørgsmålstegn ved. Som samfund accepterer vi, at et stort antal ældre er afhængige af medicin, som dæmper og sløver.
Min mor døde for 2 år siden – hun var den eneste på det rædselskabinet af en aflastnings plads som sov ved 21.00 tiden. Til stor irritation for aftenvagterne fik hun ingen medicin, fordi hun udtrykkeligt havde frabedt sig dette. Som nyankommen beboer havde hun brug for at tale med nogen, hvilket betød, at tiden foran fjernsynet med aftenkaffen blev forstyrret. Mindre medicin kræver mere personale, fordi kravet til nærhed og opmærksomhed ændres, og uden sløvende medicin ville der opstå et behov for flere varme hænder og mere respektfuld behandling af de ældre.
Med rædselskabinet mener jeg et sted, som ikke forholder sig til det enkelte menneske. Der udvises mangel på respekt og umyndiggørende adfærd, der afføder angst, fordi man som ældre ikke tør bede om hjælp. Jeg oplevede ligegyldighed fra personalets side, og min mor kunne ikke få rigtig mad, når hun var sulten. Hvis et ældre menneske på plejehjemmet udtrykte, at de følte sig nedtrykte, kede af det eller bare havde behov for en snak, så var de ikke langt fra en recept på beroligende midler.
Medicin istedet for nærende mad
Mødet med nutidens plejehjem har sat en skræk i livet på mig. Tænk at være overladt hjælpeløs til et sted, hvor man behandler mennesker “som gamle og besværlige” – uden at se hverken mennesket eller historien bagved. Uden at have øje for, at dette menneske har levet et lang liv med oplevelser, der måske kunne være værd at lytte til og måske endda at lære af. Men tiden er ikke til det. Det handler ikke kun om tilstrækkelige bevillinger, men om helt grundlæggende værdier og holdninger til det enkelte menneske. Hvad hjælper det med fine nye plejehjem, hvis indholdet er koldt, tomt, hjerteløst, og hvor medicin sættes i stedet for sund nærende mad.
Fornylig gennemgik jeg et familiemedlems medicin forbrug, idet hun tiltagende fik det dårligere, mistede lysten til mad og til at gå ud. Jeg var nærmest i chok efter at have gennemgået den lange liste af præparater. Vedkommende fik sovemedicin, antidepressiv medicin, medicin mod angst angst, morfin, et Parkinson middel mod uro i benene og flere andre præparater. To af midlerne var Benzodiazepiner som er stærke afhængigheds skabende midler. Her taler jeg om en kvinde, som ikke har en psykiatrisk diagnose, men som måske i stedet blot har brug for at blive set, hørt og mødt og for god og nærende mad.
Når man ikke passer ind i systemet
For nylig besøgte jeg en gammel dame på et plejehjem. En kvinde, som tidligere har haft sin egen virksomhed og levet et særdeles rigt og selvstændigt liv. Hun er nu på plejehjem og degraderet til gammel og besværlig. Hun er åndsfrisk, lever vegetarisk og ønsker ikke ret meget medicin. Hun har mange smerter, blandt andet på grund af slid i ryggen. Sengen hun ligger i er for kort, gammel og for hård. Der er søgt om trykaflastende madras for længe siden, uden resultat. Smerterne bliver værre, idet hun må ligge ned meget af tiden. Hun har svært ved selv at gå på toilettet om natten, men får besked på at hun må træne noget mere. Fysioterapeuten tilbyder kun træning en gang om ugen og har aldrig rørt ved hendes skuldre og ryg for undersøge om hendes følelsesløshed i hænderne kunne skyldes den spændte ryg og nakke som hun døjer med. Selvhjulpen er mantraet, dog uden at man ser nærmere på den enkeltes behov. Fysioterapeuten kan meget mere end træning – men måske er der ikke prestige i at hjælpe de gamle på plejehjemmet, som alligevel snart skal dø.
Det handler ikke kun om politik, bevillinger eller statistikker. Det handler om et helt samfund, hvor medmenneskeligheden er drænet væk, og hvor illusioner om en såkaldt velfærdsmodel formidles, så vi alle til sidst tror, at det er sandt. Hvad er det lige der foregår? De kommende generationer, som har været vant til kaffe latte, elevations senge og velsmagende mad, vil nok ikke finde sig i at blive degraderet, umyndig gjort og ligge i senge der er for korte og hårde. Verdens bedste velfærdssystem kalder vi det – en skinnede facade, fin teknologi, smukke hensigts erklæringer men helt uden hjerte, berøring, respekt og kærlighed. Vi trænger til et helt nyt syn på opgaverne og mange flere varme hænder på landets plejehjem.
Kommentar tilføjet af Anette Harbech Olesen: Jeg har lyst til at tilføje, at jeg har hørt og oplevet det samme som Heather oplevede med sin mor, MEN jeg har heldigvis også oplevet lige det modsatte, nemlig plejehjem med et omsorgsfuldt og kærligt personale, med beboerne i centrum, og hvor der arrangeres dejlige og glædesfyldte oplevelser og hvor maden er god. Der er forskel på plejehjem, fuldstændig ligesom der er forskel på skoler og hospitaler. Jeg kender også flere, der arbejder indenfor ældresektoren, og de arbejder hårdt for at skabe de allerbedste rammer for vores ældre. Lad os få mange flere af deres kaliber.
Læs mere om betydningen af god mad til vores ældre HER
Du kan læse mere om betydningen af vitaminer og mineraler HER
Du kan læse artiklen Hvornår udskriver lægen mad som medicin HER
Var du tilfreds med denne artikel om Danske plejehjem mangler varme hænder? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.