Babyers bleer afslører mere end 200 ukendte virusfamilier

26 apr, 2023 | Viden og Forskning

Endnu et studie underbygger betydningen af en sund og velafbalanceret tarmbiota. Denne gang baseret på babyers bleindhold.

647 danske babyer har lagt ble til et nyt studie, som blandt andet Københavns Universitet står bag. Og der var ret så interessante ting for forskerne at finde i bleerne. Her opdagede man nemlig mere end 200 hidtil ukendte virusfamilier, som måske kan kaste nyt lys over virussens funktion i kroppen og mulige beskyttelse mod kroniske sygdomme.

I fem år har forskere fra blandt andet COPSAC (Dansk BørneAstma Center) og Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet nærstuderet indholdet af 1-åriges bleer. Her vrimler det nemlig med vira og bakterier, men hvor vi i mange år har været bevidste om, at tarmbakterier kan beskytte børn mod kroniske sygdomme, ved vi meget lidt om virus’ funktion. Det var da også virus, forskerne interesserede sig for, og her fandt de masser af interessant nyt i bleerne. Nærmere bestemt 10.000 virusarter, fordelt på 248 forskellige virusfamilier. Kun 16 af dem var kendte i forvejen.

Forskerne mener, at det er babyernes endnu ikke fuldt udviklede immunsystem, der gør det muligt at kortlægge de mange arter af virus.

Denne nye viden er interessant, fordi den giver et indblik i tarmens mangfoldighed af vira og dermed et helt nyt grundlag for at finde ud af, hvad disse betyder for vores mikrobiota og immunsystem. Meget tyder på, at inflammation spiller en rolle ved de fleste kroniske sygdomme, hvilket er tegn på, at vores immunsystem ikke fungerer optimalt. Vira og bakterier interagerer med vores immunforsvar i en fin balance, og forstyrrelser af denne balance kan tilsyneladende øge risikoen for udviklingen af kroniske sygdomme. Og derfor er resultaterne af dette nye studie, offentliggjort i Nature Microbiology, virkelig spændende. Det kan forhåbentlig gøre os meget klogere på de forskellige vira og mikrober og deres mulige rolle i beskyttelsen mod kroniske sygdomme.

Normalt når vi taler virus, tænker vi på sygdomme. Men det er faktisk kun et fåtal af de vira, vi render rundt med i kroppen, der gør os syge. Størstedelen – 90 % af vira fundet i baby-bleerne var da også såkaldte bakteriofager. Det vil sige, at virussen sætter sig på bakterier i kroppen, og ikke direkte på kroppens celler. Herfra hjælper nogle med at holde vores tarme i balance, mens andre bakteriofager integrerer sine egne gener i værtsbakteriens, som den dermed gør mere konkurrencedygtig. Bakterievirussens funktion er altså ikke at gøre os syge, men at hjælpe vores krop med at ruste sig mod sygdomme.

De resterende 10 % af de fundne vira var eukaryote, hvilket vil sige, at de sætter sig på de menneskelige celler. Disse kan gøre os syge, men ser også ud til at kunne have en anden, mere positiv og  funktion. For tilsyneladende er de 1-årige tumlinge vært for mellem 10 og 20 forskellige virustyper, som ikke gør dem syge, men muligvis i stedet kan styrke dem. Vi ved det endnu ikke, men forskerne undersøger videre, hvad disse viras nøjagtige funktion er. Dennis Sandris Nielsen, professor fra Institut for Fødevarevidenskab og seniorforfatter til forskningspapiret om undersøgelsen har to spændende bud: At disse virustyper enten har en rolle i at træne vores eget immunsystem til at genkende infektioner senere i livet. Eller at de er en indikator på sygdomme, som vi endnu ikke kender til.

Det bliver spændende at følge den videre forskning på dette felt., hvor forskerne allerede er i gang med at undersøge, hvilken rolle vira fra tarmen kan spille i forhold til sygdomme opstået i barndommen, som f.eks. astma og ADHD. Vi ved som sagt en masse om mikrober, bakterier og immunsystemet og deres rolle i forhold til vores sundhed og udvikling af sygdomme. Men vi mangler viden om vira, det sidste ben i treenigheden. Med dette nye studie har vi formodentligt taget et vigtigt skridt.

Reference: Shah, S.A., Deng, L., Thorsen, J. et al.; “Expanding known viral diversity in the healthy infant gut”; Nat Microbiol (April 10th, 2023).

Her kan du læse artiklen Din sundhed sidder i tarmen
Her finder du artiklen Sunde bakterier i sunde tarme
og mere om Din vigtige tarmbiota

Var du tilfreds med denne artikel om  Babyers bleer afslører mere end 200 ukendte virusfamilier? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

D-vitamin beskytter din hud og dig mod sygdom…

D-vitamin beskytter din hud og dig mod sygdom…

Lave D3-vitamin niveauer udgør en sundhedsmæssig udfordring, særligt i Danmark på denne tid af året, men også globalt. Herhjemme er det netop her om foråret, hvor allerflest ligger lavt på det livsvigtige D3-vitamin. Et nyere studie fra 2025, der havde til formål at...

Hormoner har også brug for vitaminer

Hormoner har også brug for vitaminer

Vi producerer mange forskelligartede signalstoffer og hormoner i vores væv og kirtler overalt i kroppen. De er helt og aldeles afhængige af en tilstrækkelig forsyning af både vitaminer og mineraler for at kunne producere signalstoffer og hormoner af høj kvalitet....

Værdien af en daglig gåtur

Værdien af en daglig gåtur

Løkke er under valgkampen blevet kendt for sine 10,000 daglige skridt, og faktisk er en daglig gåtur en helt fremragende måde, hvorpå du kan forbedre såvel din fysiske som din mentale sundhed. Det er ikke ny viden, at der er mange sundhedsfordele ved at gå, men nyere...

Oversigt over databeskyttelse

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookie-oplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside, og hjælper vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.