Mere fokus på plastikforurening, tak

7 jun, 2022 | Viden og Forskning

Vores forbrug af plastik er en tikkende bombe under miljøet og formodentligt også under vores sundhed. Gennem de seneste år har vi oplevet foruroligende fund af plast i såvel hvalrosser på Arktis som i os mennesker – senest også i vores blod. Spørgsmålet er, hvornår politikere og erhvervsliv tager det her alvorligt nok til, at vi kan stoppe det stadigt stigende plastikproblem?

Prøv engang at tælle, hvor mange gange du har et plastikprodukt mellem hænderne hver dag. Du vil nok blive overrasket. Plastikken er overalt. I din brusekabine. På dit skraldestativ. På dækkene på din bil. I din pung. Omkring dine madvarer. Ja, måske endda i din tandpasta eller shampoo, for skønhedsindustrien tilsætter – helt bevidst – mikroplastik til visse plejeprodukter som fyldmiddel.

Vores forbrug af plastik er enormt, og desværre ser det ikke ud til, at det bliver mindre. Jovist, vi har i stigende grad vænnet os til at tage et stofnet med ud at handle, og måske vælger vi endda den mælkekarton i supermarkedet, der ikke har et plasticlåg. Det er godt, og det er langt bedre end ingenting. Men der skal mere til. Langt, langt mere.

Problemet er ikke så meget selve plastikken, men nærmere måden vi behandler materialet efter brug. Alt for meget ender nemlig som affald. Hele 8 millioner ton plastik udledes hvert eneste år. Danmark hører til blandt de lande i verden, der både producerer og forbruger allermest plastik. Affaldet herfra tillader vi os ovenikøbet at eksportere til udlandet, eksempelvis til Malaysia. Vores  sorteringspolitik er efter min mening uigennemtænkt og præget af manglende viden blandt beslutningstagerne. Vi danskeres markante overforbrug af plastik kan ganske enkelt ikke blive ved, for vores verdenshave og natur flyder bogstaveligt talt over med plastikaffald til skade for både miljø, dyr og mennesker.

Flere plastikprodukter kan tage flere hundrede år at nedbryde, og selv nedbrudt plastik udgør en trussel. Plastik bliver nemlig til mikroplast og nanoplast, som kan ende i vores kroppe – både gennem den mad, vi spiser, gennem luften, vi indånder, og gennem det flaskevand eller grundvand, vi drikker. For nylig fandt hollandske forskere rester af plast i blodet hos mennesker, hvilket indikerer, at plastikken kan nå ud i alle organer. Endnu ved man ikke, hvad det betyder for menneskers sundhed, men hos dyrene ser man både celledød og nedsat fertilitet som konsekvens heraf. Hvem har ikke set de skræmmende billeder af skildpadder, hvaler, fisk og fugle, som er omkommet på grund af plastik, som de enten er blevet viklet ind i eller har spist. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Hverken overfor os selv, overfor dyrene eller overfor Moder Jord, som vi er sat til at passe på, så den kan overdrages til vores børn og børnebørn. Hvad tænker vi dog på?

At komme forureningen med plastik til livs er ikke enkelt. Det kræver mange og store ændringer, både i private hjem, hos virksomhederne og i lovgivningen, nationalt som internationalt. Men en del af løsningen kunne være en øget grad af miljøvenlig genanvendelighed, som for eksempel:

  1. Up-cycling, hvor man bruger et kasseret produkt til at fremstille andre produkter med en højere værdi.
  2. Recycling, hvor produktet bruges igen og igen eller
  3. Down-cycling, hvor produktet laves om til et nyt produkt med lavere værdi.

På denne måde vil plastikprodukterne kunne få en meget længere levetid.  En mulig løsning er naturligvis også at forske i nye former for materialer til f.eks. emballageindustrien, som står for en stor del af jordens engangs-plasticforbrug.

Her i Danmark fortæller vi alle, der gider høre på det, at vi hylder et bæredygtigt samfund, og vi bryster os af at være en nation af innovative hoveder; en befolkning, som skal leve af vores viden og evne til at tænke i kloge løsninger. Vi kunne passende starte med at udmønte alle de fine ord i en samlet, målrettet og ambitiøs handlingsplan for reduktion af plastikforureningen med deltagelse af politikere, erhvervsliv, forskere og os forbrugere i skøn forening. Det kan kun gå for langsomt. For alt imens vi snakker og ingenting gør, hamrer industrien fortsat nye plasticprodukter ud i verden i en lind strøm.

Her kan du læse artiklen Plastic Change – Madforlivet møder Henrik Beha
Her kan du læse artiklen Syv gode råd til mindre plastik
Her kan du læse mere om Mikroplast i mad og miljø 
Du kan læse om mikroplast i menneskers blod
Du kan læse artiklen “Er der plastik i din mad?” 
Du kan læse om USA’s forbud mod mikroplast i mad og tandpasta
Du kan læse om Mikroplast i teposer

Var du tilfreds med denne artikel Mere fokus på plastikforurening, tak? så er du velkommen til at klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

Hvad er det med de planteolier?

Hvad er det med de planteolier?

Det er let at blive forvirret, når talen falder på fedt. Vi har fået tudet ørerne fulde, og får stadig anbefalet, at passe på med mættet fedt og i stedet spise planteolier. Jeg gør høfligst opmærksom på, at mindre mængder mættet fedt er livsvigtigt for hormon-,...

De bedste proteinkilder

De bedste proteinkilder

Måske er du i tvivl om, hvor meget protein, og fra hvilke kilder, du skal spise hver dag. Du kan læse med her, hvad forskningen foreslår. Først og fremmest, så er proteiner kendt som livets byggesten. Alt i vores kroppe udskiftes konstant, og proteiner, der er bygget...

Mit bedste sundhedsråd 2025 – spis flere grønsager

Mit bedste sundhedsråd 2025 – spis flere grønsager

Sunde fibre fra grønsager, frugt og ægte fuldkorn er uden sammenligning dine tarmbakteriers livretter. De spiser, fordøjer og omdanner dem med stor fornøjelse til kortkædede fedtsyrer som for eksempel butyrat, også kendt som smørsyre. Dine tarmbakterier deler således...

Gratis e-bog! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min e-bog "MAD - Kunsten at spise godt og leve sundt".

Du er blevet tilmeldt!