Vanilje – derfor skal du købe ægte vanilje

25 nov, 2024 | Viden og Forskning

Snart er det højsæson for vanilje, og der findes vel næppe noget, der kan fremmane en stemning og forventning om velsmag, som vanilje. Der er vægtige grunde til at vælge den ægte vare, når du skal købe dette skønne krydderi, også selvom det er den næstdyreste smagsgiver i verden.

Ægte vanilje er sundt
Den er her og der og alle vegne, særligt i december: Den liflige, søde duft af vanilje. Det velduftende krydderi er populært året rundt, men særligt i december indgår det i mange af vores traditionelle retter og drikke.
Der er da heller ikke noget at sige til, at vi elsker vanilje. Udover at ægte vanilje både smager og dufter vidunderligt, så har forskningen også påvist, at det kan fremkalde positive følelsesmæssige reaktioner, bedre humøret og sågar reducere stress, hvorfor vaniljen ofte bruges i aromaterapi.

Ægte vanilje indeholder – modsat de kunstige alternativer – antioxidanter og har antiinflammatoriske egenskaber. Traditionelt er vaniljen da også blevet brugt i medicin til at lindre fordøjelsesproblemer og modvirke kvalme. Aztekerne, som var de første til at opdage planten i Mexicos frodige jungle, mente ligefrem, at vaniljen var et afrodisiakum.

Derfor er vanilje så dyrt
Ægte vanilje er verdens næstdyreste krydderi kun overgået af safran, og det skyldes primært, at vanilje er en både sårbar, langsommelig og besværlig plante at dyrke. Vaniljeplanten er en orkidé med bønnelignende kapsler, og først når den er mellem tre og fem år gammel, bærer den frugt. Den sarte plante blomstrer kun én enkelt dag om året og kan typisk kun bestøves i ganske få timer. Vaniljeplanten kommer oprindeligt fra Mexico, hvor den bestøves af bier, men da en forsvindende lille del af verdens vanilje i dag kommer fra Mexico, må bestøvningen klares manuelt.
Når bælgene endelig er dannet, tager det ni måneder, før de er klar til at blive høstet. Herefter følger yderligere fire måneders tørring og fermentering for at udvikle vaniljens karakteristiske smag. Den langsommelige og arbejdskrævende proces er med til at presse prisen på vaniljen op, og med den høje pris følger desværre også en risiko for tyveri, som giver vaniljebønderne ekstra omkostninger for at sikre høsten. Endelig er vaniljeplanten sårbar overfor voldsomt vejr, sygdomme og skadedyr, som også kan presse priserne på himmelflugt.

Derfor skal du vælge ægte vanilje
Der er dog som sagt gode grunde til at vælge den ægte vanilje, fremfor de billige alternativer, herunder syntetisk fremstillet vaniljesukker- og aroma. For når du vælger den ægte vare, får du vaniljen i dens reneste form og fremfor alt får du den særligt dybe og komplekse smag, som du kun finder i ægte vanilje, der indeholder over 200 forskellige aromastoffer. Derudover slipper du selvfølgelig også for unødvendige, kunstige tilsætningsstoffer. Du kan i øvrigt nemt lave dit eget vaniljesukker ved at skrabe kornene ud af stængerne og med en kniv presse dem ud i lidt rørsukker eller kokossukker.

Sidst, men ikke mindst, så køb økologisk eller Fairtrade vanilje. Så sikrer du dig nemlig, at de hårdtarbejdende vaniljebønder får en god og fair betaling for deres produkter, og at vaniljen ikke er produceret under anvendelse af børnearbejde. Ucertificerede vaniljestænger kan være forbundet med pengegriske mellemmænd, der presser vaniljebønderne og ser stort på, at det er børn, der arbejder i plantagerne i stedet for at gå i skole.

Her kan du læse Historien om vanilje
Her kan du læse mere om Er kanel sundt?
Og du kan læse her Værd at vide om Kardemomme

Var du tilfreds med denne artikel Vanilje – derfor skal du købe ægte vanilje? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag nye spændende, sunde opskrifter hver måned.

Anette

Sund mad er min hjertesag, og jeg er af den dybe overbevisning, at sund mad har afgørende betydning for både vores livskvalitet og velvære. I mere end 23 år har jeg derfor skrevet om mad og sundhed i bøger og her på MadforLivet.com. God fornøjelse!

Mere på Madforlivet

Mange danskere mangler vitaminer og mineraler

Mange danskere mangler vitaminer og mineraler

Halvdelen af jordens befolkning mangler vitaminer og mineraler, herunder også mange danskere. Mere end halvdelen af os får for få af de vitaminer og mineraler, der er afgørende for at leve et liv i sundhed. Det viser en undersøgelse, foretaget af forskere ved Harvard...

Solcreme med faktor og D-vitamin

Solcreme med faktor og D-vitamin

Den absolut bedste kilde til det livsvigtige D3-vitamin er solens stråler. Blot et kvarter til en halv time i solen – i Danmark mellem juni og august - giver dig cirka 20.000 i.u. D3-vitamin. Det er 50 gange mere, end Fødevarestyrelsen anbefaler os hver dag. Heldigvis...

Tarmmikrobiom og osteoporose kan hænge sammen

Tarmmikrobiom og osteoporose kan hænge sammen

Tarmmikrobiomet – betegnelsen for vores samling af mange milliarder mikrober i tarmen - spiller en afgørende rolle for vi menneskers generelle sundhed og velvære. Nylige undersøgelser har vist, at kvaliteten og variationen af tarmmikrobiomet også kan påvirke...

Gratis e-bogs pakke! Tilmeld Madforlivet nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag gratis mine e-bøger "Tyvstart dagen GRØNT", "Fastebogen" samt "Madplan 2.0".

Du er blevet tilmeldt!

Oversigt over databeskyttelse

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookie-oplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside, og hjælper vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.