ForsidenSunde OpskrifterSundt Brød og BagværkGlutenfri Boller – Opskrift på Lækre Glutenfri Boller

Glutenfri Boller – Opskrift på Lækre Glutenfri Boller

Sundt Brød og Bagværk

     4

At bage glutenfri boller kan være en udfordring, men denne opskrift giver lækre, glutenfri boller, der er luftige, fiberrige og velsmagende. Det kræver en lidt særlig teknik, men med disse lækre og sunde råvarer kan du i princippet bage glutenfrit brød, der har en virkelig god smag, luftighed og krumme.

Ingredienser 8 stk

5 dl tempereret vand
1 spsk. loppefrøskaller (Skallin eller Husk loppefrøskaller)
10 g gær
1 spsk honning
50 g kokos-, kastanje- eller quinoamel
150 g groft rismel
50 g havregryn (glutenfri eller øko)
50 g majsmel (gerne det lidt “grove” polenta)
50 g hele hørfrø
25 g sesamfrø
50 g knækket boghvede (kan udelades)
25 g majsstivelse
1 tsk flagesalt
1 tsk kardemomme
1 tsk ægte Sri Lanka kanel

Fremgangsmåde:

Bollerne bliver bedst rørt på røremaskine, med elpisker eller i food processor. Rør vand og loppefrøskaller og lad det stå i 5 min. Pisk det herefter i to minutter til en geleagtig masse. Gær smuldres i og melsorterne, honning samt krydderier tilsættes. (Hold kernerne tilbage). Dejen må gerne røres i 5 min., så der kommer så megen luft i dejen som muligt. Herefter tilsætter du forsigtigt, mens du rører videre i hånden, hørfrø og sesamfrø og knækket boghvede. Du kan justere med mere rismel. Dejen må ikke være for fast, men skal være som en tyk, lidt fast grød. Dejen hæver lunt tildækket i ca. 30 min.

Hænderne smøres med lidt god olivenolie og bollerne formes forsigtigt og lægges på plade. Du kan også anvende to skeer. Dejen er ikke fast som normal dej, den er lidt ”løs” i det, derfor olien. Laves dejen for fast, bliver bollerne let tørre. Tænd ovnen på 200 grader. Bollerne efterhæver ca 30 min. eller på hæveprogram i ovnen, mens ovnen bliver varm. Bollerne pensles med æg eller olivenolie og bages ved 200 grader i ca. 35 minutter. Anvend helst økologiske ingredienser, så undgår du at belaste din krop med unødig kemi.

Få flere gode råd til et glutenfrit liv samt mange flere glutenfri opskrifter her på siden.

Var du tilfreds med denne opskrift? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Du er også velkommen til at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtage nyt om mad og sundhed samt spændende, sunde opskrifter hver måned.