
Er tarmbiotaen bestemmende for din vægt?
Der har længe hersket en forståelse af, at vores tarmmikrobiota har afgørende indflydelse på vores generelle sundhed. Sammensætningen, mængden og kvaliteten af tarmmikrober har nemlig stor betydning for et godt helbred, men har den også betydning for vores vægt?
Det er et interessant spørgsmål, om tarmbiotaen er bestemmende for vores vægt? Et helt nyt studie sætter fokus på sammenhængen mellem overvægt og tarmbiotaens evne til at optage næring fra maden. Det viser sig nemlig at være yderst individuelt og afhænge af tarmbiotaens diversitet og kvalitet samt transittiden, hvor meget næring, der udtrækkes af den mad, du spiser. Det forskerne kalder `energihøsten´ er således dybt individuel og afhængig af, hvilke tarmbakterier, der er dominerende i den enkeltes tarm. Tarmbiotaen formes igennem livet, blandt andet af den mad, du vælger at spise.
Enkelte bakterier afgør, om du optager mere eller mindre næring fra maden
Den seneste forskning viser os, at tilstedeværelse af nogle bakterier i tarmbiotaen ser ud til at kunne trække mere energi ud af maden end andre, og denne viden kan forhåbentlig føre til en bedre forståelse af koblingen mellem tarmmikrober, madens transittid i tarmen og eventuel udvikling af overvægt. Målet er at kunne hjælpe overvægtige med mere målrettede, individuelle madplaner, der kan styrke tarmmikrobiotaen og dermed understøtte et eventuelt ønske om vægttab.
Forskerne undersøgte `energihøsten´ fra maden hos 85 overvægtige voksne danskere. Her blev såvel afføringens energitæthed som transittiden målt. Forskerne fandt til deres overraskelse, at en lang transittid i tarmen var forbundet med en større energitæthed i afføringen. De havde forestillet sig det modsatte, at jo længere tid maden opholdt sig i tarmen, jo mere næring optog den enkelte og dermed ville der være mindre næring tilbage i afføringen. Det viste sig omvendt, at jo længere tid maden opholdt sig i tarmen, jo mindre glæde og energi fik forsøgspersonerne ud af den.
Man kiggede også på tarmmikrobiotaens sammensætning af bakterier, og forsøgsdeltagerne blev inddelt i tre grupper efter deres respektive dominerende bakteriesammensætning. Gruppe ét havde dominans af Bacteroides. Gruppe to af bakterier Prevotella. Gruppe tre af bakterier af typen Ruminococcaceae. Kort fortalt havde cirka 40% af deltagerne overvægt af Bacteroides. De havde samtidig den hurtigste transittid for maden ned igennem tarmen, og dermed mindst energi efterladt i afføringen. Det betyder, at deltagerne med Bacteroides dominans fik mest energi ud af maden, samtidig vejede cirka 10% mere end de øvrige deltagere, hvilket svarede til cirka ni kilo. Gruppe tre, med dominans af Ruminococcaceae, var gruppen af deltagere med den længste transittid. De vejede modsat markant mindre end de øvrige deltagere.
Tarmbiotaens beboere ser ud til at have betydning for din vægt
Med andre ord; Når nogle mennesker synes at have lettere ved at tabe sig end andre, skal vi måske også finde svaret i variationen af tarmenes mange indbyggere, og særligt to dominerende typer, Prevotella og Bacteroides har betydning for vægten. Har du overvægt af Bacteroides, så kan det være mere vanskeligt for dig at tabe dig, i modsætning til, hvis Prevotella er den dominerende. Hvilken af de to typer, der er mest fremtrædende, hænger blandt andet sammen med, hvad du spiser. Mennesker, der hovedsageligt spiser plantebaseret, vil have flest Prevotella, hvorimod Bacteroides hersker blandt mennesker, der spiser meget animalsk protein og mættede fedtsyrer.
Forsøgene her dokumenterer ikke endegyldigt en sammenhæng mellem mindre energi i afføringen og højere vægt, men indikationen er klar. Forkæler du din tarmbiota med den mad, som den allerbedst kan lide, så vil den til gengæld belønne dig med en optimal tarmbiota og øget insulinfølsomhed, som er helt afgørende for appetitregulering, forbrænding og vægttab.
Her kan du læse mere om din vigtige tarmbiota
Du kan læse artiklen Din tarmbiota formes af maden, du spiser
OG læs med her Er din tarmbiota nøglen til effektivt vægttab?
Her kan du læse mere om insulinresistens og manglende vægttab
Referencer: Boekhorst, J., Venlet, N., Procházková, N. et al. Stool energy density is positively correlated to intestinal transit time and related to microbial enterotypes. Microbiome 10, 223 (2022). Hjorth MF, Roager HM, Larsen TM, Poulsen SK, Licht TR, Bahl MI, Zohar Y, Astrup A. Pre-treatment microbial Prevotella-to-Bacteroides ratio, determines body fat loss success during a 6-month randomized controlled diet intervention. Int J Obes (Lond). 2018 Mar;42(3):580-583.
Chunxu Gao, Bhanu Priya Ganesh, Zhongcheng Shi, Anthony Haag, Timothy C. Wang, James Versalovic; “Gut Microbe–Mediated Suppression of Inflammation-Associated Colon Carcinogenesis by Luminal Histamine Production”; The American Journal of Pathology, vol. 187, issue 10, P2323-2336, October 01, 2017
Var du tilfreds med denne artikel om Er tarmbiotaen bestemmende for din vægt? Så klik meget gerne “Synes godt om” herunder. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.