Rødbedetærte med kikærtebund
Rødbedetærte med kikærtebund og fetaost og rosmarin. Denne sprøde og ovenud lækre tærte er glutenfri og superlet at lave. Du kan fylde den med rødbeder og fetaost som vist her, eller du kan lave din egen variant med dit favorit tærtefyld. Opskriften stammer fra bogen Bag med Bønner, og du kan læse min omtale af bogen via linket herunder.
Se også denne opskrift på glutenfri tærtedej.
Ingredienser til en tærtebund
1 dåse kogte kikærter (380 g, drænet vægt ca. 230 g)
1 dl havregryn (35 g)
1⁄2 dl ekstra jomfruolivenolie
1⁄2 tsk uraffineret salt
olivenolie til formen
Ingredienser til fyldet:
400 g små, blandede røde-, gule- og bolsjefarvede beder
1 spsk. olivenolie
1 rødløg, skrællet og i både
50 g grønkålsblade, skåret i stykker
3 dl græsk yoghurt eller gedeyoghurt
3 æg
1 spsk. flydende honning
2 dl revet lagret ost, fx cheddar
2 tsk. finthakket frisk rosmarin
1 tsk. salt
1⁄2 tsk. stødt sort peber
100 g fetaost
Fremgangsmåde
Hæld lagen fra kikærterne, skyl dem, og lad dem dryppe godt af.
Kom havregryn i en foodprocessor, og blend til fint mel.
Tilsæt kikærter, olie og salt. Blend til en jævn dej.
Tryk dejen ud i en smurt form, cirka 24 cm i diameter. Sørg for, at bunden ikke bliver alt for tynd. Fyld
op med tærtebagekugler, eller anvend en anden metode til blindbagning af tærtedejen.
Kom tærtedejen i køleskabet i cirka 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader.
Bag tærtebunden nederst i ovnen i cirka 30 minutter. Lad den køle lidt af, inden du tilsætter fyldet.
Bag samtidig rødbederne med skræl på på en bageplade midt i ovnen. De skal have cirka 45 minutter,
altså 15 min. mere end bunden eller til de er bløde Lad dem køle lidt af, og skræl dem så. Skær dem over på midten.
Skru ovnen op til 225 grader og kom halvdelen af rødbederne, løgbådene og grønkålen ned i tærtebunden.
Pisk yoghurt eller gedeyoghurt, æg, honning, ost, rosmarin, salt og peber sammen i en skål. Hæld blandingen i
tærtebunden. Anret resten af bederne og løgbådene øverst, og stik nogle grønkålsblade ned i. Smuldr med fetaost.
Tærten færdigbages midt i ovnen i 20-25 minutter, til rødbedetærten med kikærtebund har fået god farve. Tærten kan serveres som den er eller med en salat til.
Du kan læse min omtale af Bag med Bønner HER
Du kan finde opskriften på kokosmuffins med lime og hvide bønner HER
Du kan finde opskriften på lækker laksetærte HER
Var du tilfreds med denne opskrift på Rødbedetærte med kikærtebund? Så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” herunder. Du er også velkommen til at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtage nyt om mad og sundhed samt spændende, sunde opskrifter hver måned.