C vitamin er livsvigtigt

Forsiden Sund inspiration C vitamin er livsvigtigt

     6
C vitamin er livsvigtigt

C vitamin er livsvigtigt. I gamle dage døde sømænd af skørbug på grund af mangel på C vitamin. Det kan derfor betale sig hver dag at spise eller drikke C vitaminrige råvarer. Læs med her…

Vi mennesker kan ikke selv danne C vitamin, i modsætning til mange andre livsvigtige vitaminer. Det betyder, at vi skal have det vandopløselige C vitamin hver dag igennem vores mad.

C vitamin er en kraftig antioxidant med antibakteriel og antiviral effekt og har således stor betydning for immunforsvarets effektivitet. C vitamin indgår også i dannelsen af collagen, der blandt andet har betydning for hudens spændstighed, for dannelsen af signalstoffer og neurotransmittere, for hjertets funktionsevne, for kolesterolmetabolismen samt for kroppens afgiftningsprocesser. C vitamin sænker også inflammation i kroppens væv og har en hæmmende effekt på  forekomsten af hjertekarsygdomme, højt blodtryk og leddegigt.

C vitamin indgår også i optagelsen og funktionen af andre vitaminer, så C vitamin er på mange måder et vigtigt mikronæringsstof, som det er bedst at have tilstrækkeligt af i kroppen.

Mangel på C vitamin viser sig ofte som blandt andet træthed, nedtrykthed, ondt i knogler, hjertearytmi og uforståelige blødninger, men der kan være mange andre tegn på mangel af C vitamin. Mangel på C vitamin gør os ganske enkelt mere modtagelige overfor sygdomme.

Det C vitamin, der findes i mad, adskiller sig fra det C vitamin, du får som tilskud i vitaminpiller. Sidstnævnte er som oftest i form af ascorbinsyre. Ascorbinsyre anvender vi også i konserveringen af fødevarer. Det bedste er derfor efter min mening at spise C vitamin fra naturlige kilder, og heldigvis findes der også i dag tilskud og vitaminpiller, der helt naturligt indeholder C vitamin fra fødevarer.

Mange overraskes over, hvilke råvarer, der indeholder mest C vitamin, for appelsiner og citroner er ligesom blevet symbolet for C vitaminrig frugt. Du kan se herunder, hvilke råvarer, der indeholder mest C vitamin, og mange andre fødevarer end appelsiner og citroner er særdeles rige på C vitamin.

  • Havtorn
  • Acerola
  • Hyben
  • Rød peber
  • Grønkål
  • Broccoli
  • Grøn peber
  • Papaya
  • Kirsebær
  • Jordbær
  • Blomkål
  • Ananas
  • Appelsin
  • Citron

C vitamin er et flygtigt vitamin, og skræller du en appelsin og lader den ligge på køkkenbordet i blot en halv time, så er en stor del af C vitaminindholdet væk. Ligesådan hvis du opvarmer eller på anden måde anvender C vitamin i maden. Vitaminet er flygtigt og ilter lynhurtigt.

Overdosering af C vitamin er et sjældent fænomen, men når det gælder C vitamin taler man om det fænomen, der kaldes “tarmtolerance”.  Det betyder, at din tarm ofte siger fra, hvis du spiser for høje doser C vitamin oralt. Det er derfor man også anvender C vitamin intravenøst ved særligt store behov eller eksempelvis i kræftbehandlingen.

Det anbefales, at en voksen får cirka 80 milligram C-vitamin dagligt. Behovene kan dog variere. Du kan let få tilstrækkeligt ved at bruge 1-2 spsk havtorn/friske eller flager eller hybenpulver i din morgensmoothie eller bare ved at spise 100 gram økologisk rød peber, grønkål eller broccoli hver dag. Ønsker du at indtage C vitamin som tilskud, så vælg enten havtorn, acerola eller hyben i naturlig pulverform, alternativt food state vitaminer, hvor C vitamin stammer fra naturlige fødevarekilder som eksempelvis havtorn, kirsebær eller acerola. Det kan være Nature’s Own, Nani eller Terra Nova.

Referencer: Ginter E, ”Optimum intake of vitamin C for the human organism”; Nutr Health 1982;1:66-77, Krebs HA, ”The Sheffield experiment on the vitamin C requirement of human adults”, Proc Soc Exp Biol Med 1953;12:237-46, Johnston CS, Luo B; ”Comparison of the absorption and excretion of three commercially available sources of vitamin C”; J Am Diet Assoc; 1994;94:779-781, Vinson JA, Bose P; ”Comparative bioavailability to humans of ascorbic acid alone or in a citrus extract”; Am J Clin Nutr 1988;48:601-604, Mente A, de Koning L, Shannon HS, Anand SS; ”A systematic review of the evidence supporting a causal link between dietary factors and coronary heart disease.” Arch Intern Med. 2009 Apr 13; 169(7):659-69, Ye Z, Song H; ”Antioxidant vitamins intake and the risk of coronary heart disease: meta-analysis of cohort studies”;Eur J Cardiovasc Prev Rehabil. 2008 Feb; 15(1):26-34, Guo‐Chong Chen, MPH, Da‐Bing Lu, MD, PhD, Zhi Pang, MD, PhD, and Qing‐Fang Liu, MM; ”Vitamin C Intake, Circulating Vitamin C and Risk of Stroke: A Meta‐Analysis of Prospective Studies”; J Am Heart Assoc. 2013 Dec; 2(6).

Du kan finde opskriften på den C vitaminrige Vitamin Drik HER
Du kann finde opskriften på Havtorn Smoothie HER
Du kan finde opskriften på C vitaminrig Immun Booster HER
Du kan finde opskriften på Broccolisalat HER
Du kan læse mere om C vitamin HER
Du kan læse mere om food state vitaminer og mineraler HER

Var du tilfreds med denne artikel? Klik meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.